DET UDLØSTE ET ramaskrig i mit indre, da min hustru første gang introducerede mig for konceptet: Ingen risalamande efter juleanden. Til gengæld risengrød til forret.
Noget så absurd havde jeg aldrig hørt før, men det var opskriften på hendes jul, som hun kendte den.
Komplet med kanel, smørklat, saftevand, mandel og mandelgave.
”Kongehuset gør det også,” sagde hun dengang, og i et land med blind opbakning til institutionen er det svært at komme med modargumenter. Hun fik det, som hun ville have det.
Bortset fra det med risengrøden har jeg altid været fast i troen på, at julen hjemme hos os ikke skal afvige fra normalen. Samme køreplan år efter år. Ja tak.
Det starter med portvin og gaveindpakning den 23. om aftenen, hvor der også bliver pustet ud efter decemberspurten. Kontoret er lukket ned, gaverne er indkøbt, og der har været et velkendt mix af julebesøg, gløggaftaler og juleafslutninger på arbejdet og i børnenes skole.
Juleaftensdag starter forventningens glæde allerede fra morgenstunden. Hen under eftermiddagen begynder det at dufte brunt og brændt, så er der ’Disneys Juleshow’, og klokken 18 sætter vi os til bords med and, flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, sauce og en alibisalat. Derefter sang og gaver og knas, når de yngste ikke kan vente længere, og sidst på aftenen står træet i al sin glans, mens julefreden endelig sænker sig.
Jeg kan godt lide traditionen. Men hvert år tager jeg også mig selv i at flirte med tanken om en anderledes jul. Skulle man flygte til Gran Canaria og få lidt sol på kinderne? Gøre en god gerning og være frivillig til de hjemløses juleaften? Tage i sommerhus og prøve at skabe julehyggen på langt færre kvadratmeter i et hus uden gulvisolering?
Annonse
Indtil nu er det blevet ved forestillingen. Og så længe tanker er toldfri, gør det ingen skade at fantasere om det, det kunne være, så længe jeg i virkelighedens verden er tro mod det, jeg bedst kan lide.
Heldigvis er julen ikke bare hjerternes fest, men også kompromisernes, så for en håndfuld år siden mødtes min hustru og jeg på midten. Hun får sin risengrød. Jeg får min risalamande. Og det er et rigtigt juleeventyr, der nu er blevet sin egen tradition.
God fornøjelse med dette års juletillæg, som kommer i sampak med månedens Euroman, der er på gaden nu.
Jeg kan ikke være andre end mig selv. Jeg kan ikke ændre min
personlighed. Jeg bliver nødt til at insistere på at være mig selv i offentligheden og ikke opfinde en offentlig karakter, for det bliver jeg sindssyg af.
