Historiens længste folketingsvalg er stadig i gang, faktisk er der næsten en helt uge tilbage, hvor utroligt det så end lige lyder. Det hele handler om, ja, hvad handler det egentlig om?
Og hvordan skal det hele ende, jeg mener, hvem skal blive enige om at lede landet?
Lige nu – det er onsdag, datoen den 26. oktober – er Lars Løkke stadig ustoppelig, det samme er Søren Pape, bare i modsatgående retning.
I går var Pape på forsiden af Ekstra Bladet, for hvem ved hvilken gang, de havde i hvert fald taget ham i endnu en »BRØLER«, indtil det så åbenbarede sig, at det var Ekstra Bladet selv, der havde begået en journalistisk »BRØLER« og måtte undskylde på dagens forside (lidt mindre undskyldning end afsløring, men hvem bruger lineal), og i sidste uge afslørede Frihedsbrevet, at godt og vel hele Folketinget (med eksemplarisk undtagelse af et par partier på venstrefløjen og Danmarksdemokraterne) er villig til at omgå reglerne for partidonationer, om end nogen af partirepræsentanterne efterfølgende ville lade os vide, at deres accept af pengene slet ikke skulle forstås som sådan, men at de udmærket vidste, at der var tale om en fælde, og at deres (falske) accept dermed var en art omvendt fælde. Ja, goddav, mand, som vi siger.
Ude i befolkningen anes en træthed og en frustration og tro da fanden: Et sammenkog af en global multikrise er skyllet ind over landets grænser, og snart morpher inflationen over i en økonomisk recession, og hvad mere tør jeg slet ikke at tænke på, og det er ikke engang blevet rigtigt koldt endnu.
Og så var der nedlukningen – havde du også glemt den?
For nogle uger siden interviewede jeg Mikael Bertelsen og Casper Christensen til den netop udkomne udgave af Euroman, og her fortalte Bertelsen, at han godt kan lide at tage toget for ligesom at tage temperaturen på vores fælles bevidsthed.
”Jeg kan fortælle dig, at stemningen i S-toget er markant ændret de seneste fem år,” sagde han. ”Der er mange flere tosserier. Folk er under pres.”
Det kom jeg til at tænke på her den anden nat, det var lørdag, og jeg var på vej hjem fra en aften på Sørens Værtshus i København, hvor jeg havde mistet mit bastante overskæg i et spil snyd, da jeg cyklede forbi McDonald’s på Nørreport. (Det gør jeg næsten altid. Jeg kan ikke rigtigt lade være. Det er noget med blodsukkeret, der ryger op og ned ved alkoholindtag).
Jeg parkerede min cykel udenfor og trådte ind. Det skal lige siges, at jeg var alene, hvilket er noget, man lige skal vænne sig til, hvis man ikke har prøvet det før. Indenfor var der som sædvanligt en uforudsigelig og radikal energi. Alle var stive og mærkelige og grimme i det hvide lys (især denne skribent med sin tørskrabede overlæbe). Jeg bestilte min mad (en Cheeseburger, en Tasty Cheese og tre Chili Cheese Tops) og stillede mig til at vente. Foran mig – jeg stod vel tre-fire meter fra skranken – stod en fyr (også alene). Til højre for mig var to gutter, der så stereotypt nørdede ud, i gang med en lang og passioneret snak.
Da det endelig blev min tur (det tager typisk otte-ni minutter for en simpel singlebestilling på det tidspunkt af døgnet, og den var lidt over midnat), gik jeg op for at hente min pose. På vejen derop gjorde fyren foran mig sig mærkbart bred. Som om han vogtede over et eller andet. Måske havde der udspillet sig en situation, lige inden jeg var kommet, der havde antændt anspændtheden? Jeg smøg mig diskret uden om, tog min mad og sagde: ’Thank you!’ (Der er stort set kun ikke-dansktalende arbejdskraft på denne McDonald’s).
Da jeg vendte mig om, stod han der selvfølgelig stadig, stiv som et plankeværk, og det var, som om pladsen var blevet endnu mere trang. Han stod nu mere i vejen end før, i hvert fald følte jeg det sådan, så jeg gik bevidst en lille smule ind i hans stive skulder (jeg er jo også presset), hvilket han ikke lod til at bryde sig særligt meget om.
”Kan du ikke lige flytte dig lidt?” spurgte jeg, og det reagerede han ikke rigtigt på, Den Kødfulde Blokade, så jeg skubbede ham en lille smule til siden (jeg vil understrege, at det er meget vigtigt at komme hurtigt hjem med den varme mad, for at den ikke skal blive meget kedelig), så jeg kunne komme forbi.
”Lad være med at skubbe mig, mand!” udbrød han og gav så mig et forholdsvis kraftfuldt skub ind i de to stereotypt nørdede gutter, der fortsat førte en passioneret samtale, og nu tænkte jeg, at der helt sikkert havde udspillet sig noget, inden jeg var kommet.
Jeg forsøgte at ride stormen af med et smil. Det gør jeg som regel, når den slags sker. Problemet med et smil er, at mens det over for andre tilstedeværende kan virke stabiliserende (puha, han er OK), kan det af den aggressive part opfattes nedrigt og dermed have en ganske eskalerende effekt.
I hvert fald så fulgte Den Kødfulde Blokade mit smil op med at baske den kasket, jeg havde på hovedet, af mig. Jeg vendte mig rundt og samlede min kasket op fra gulvet og sagde så til ham (smilende):
”Gå nu bare op og tag dine burgere, gamle,” hvorefter at Den Kødfulde Blokade endnu en gang baskede min kasket af mit hoved.
Det var så her, midt i al desperationen og hidsigheden, og netop som vi nærmede os en uafvendelig optrapning (ikke at jeg ville slå ham, men du ved nok), at et lys af udsyn og godhed blændede op. Det var vores to konverserende gutter fra før, der havde afbrudt deres samtale for både at samle min kasket op og tage fat i Den Kødfulde Blokade og, ja, simpelthen bede ham om at falde ned.
Det takkede jeg dem selvfølgelig for, hvorefter jeg cyklede hjem.
Gad vide, tænker jeg nu, hvem Den Kødfulde Blokade vil stemme på om seks dage? Hvis nogen, overhovedet?
Og ned ad min Facebook-væg, der er et meget præcist udsnit af den brede danske befolkning i al dens sammensathed, tegnes tidens tern dagligt op med vrede emotikoner og nedadvendte tommeltotter rettet mod politikere og medier.
Det var rigtigt, hvad Bertelsen sagde: Vi er pressede.
Afslutningsvis vil jeg dele en metode til at modstå fastfoodfristelser om natten, som jeg har fundet på nettet. Den hedder ’Et fucking æble’-metoden. Og den går simpelthen ud på, at man bare skal have et fucking æble i sin lomme, sådan at når fastfoodfristelserne så melder sig, så skal man bare spise det fucking æble.
Hører du efter, Din Kødfulde Blokade?
