Ugens kulturanbefaling: Bykongen Brixtofte, Morten Papes mesterlige fortælling og klavermusik fra Etiopien
Det kan være uoverskueligt at navigere i alle de kulturtilbud, der findes, hvad enten det er udstillinger, restauranter eller tv-serier. Derfor vil en fra Euroman-redaktionen hver mandag give dig anbefalinger til, hvad du kan se, læse, lytte, opleve og spise i løbet af den kommende uge. Her er det chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst, der guider til gode ting, du kan bruge de næste dage på.
Der er noget evigt fascinerende over bykonger, der skaber deres eget lille kongerige i et miskmask af mørkelagte budgetter, megalomani og you-scratch-my-back-I-scratch-yours-vennetjenester. Jeg er en millimeter for ung til at kunne huske alle nuancerne i Peter Brixtofte-sagen, men så meget desto mere begejstret er jeg for at se den mesterligt oprullet i DR’s nye dokumentar i tre afsnit.
Man bliver ført igennem charterrejser til pensionisterne, skulpturparker, de første spadestik til Farum Park (med ambitioner om Champions League, der dengang lød astronomisk selvovervurderende), Brixtoftes halvgeniale sælg-og-lease-back finansiering af alt fra skoler til rensningsanlæg, et hastigt stigende alkoholmisbrug og så selvfølgelig journalister fra særligt BT (i form af Jakob Priess), der med egne ord satte sig en krystalklar ambition: At karaktermyrde Brixtofte.
Annonse
Det er et uhyre veloplagt portræt af en kommune i overhalingsbanen, en kærlig far og en visionær politiker, der så lidt for stort på det med småt. Og en kær reminder om, at når noget er for godt til at være sandt, så er der formentlig noget om snakken.
At læse Morten Pape er lidt som at se et trafikuheld i slowmotion: Forfærdeligt at se på, umuligt at kigge væk. Med ‘I ruiner’ fuldender Pape sin trilogi om Amagers knap så kønne sider, og bogen er klart en af årets mest veloplagte. Historien er bygget op om en familie på Ugandavej på Amager, far, mor, to børn og en storesøster fra et tidligere forhold. Det kunne være så godt, men man skal ikke kigge særligt godt efter for at se, at det faktisk er helt ad helvedes til.
Amagerbankens forbryderiske krak er arnested for historiens udvikling; på den ene side kilde til drømme og kernefamiliære ambitioner, på den anden side årsag til økonomisk tsunami, der skyller den sidste rest af familiens sammenhængskraft ud med badevandet. Der er stoffer og druk, der er omsorgssvigt og der er fortielser, så det batter. Og som om det eviggrå danske mismod ikke var nok, skal vi også forbi folkemordet i Rwanda i 1994.
Morten Pape tegner et portræt af et Amager, der er så tæt på Hovedstadens velstand og velvære, men samtidig så integreret en del af Underdanmarks retningsløse mismod, at det aldrig går andre veje end ned.
Oplev
Ordrupgaard er noget nær den perfekte lørdagsudflugt: Tilpas tæt på byen til at det ikke bliver for projektet, og tilpas langt væk til at det er noget andet. Ordrupgaard var oprindeligt et landsted for forsikringsmagnat og kunstsamler Wilhelm Hansen, der sammen med sin hustru Henny fik det opført i 1918.
I 2005 kom Zaha Hadids futuristiske tilbygning til, og nu har de norske arkitektstjerner fra Snøhetta skabt 1.800 m2 underjordisk tilbygning. Udbyningen har næsten fordoblet de samlede udstillingskvadratmeter og gjort plads til hele fem nye gallerier, hvor franske mestre som Degas, Manet og Renoir endelig kommer ud af opbevaringsmørket og op på væggene.
Parken rundt om Ordrupgaard er en fryd for øjet, og hvis man har brug for at se, hvor enkelt og sikkert indretning og arkitektur kan håndteres, bør man slå vejen omkring Finn Juhls hus, der ligger på samme grund. International klasse lige der.
En god playliste er groft undervurderet. I sommerferien boede jeg på et hotel i Portugal, hvor man mestrede den svære kunst at skabe stemning med nøje udvalgte numre, der passede til lange dage i varmen.
Et af numrene på playlisten var fra den etiopiske pianist Emaho Tsegué-Maryam Guébrou. Det hedder ‘Homesickness pt. 2’, og det har siden åbnet hendes plade ‘Éthiopiques 21’ for mig. Det er lyden af en drink i skyggen, gardiner der blafrer sagte og dagens International New York Times, der ligger i solen og venter på at blive læst. Jeg ved ikke meget om afrikansk musik, men det melodiske klaverspil er lækkert inviterende med løfter om varmere vejr i disse grå og blæsende uger.
Spis
Det er fem minutter i åbningstid for Circolo, en knopskydning fra den efterhånden fire restauranter store koncern, der også huser Mangia, Bevi Bevi og Bar La Una. Der er lovet grillet fisk, bistecca alla fiorentina og tørret pasta, og den kan jeg godt være med på. Jeg bor lige om hjørnet og ser frem til at få (endnu) et lokalt pastaværtshus, der kan blive et nyt stamsted.
Nyt for Mangia-gruppen er, at Circolo også får åbent midt på dagen. Jeg ser for mig lange frokoster, der bliver til eftermiddagsseancer, der bliver til middage, så vi i få men gyldne øjeblikke kan glemme, at vi ikke bor i Lucca.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
