Jeg endte i politik ved en tilfældighed. Da jeg blev færdig med jurastudiet i ’72, aftjente jeg min værnepligt og begyndte at kigge mig om efter et job. Dengang var der stor akademikerarbejdsløshed, men jeg kom til samtale i Landbrugsrådet (i dag Landbrug & Fødevarer, red.), der søgte en juridisk medarbejder. Jeg fik ikke jobbet, men direktøren spurgte, om han måtte anbefale mig til andre.

En uges tid efter ringede telefonen en aften. I røret var en mand, der sagde: ’Mit navn er Holger Hansen. Jeg er sekretær for Venstres folketingsgruppe.’ Uheldigvis havde jeg en dårlig vane sammen med en studiekammerat, hvor vi altid præsenterede os som en anden i telefonen – når jeg ringede til ham, sagde jeg fx: ’Goddag, det er politiet i Helsingør.’

Så jeg svarede manden i telefonen: ’Hør nu her, Henrik. Du er afsløret.’

Men han gentog bare: ’Mit navn er Holger Hansen …’ Jeg afviste ham igen, og pludselig blev stemmen helt kold og spids: ’Nu siger jeg det for sidste gang,’ sagde han. Og så dæmrede det for mig.

Jeg måtte lave en voldsom rygsvømning, men det endte med, at jeg kom til samtale med Poul Hartling (daværende formand i Venstre, red.) på Christiansborg. Og sådan fik jeg mit første job som sekretær i Venstre.