Mit håndled er ikke særlig stort, så der er mange ure, der bliver for store til mig. Men det her kunne jeg få i de millimeter, hvor det ikke så fuldstændig åndssvagt ud. For mig er det virkelig et ur, der er skabt, som hvis man havde tegnet det i hånden. Det råber ikke højt, hvilket er vigtigt i min verden. Det skal ikke være et power watch, der eksplicit udstråler ’I made it.’

For fem-seks år siden stod jeg i lufthavnen i Bruxelles og var på vej til Portugal med nogle venner. Flyet kom først tre timer senere, så jeg gik hen i en urbutik for at slå noget tid ihjel. Jeg havde ikke set lige præcis denne model før, og så tænkte jeg: ’Fuck det, nu gør jeg noget fuldstændig vanvittigt og køber det.’ Mine venner kunne slet ikke forstå, hvad der foregik, da jeg kom tilbage med uret om håndleddet. Udadtil virkede det måske også mere impulsivt, end det egentlig var.

For mig handler det hele om identitet; hvem man er, hvordan man går klædt, hvad man laver, og hvad man gerne vil signalere. Et ur fra Panerai ville fx ikke klæde mig, fordi det er lidt for flashy til min personlighed.

Jeg arbejder med design, identitet og branding, og mærkeligt nok har jeg, jo ældre jeg bliver, mere og mere lyst til at være underspillet og klassisk. Ja, det kan vel nærmest betegnes som kedeligt. Min kreativitet skal helst komme til udtryk på en anden måde end gennem mit ur og min påklædning.

Jeg havde ikke gået med ur i mange år, nærmest ikke siden jeg gik med et Swatch-ur i folkeskolen. Men da jeg blev rigtig voksen begyndte jeg at kigge efter et igen, og det tog mig faktisk en del år at finde frem til det her. Jeg vil gerne give det videre i arv til mine drenge, men det kræver nok, at jeg skal have ét til, da jeg har to sønner.