Mads Brügger er en produktiv herre. Ud over at være programchef på Radio24syv har han på under to år medvirket i EU-dokumentarfilmen ’The John Dalli Mystery’, udgivet bogen ’11.11.11’, instrueret sin første spillefilm 'Sankt Bernhard Syndikatet' og er nu aktuel med dokumentaren ’Cold Case Hammarskjöld’.

En film, der graver i den daværende FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds død i et flystyrt i 1961, og som sikrede Brügger prisen bedste instruktør i kategorien ’international dokumentarfilm’ved Sundance Film Festival forleden. Vi har talt med Brügger om hans drivkraft, fascinationen for Hammarskjöld og hans opgør med at være ham den sjove:

Hvordan kan du være så produktiv?

”Hvis man vil spise en hval, så skal man spise et lille stykke ad gangen, og hvis man gør det per overmål, så kommer man til at spise hele hvalen. Den her film er noget, som jeg har arbejdet på i omtrent syv år, jeg har brugt mine ferier, weekender og min fritid – ikke sådan konstant, men det har lidt været som at gå til badminton eller samle frimærker, det har været en excentrisk hobby.”

”Der har også været lange perioder, hvor det har ligget brak, og udviklingen gik i stå. Der var perioder, hvor jeg tænkte, at vi skulle droppe det helt, fordi det virkede som en formålsløs og uendelig research, som ikke førte nogen vegne hen. Til sidst var det jo et sted, hvor folk, når de sagde til mig; ’Hvordan går det med din Hammarskjöld-film?’, så kunne jeg høre en underforstået tone, der lød i retning af; ’Som du aldrig bliver færdig med’.”

”Af natur vil jeg gerne slutte af, og jeg synes også, at når man er så heldig og har fået penge af Filminstituttet til at lave en film, så har man også en pligt til at gøre det.”

Hvad er din drivkraft for at lave så mange projekter samtidig?

”Det er jo min natur, jeg forfølger det, som jeg synes er interessant, og jeg synes, at alt, hvad der vedrører Dag Hammarskjölds død i september 1961, er vanvittigt interessant. Men det er klart, man skal ikke lave dokumentarfilm for pengenes skyld i hvert fald.”

Er din drivkraft også at være ham den sjove?

”Jeg kan godt lide at optræde, og det er da et kompliment, hvis folk synes, at jeg er sjov, men det er ikke nok for mig kun at være sjov. Og jeg mener også, at det sjove bliver meget bedre, hvis det indgår i en ramme, som er alvorlig.”

”Halvvejs i filmen tager jeg et opgør med mine tilbøjeligheder til at lave sjov, rollespil og klæde mig ud. Det skal stoppe, fordi jeg er på vej i retning af noget, som er så skrækindjagende og uhyggeligt, at der ikke er plads til gak og løjer.”

Hvordan fik du ideen til dokumentaren?

”Det hele starter, da jeg for syv-otte år siden læser en artikel i The Guardian om den svenske privatopdager Göran Björkdahl, som er monomant besat af Dag Hammarskjölds død og flystyrtet, og som har rejst rundt i området, hvor flyet styrtede ned og har fundet de tilbageværende sorte vidner, som ikke blev interviewet tilbage i 1961. Dengang tog man ikke sorte mennesker alvorlige som vidner. Til Björkdahl fortæller alle de 11 vidner samstemmigt en hel anden historie end den officielle version. De fortæller, at der er et andet fly i luften, der skyder på Hammarskjölds fly og om andre hændelser. Jeg tænker; ’Gud, hvor er det interessant det her’. Også hele ideen om, at man kunne finde på at myrde bestyrelsesformanden for planeten Jorden, som Hammarskjöld var. Det er der jo en grandiositet i, som appellerer til mig.”

”Jeg inviterer Göran Björkdahl til Danmark, også for at sikre mig, at han ikke er en sølvpapirshat, men jeg møder denne blide, seriøse og sobre svenske mand, som er det modsatte af en konspirationsteoretiker. Han fortæller mig historien om sin far, som er en afdød FN-diplomat, og at han i farens gemmer finder en metalplade, som stammer fra flyet og har nogle underlige huller. Det er denne metalplade, som udløser Björkdahls besættelse af sagen, og historien bag metalpladen får mig til at tænke; ’Den her film vil jeg lave’, for der er en magi i metalpladen.”

Hvad var dit formål med filmen?

”Undersøgende virksomhed er noget, jeg grundlæggende elsker. Jeg har så en tilbøjelighed til at fordybe mig i undersøgelser, som aldrig vil kunne føres i mål. Og det kan jo godt ende ulykkeligt for både mig selv og dem, der skal tage stilling til det, jeg udkommer med, fordi det er ikke særligt tilfredsstillende med en person, der undersøger og undersøger, og så kommer der ikke rigtig noget ud af det. Så jeg havde selvfølgelig også et ønske om at nå frem til sagens kerne, en konklusion, finde den rygende pistol, afsløre, hvad der virkelig foregik. En fortælling står alt andet lige stærkere, når kabalen går op.”

”Der går ikke lang tid, før det går op for mig, at den her sag er ekstremt kompliceret, det er en kinesisk æske med tusind rum. Derfor bliver jeg også hurtigt nervøs for, om det overhovedet er en film, der kan realiseres. Størstedelen af de involverede er også døde i dag og dem, som er i live, er meget gamle – og primært hvide mænd – som, hvis ikke de er demente, så har de ikke den store lyst til at fortælle om det, de ved."

Hvorfor har du denne tilbøjelighed til at fordybe dig i undersøgelser, som aldrig vil kunne føres i mål?

”Som journalist drages jeg mod det mystiske og eventyrlige. Der, hvor andre ikke har været eller ikke har kunnet trænge igennem. Der er jo ingen, som gider lave journalistik på alfarvej, fordi det er for det meste hakkelse til døgnets rejsestand.”

Sagen med Dag Hammarskjölds død er fra 1961. Hvorfor er den stadig relevant?

”Hvis det virkelig passer, at der var en sammensværgelse om at slå FN’s generalsekretær ihjel, og at det blev gennemført, det er da en sensationel historie på niveau med at myrde paven eller præsidenten i USA eller Rusland. Det er grundlæggende en vigtig historie den dag i dag. Da vi starter på projektet for syv år siden, er det jo at regne for konspirationsteori for folkepensionister. På det tidspunkt er det, og det er til dels stadigvæk, en konspirationsteori, men dertil kommer, at der ikke var særlig mange, der overhovedet interesserede sig for Dag Hammarskjöld end at vide, hvem han var og stod for."

"Der er så sket det gennem de følgende år blandt andet på grund af Göran Björkdahls arbejde, at der er kommet så mange indicier og nyt bevismateriale på bordet, at FN har genåbnet sagen og nu er i gang med en ny undersøgelse for endeligt at nå frem til, hvad skete der. FN’s arbejde indtil videre peger i retning af, at Dag Hammarskjöld blev myrdet, og det er stadig et kæmpe traume for FN, at Dag Hammarskjöld døde, og at mistanken om, at han blev myrdet ikke vil gå væk. Også fordi Dag Hammarskjöld var ham, der definerede, hvad en generalsekretær skal være, han er guldstandarden for en generalsekretær.”

Hvornår mødte du muren i din researchfase?

”Der er alle mulige spor, som jeg har forfulgt, som slet ikke er med i filmen, men som jeg har brugt enormt meget tid og mange ressourcer og kræfter på. For eksempel er der en amerikaner, der hedder George Woode, som arbejdede for FN i Congo. Han påstår, at han var i lufthavnen i Leopoldville den dag, hvor Dag Hammarskjölds fly letter. Han siger, at han ser en varevogn køre ud til flyet, og i den varevogn skal der være rumænske agenter, som går ombord på flyet og er derinde i rum tid og ifølge Woode planter en bombe. Denne rumænske gruppe mænd skal være kommet til Congo forklædt som en økonomisk delegation og bor i et belgisk chocolaterie i Leopoldville. Det er jo en enorm farverig historie. Desværre er den ikke sand. Men jeg hyrede en journalist i Rumænien, der brugte meget tid på at gå gennem arkiverne i det rumænske udenrigsministerium for at efterspore denne økonomiske delegation og aldrig fandt den.”

Hvad betyder prisen som ’bedste instruktør’ ved Sundance Film Festival for dig?

”Jeg er glad og stolt. At have arbejdet på noget i syv år, som har været et hasarderet og skrøbeligt projekt, ender med at blive til en film, som vinder en pris for ’bedste instruktør’ ved Sundance, det er meget forløsende.”