Jacob Bruun-Jensen producerer 75.000 flasker vin om året på Vestsjælland: ”Der er jo efterhånden så mange vingårde, at det næsten er som at være i Napa Valley”

Jacob Bruun-Jensen kommer fra Slagelse og elsker den storslåede natur på Vestsjælland. Han er indehaver af vingården Dyrehøj, som ligger på Røsnæs ved Kalundborg og er Danmarks største vingård.

Offentliggjort

Hvad er din tilknytning til Sjælland? 

”Jeg har boet i USA i mange år. For 13 år siden købte jeg en vingård ved Santa Cruz i Californien, som ligger ned til Stillehavet, hvor det er godt at dyrke pinot noir. På den måde lærte jeg at lave vin, men stadig ikke meget mere end 3.000 flasker om året.

På et tidspunkt gik jeg også og tænkte på, om jeg skulle gøre karriere ud af at lave vin. Dyrehøj kom dog ret tilfældigt ind i billedet. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget i Danmark på Vestsjælland, hvor min familie er fra, og da jeg smagte noget vin herfra, der ikke var helt så ringe endda, tænkte jeg, at der var et potentiale. 

I 2023 kom Dyrehøj Vingård så til salg. Det er Danmarks største vingård med en kapacitet på 75.000 flasker, hvoraf de 50.000 er fra egne druer. I dag har vi 30-40.000 gæster om året, som kommer forbi og køber vores vin.”