Morten Pape: "Min største drøm er en dag at møde Lars Aslan på gaden og så helt umotiveret stjæle hans sixpence-kasket og løbe min vej"
Med Danmarks første rigtige ghettoroman skød Morten Pape sig fra underklassen og op i dansk litteraturs højeste luftlag. Nu er han klar med sin tredje bog, der markerer afslutningen på trilogien om Amager. Benjamin Dane møder den 34-årige forfatter til en snak om småborgerlighed og bankkrak, om at spise ossobuco med Suzanne Brøgger og om aldrig helt at være færdig med den ø, som han på godt og ondt er rundet af.
Din nye bog ’I ruiner’ er i trykken og udkommer lige om lidt. Hvordan har du det?
”Jeg har ikke børn, men jeg forestiller mig, at det er som at sende sit barn i børnehave eller vuggestue for første gang. Får det nogen venner? Bliver det mobbet? Bliver det accepteret? Det må være en hjerteknusende oplevelse som forælder at hente sit barn og se det sidde alene ovre i hjørnet af sandkassen. Sådan har jeg det også lidt med mine bøger, men samtidig – og der ophører børnehaveanalogien nok – er det en lettelse at give min historie videre. Så den ikke længere kun er min, men også alle læsernes.
Det var især tilfældet med min første roman ’Planen’, som dybest set handler om min egen opvækst i Urbanplanen. Det føltes næsten som at skrive et brev og sende det ud i verden, og det var stort at mærke, at der var andre derude, som blev rørt af eller kunne relatere til det, jeg havde oplevet.”
Hvad fordriver du ventetiden med?
