Bo Rune Madsen fra børnebandet Turbolens
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Bo Rune Madsen fra børnebandet Turbolens

”Turbolens øver ikke så meget som Mew og er ikke nær så dygtige, men det blev dødens pølse til sidst”

Den tidligere Mew-guitarist Bo Rune Madsen har lavet et band med børn, og han ved godt, at han ikke er nogen Céline Dion som sanger. Men det er også meningen med Turbolens. Her skal være plads til at fejle, for tilværelsen er fuld af buler.

Bo Rune Madsen er i arbejdstøjet her fra morgenstunden. Klædt i en buksedragt i denim sidder han og maler i sit værksted i Hellerup. Kort forinden har han været igennem noget, der ifølge hans egne ord minder om Anden Verdenskrig. Madpakkerne skulle smøres, og børnene afleveres i skolen. Det lykkedes. Nu kan han arbejde.

Elguitaren, som han har spillet på i så mange år, ligger tilfældigt på gulvet. Det er meget mere uvant for ham at have pastelkridt i hænderne som nu.

”Jeg tegnede aldrig som barn. Selv for ti år siden ville jeg sige om mig selv, at jeg var sådan en, der ikke kunne tegne,” fortæller den 41-årige kunstner.

”Men når du prøver nye ting, så udvikler du dig bare så meget, og du får en følelse af: ’Gud, det kan jeg også finde ud af’. Det er altså en fed følelse, som jeg tror, at mange ville have glæde af, for du kan hurtig blive bange for at kaste dig ud i ting, som er ukendte jo ældre, du bliver, og det er synd. Der ligger rigtig meget i os alle sammen, som kan forløses, hvis du har lysten til det. Vores potentiale er kæmpestort.”

Det var også denne overbevisning, der gjorde, at den tidligere guitarist i Mew tilbage i 2016 kastede sig ud i endnu noget ukendt. At være forsanger i et band, hvor de resterende medlemmer er børn fra 5. til 8. klasse fra Bernadotteskolen i Hellerup.

Turbolens blev skabt i selvsamme musiklokale, som Mew benyttede i de tidlige dage.

Foto: Rasmus Weng Karlsen

Madsen troede egentlig, at han var færdig med musikkarrieren, efter han valgte at forlade Mew ét år tidligere. Men da han en dag afleverede sine egne børn i skolen, hørte han lyd af et trommespil inde fra musiklokalet. Han reagerede på det, bankede på døren, fandt en guitar og jammede med de andre børn.

Det bekræftede Madsen i, at børns umiddelbare tilgang til livet er værdifuldt for kreativitet.

”Jeg havde længe studeret, hvordan Apple, Pixar og Disney var lykkedes med at skabe noget fantastisk til verden og noget, som verden havde brug for. Hvad var det, som de kunne rent kreativt? Jeg opdagede, at disse egenskaber i virkeligheden var hos mine børn derhjemme, hvilket jeg fandt voldsomt interessant.”

”Jeg kom til den konklusion, at jeg hellere vil lære noget af børn, end jeg vil lære dem noget, fordi dét, de kan, er utrolig værdifuldt.”

I Turbolens dyrker de det uperfekte. Livet er nemlig fuld af buler. Derfor er der plads til at fejle i Madsens band, som i morgen fredag udgiver deres anden EP ’II’.

”Det ’perfekte’ findes ikke. Det er en illusion. Vi lever i en verden, hvor folk er enormt bange for at fejle og bliver så fokuseret på resultatet af deres arbejde. Men hvis du er bange for at fejle, kommer du hurtigt til at efterligne andre. Man overseer fuldstændig hele ideen med at lave noget og komme med noget ægte, personligt og menneskeligt. Vi skal blive bedre til at fokusere på processen og indholdet frem for formen.”

Coveret til 'II'. Foto: Bo Rune Madsen

”Alt i verden er fuld af buler. Hvis du maler en væg hvid, kommer der nogen fem minutter senere og sætter deres fede fingre på den, og du kan godt prøve at blive ved med at male den over eller prøve at se perfekt ud, men alt fra jorden stammer fra noget organisk, og det er bulet, og det rådner. Det er utroligt usundt at sætte nogle idealer op, som skal være perfekte og uden buler, for vi er ikke sådan.”

Men kan det ikke være svært at lægge perfektionisten fra dig?

”Både ja og nej, for det er klart noget, der ligger i os, ønsket om at passe ind og ikke falde igennem eller udenfor. Men jeg var også igennem et langt forløb med mit gamle orkester i Mew, hvor perfektionismen stak af og viste sig virkelig fra en meget uproduktiv side. Altså, fordi du til sidst i jagten efter det perfekte selvfølgelig aldrig finder det og får nogle bøvlede, lange, komplicerede og udmattende processer ud af det. Turbolens øver slet ikke så meget som Mew og er ikke nær så dygtige, men det blev dødens pølse til sidst.”

Hvad er det bulede ved Turbolens?

”Vi spiller meget ujævnt og holder nødvendigvis ikke takten. Der er en masse ting, som er løse, organiske og dynamiske. Det er bare levende og uperfekt musik. Jeg er som sanger ikke nogen Céline Dion og har heller ikke noget ønske om at være det. Det er vigtigt for mig som person at vise mine venner og familie, hvem jeg er med alle mine fejl og mangler, for det er den måde, vi skaber kontakt til hinanden.”

Foto: Rasmus Weng Karlsen

”Turbolens blev dannet ud fra, hvem der rakte hånden op i musiklokalet for at være med. Det var ikke en audition til X Factor, hvor børn skulle stille sig op for at blive kasseret, og kun de bedste gik videre. Det her er et billede på at sige: ’Hvem vil gerne noget? Okay, hvis du gerne vil det her, så tror jeg godt på, at du kan gøre det.’ Hvis vi lader andre mennesker definere, hvad vi kan og begrænser os selv i troen på at være kreativ og skabe ting, så når vi ikke nogen vegne. Det bliver en blind vej.”

Tager du Turbolens ligeså seriøst som Mew?

”Jeg tager ikke noget seriøst. Jeg gider ikke tage noget seriøst, for så handler det om, hvor du skal føre det hen, og hvad du skal opnå med det. Og jeg skal ikke opnå noget med Turbolens. Jeg skal på en rejse. Jeg skal have et liv, hvor mine dage er fyldt op med ting, som åbner nye tanker i mig og som udvikler og forandrer mig.”

Når Turbolens laver en sang, starter den hos Madsen og hans guitar. Det kan være i værkstedet, i hjemmet eller på stranden. Bagefter sender han skitserne til børnene.

”Og så hører jeg ikke noget tilbage.”

”Når jeg så spørger dem en uge senere, om de har modtaget det, svarer de: ’Jaja’.”

Herefter mødes de og bygger numrene op sammen og får dem til at føles som bandnumre.

Især ’Rastløse bevægelser’ fra den første EP ’Tro, Håb & Kærlighed’ fra 2017 blev spillet meget i radioen. Det sidste års tid har dog flyttet og modnet Turbolens yderligere.

”For mig er der sket en markant udvikling, og det er også en af pointerne med dette orkester. Hvis du tror på det og på hinanden og arbejder sammen med nogle folk fra andre kasser, end du selv er fra, og er åben over for verden, så vil du også opleve, at du udvikler dig med en hastighed, som du ellers ikke er vant til.”

”Jeg synes, at du kan se, at Turbolens er et band i voksealderen. De andre medlemmer vokser både rent fysisk, men også oppe i hovedet og på deres instrumenter, mens jeg bare vokser ekstremt meget oppe i hovedet i de her år, fordi jeg er på denne opdagelsesrejse.”

Musikken er nogle steder blevet mørkere og ikke så naivistisk som på den første EP, men der er også plads til masser af lys og farver. ’Farver’ er også titlen til Turbolens' seneste single, hvis musikvideo er skabt gennem Snapchat.

Onsdag blev det offentliggjort, at bandet skal spille på årets Roskilde Festival, hvilket var netop den festival, hvor Mew, dagen første deres koncert på Orange Scene i 2015, meldte ud, at Madsen havde forladt orkestret, som han var med til at starte i folkeskolen.

Ifølge Madsen var bruddet et resultat af, at han følte, at Mew rent kreativt havde opnået, hvad de kunne. De kunne ikke bare gå en ny og anden vej. Og så var de også blevet for meget uvenner til sidst.

”Vi havde en banddynamik, hvor jeg stod i den ene side og vores forsanger (Jonas Bjerre, red.) i den anden. Det blev for svært til sidst.”

Turbolens har ikke så mange koncerterfaringer endnu. Indtil videre har de primært spillet ved TV-shows som ved Gaffa Prisen sidste år. Her aflyste Mew deres koncert, fordi de ikke havde lyst til at dele scene med Madsen.

Hvordan havde du det med, at Mew aflyste på grund af dig?

”Mews brud var ligesom en skilsmisse mellem fire mennesker, og der bliver mennesker bare såret. Men jeg ville ikke have haft noget problem med at spille den samme aften med dem. Det ville kun have været sjovt, men sådan er det. Vi har alle vores forskellige måder at gå til verden på.”

”Men jeg bærer ikke nag. Hvis jeg møder dem tilfældigt i supermarkedet en dag, så vil jeg hilse på dem.”


Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Portræt