”Jeg har altid, så længe jeg kan huske, været fascineret af USA og den amerikanske drøm. Film, biler, bøger og ikke mindst musikalsk har USA betydet meget for mig. Chuck Berry, Elvis og James Brown skal nævnes. Jeg har ædt, læst og hørt det hele råt og uden tvivl været vanvittigt inspireret af det store land. Men af forskellige årsager er jeg begyndt at stå helt af på ’The United Bluff’. Inspirationen er væk, og nye musikalske hjørner måtte udforskes.
Aficionados bliver nok sure, når jeg siger, at jeg først har opdaget The Beatles nu. ’Please Please Me’, deres debutalbum, er fuldstændig genialt. Jeg elsker deres simplicitet og McCartneys psycho-bas og generelt det univers, de bevæger sig i. Jeg har det med at dyrke et album, jeg kan lide, og måske er det bare en tidlig 40-års-krise, men jeg er gået all in på skræddersyede jakkesæt og klippet pandehår. Jeg har sågar meldt mig ind i en klub for Vespa-ejere. Forleden dansede jeg i stuen iført Chelsea boots med høj hæl til nummeret ’Twist & Shout’, og det fejlede ikke en skid.”
Annonse
Al Green ’Let’s Stay Together’ (1972)
”Hvis jeg havde en stemme som Al Green, havde jeg aldrig valgt at blive cykelrytter. Manden kan croone, skrige og ramme en falset, der gør selv de hårdeste lømler bløde i knæene, og jeg tænker, at det er sjovere at underholde Apollo Theatre i Harlem end at bestige Tourmalet på cykel.
’Let’s Stay Together’ er et særdeles godt album, der blandt andet indeholder hans signatursang af samme navn. Det er soul, når det er bedst, og har også nogle fede, funky elementer, som gør, at man får lyst til at spille bas. Hornsektionen er voldsomt god, og det virker, som om orkestret har enormt meget tålmodighed. De har disciplin og går aldrig amok, og det får Al Greens stemme til at skinne. Min mekaniker under Giro d’Italia i år, Michele Primaro, er også vild med Al Green, så albummet blev ofte smidt på i servicevognen, når vi sad bag ryttere, der var sat af feltet, mens der stadig var 120 kilometer tilbage af etapen.”
Cola Freaks ’Cola Freaks EP’ (2007)
”Første gang, jeg hørte Cola Freaks, var jeg ved at vælte bagover. Det ramte mig lige i hjertekulen, og jeg har været vild med deres EP lige siden. Der er ingen mindreværd eller langvarige guitarsoloer, og de fire hårdt spændte numre, der ikke varer mere end højest et par minutter, er så rå, som de skal være. Pladen handler om dagligdagsting, og jeg forestiller mig, at vi alle kan relatere til deres sange.
Nummeret ’Keder mig’ er en personlig favorit, selvom det er det sidste, jeg gør, når jeg hører pladen. Forsangeren Mads Stobberup og resten af bandet har en imponerende fanden-ivoldskhed, der virker som lugtesalt. Det svier på en dejlig måde og giver mig hjerne-energi. Jeg havde ikke hørt det længe, men forleden fløj jeg hjem fra Schweiz efter et kursus, jeg havde været på. Det havde været lidt af en lortetur, men da jeg smed Cola Freaks på i høretelefonerne, blev mit humør straks lidt bedre.”
Matti Breschel
Født 1984. Tidligere professionel cykel-rytter og nu sportsdirektør for World Tour-cykelholdet EF Education First. Har i sin karriere kørt for blandt andet det danske cykelhold CSC, Rabobank og Astana. Vandt VM-sølv i landevejscykling i 2010 og etapeløbet Luxembourg Rundt i 2014.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
