Jeg endte i politik ved en tilfældighed. Da jeg blev færdig med jurastudiet i ’72, aftjente jeg min værnepligt og begyndte at kigge mig om efter et job. Dengang var der stor akademikerarbejdsløshed, men jeg kom til samtale i Landbrugsrådet (i dag Landbrug & Fødevarer, red.), der søgte en juridisk medarbejder. Jeg fik ikke jobbet, men direktøren spurgte, om han måtte anbefale mig til andre.
En uges tid efter ringede telefonen en aften. I røret var en mand, der sagde: ’Mit navn er Holger Hansen. Jeg er sekretær for Venstres folketingsgruppe.’ Uheldigvis havde jeg en dårlig vane sammen med en studiekammerat, hvor vi altid præsenterede os som en anden i telefonen – når jeg ringede til ham, sagde jeg fx: ’Goddag, det er politiet i Helsingør.’
Så jeg svarede manden i telefonen: ’Hør nu her, Henrik. Du er afsløret.’
Men han gentog bare: ’Mit navn er Holger Hansen …’ Jeg afviste ham igen, og pludselig blev stemmen helt kold og spids: ’Nu siger jeg det for sidste gang,’ sagde han. Og så dæmrede det for mig.
