Bisse
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Bisse

Hold øje med i 2017 - musikeren Bisse: "Jeg er nødt til at få dårlige anmeldelser, for det er ikke sundt at blive gejlet op"

Bisse har svært ved at leve et almindeligt liv. Det er ikke blevet mere 
almindeligt af, at han har skabt fem album på to år og er blevet skamrost af anmelderne. Nu går han og venter på nedturen – og en stor pris.

Det er svært ikke at tænke på David Bowies leg med det androgyne, når man ser Bisse med det lange, lyse hår og den røde neglelak, som han står der på gaden foran sin lejlighed tæt ved Amager Fælled i København.

Denne aften matcher neglene hans knaldrøde bukser og halstørklæde. Han kalder sig en tourguide – ikke en sanger – og en god tourguide forsvinder ikke i mængden. Vi har aftalt at gå en tur i efterårsmørket for at tale om, hvordan Bisse – eller Thorbjørn Radisch – bliver inspireret til at skabe musik, når han bevæger sig rundt i København.

Siden efteråret 2015 har han udgivet fem album, og der er allerede to nye på vej i første halvdel af 2017. Det seneste album, ’Højlandet,’ blev hyldet for sin eksperimenterende omgang med det danske sprog, og Bisse er blevet kaldt for en af tidens mest interessante sangere.

Bisse

Bisse (Thorbjørn Radisch) er født i 1987 i Kirke Saaby på Midtsjælland. Var tidligere en del af gruppen Spillemændene og har studeret på musikkonservatoriet i København, indtil han droppede ud. Udgiver sin musik selv. Foreløbig er det blevet til seks album med anmelderroste ’Højlandet’ fra oktober 2016 som det seneste. I 2017 optræder han bl.a. med forårsturneen Tour de Smackdown, på festivalen Northside og i Store Vega.

Han forklarer billedet med tourguiden: At han vil råbe os op og få os til at kigge os omkring. ”Folk har ikke tid til at mærke livet. Der er så meget, man skal nå bare for at få det til at hænge sammen.

Man skal tjene penge, finde et sted at bo og holde fast i kæresten, vennerne og børnene. Men man er nødt til at stoppe op. Hvis ikke kommer man bare frem til det hele i god tid, og så dør man uden at have oplevet noget,” siger han.

”Men når de hører min sang, lever de sig måske ind i en historie, som de ellers al-drig ville have hørt om. Det kan jeg have et lille forfængeligt håb om. Man skal prøve at få verden til at udvide sig og forstå, at man er en del af en meget større historie. Der er sket så meget i de her gader. Det synes jeg kun er berigende at få indblik i.”

På en sti ved Stadsgraven mellem Christianshavn og Amager er der en kvindelig motionist, der vender hovedet og råber et begejstret ”Hej Bisse.” Han sender et lige så venligt hej retur.

Da hun er ude af syne, begynder Bisse at grine højt. ”Hun var vist en rigtig bissebasse. Det kalder jeg min bissebande i spøg. Det er kærligt ment. Det er svært at forstå, at man sådan har fået fans.”

Landets samlede anmelderskare har sammenlignet ham med alt fra Talking Heads og Nick Cave til Kanye West og MC Einar. Men mest af alt Bisses eget store idol, C.V. Jørgensen. Faktisk er han flere gange blevet udråbt som den nye C.V. Jørgensen. Det er store ord, ved han godt.

”C.V. kunne med enormt stor hjertevarme beskrive verdens elendighed og skønhed i én og samme sætning. Bag sortseerteksterne er der et håb og en livsglæde, så man kan mærke, at han er forelsket i verden. Det er måske en ulykkelig kærlighed til tider, men han opgiver den aldrig,” siger Bisse og fortsætter så med et bestemt men:

”Det er lidt latterligt, at hver gang der kommer en ny sanger i det her land, der har en lille smule øre for det danske sprog, er det pludselig den nye C.V. Jørgensen. Sidste gang var det Peter Sommer, og nu er det så mig.

Det er lidt som at starte i en ny klasse og måtte tage til takke med at være William P., fordi der er en William i forvejen. Men folk skal tids nok holde op med at sammenligne mig med C.V. Jeg skal nok få etableret min egen plads,” siger han.

Foran en rød murstensbygning tæt ved Asiatisk Plads på Christianshavn stopper Bisse op. Han peger på to små, næsten anonyme mindeplader på væggen. Der står navnene på to modstandsmænd, som blev henrettet under anden verdens-krig.

Bisse fortæller, at han stødte tilfældigt på dem en dag og senere fandt ud af, at den kollaboratør, der skød dem, selv blev henrettet efter krigen. Det foregik på Christianshavns Vold, og det har givet inspiration til en sang om kollaboratørens skæbne, der udkommer til foråret.

”Det er altid, hvad det handler om for mig – at være besat af et billede eller en historie, som jeg får lyst til at leve mig helt ind i. Det er jo ligesom at være barn og så bare lege: ’O.k., nu er jeg ham kollaboratøren, der bliver dømt til døden.’ Hvordan mon han har levet, hvordan kan det være, han gjorde alle de mennesker fortræd, og hvorfor fortrød han ikke?”

Det er sådan, Bisses liv er. Han går ned ad sidevejene, genvejene og omvejene og finder historierne til os andre. Men faktisk håber han snart at blive sat lidt på plads.

”Lad os antage, at de to næste plader også får gode anmeldelser, det kan jeg næsten ikke holde ud. Jeg er nødt til at få dårlige anmeldelser, for det er ikke sundt at blive gejlet op.

Jeg er desværre bange for, at det kommer til at gå op et stykke tid endnu, og så på et tidspunkt glemmer jeg at huske mig selv på nedturen, og så rammer den lige pludselig. Jeg håber at blive sat på plads inden. Måske skal jeg bare få en kæreste, de sætter jo én på plads hele tiden.”

Det første svar på, om 2017 bliver en fortsat optur, får han allerede 28. januar. Der skal kritikerprisen Steppeulven uddeles, og den har Bisse svært ved at se, at han ikke skulle vinde.

”Jeg har været nomineret to gange før og har fået så gode anmeldelser, og det er jo kritikernes pris. Medmindre der kommer en eller anden ud af den blå luft, må jeg få den i 2017.”

LÆS OGSÅ: Disse plader kommer ud i 2017

LÆS OGSÅ: Chief 1: "I 1993 fik jeg mit første angstanfald, holdt op med at turnere, jeg fik kræft i maven og bandet gik i opløsning"

LÆS OGSÅ: Søren Rasted: "Jeg synes stadig, vi er ret vanvittige på en scene"