Jeg ville være ingeniør som min far. Det var min plan, lige indtil jeg kom i gymnasiet. I folkeskolen fik jeg tocifrede karakterer i de matematiske og fysiske fag – uden at jeg behøvede at læse lektier. Jeg havde meget nemt ved det, og det betød, at jeg havde god tid til at dyrke atletik ved siden af.
Da jeg begyndte i gymnasiet, troede jeg, at jeg kunne fortsætte med at bruge 40 timer om ugen på atletik, men pludselig stod der 6 i karakterbogen i mine yndlingsfag. Træningen gik på ingen måde i hånd med at gå i gymnasiet. Jeg droppede ud af 1. g tre måneder før sommerferien. Og da jeg ikke formåede at gøre en studentereksamen færdig og blive student, var det relativt svært at blive ingeniør. Jeg var ikke studiemoden og foretrak at bruge al min tid på atletik. Jeg ville gerne se, hvor god jeg kunne blive. Det var min undskyldning for at droppe ud: jeg ville se, hvor langt jeg kunne nå i atletik.
Jeg blev danmarksmester et par gange i hækkeløb indendørs. Et år var jeg meget tæt på også at blive danmarksmester udendørs, men så faldt jeg over den næstsidste hæk i finalen og endte som nummer tre.
Jeg har altid været meget tæt på min far. Han repræsenterede trygheden og nærheden i mine teenageår. Da jeg gik i de sidste år i folkeskolen, blev min mor syg med hjerteproblemer og skulle hvile meget, så det blev min far, der sørgede for, at jeg kom op om morgenen og kom i skole, og som kørte mig til atletik om eftermiddagen. Jeg er den yngste af tre. Mine søskende er fem og syv år ældre end mig, så den ældste var flyttet hjemmefra, da min mor blev syg.
Mine venner havde også et rigtig godt forhold til min far og kunne sagtens finde på at komme forbi til en øl og en snak om livet. Senere, da mine ældre kammerater fik kørekort, lånte de min fars bil uanset, om vi skulle i byen eller til sport.
Jeg har ingen erindring om, hvordan han reagerede, da jeg stoppede i gymnasiet, men jeg vil tro, at han tog det meget afslappet. Han skaffede mig i hvert fald hurtigt et arbejde i sit firma, så jeg ikke gik og drev den af. Min far var meget pragmatisk – sådan lidt a la: det var det, videre til næste projekt. Det blev i første omgang mili-tæret.”
Hvis jeg havde trukket frinummer, var jeg aldrig blevet soldat, men jeg kom ind som værnepligtig. Jeg kan ikke huske, hvad der udløste det, men jeg må have sagt eller gjort et eller andet, som gjorde indtryk, for jeg blev indkaldt til en ekstra session på Flyvestation Værløse, hvor jeg blev tilbudt at starte direkte på sergentskole. Det var en god tid, og havde jeg været student, kunne jeg godt have fundet på at blive A-officer. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at blive B-officer på korttidskontrakter, men det havde jeg ikke lyst til. Til gengæld har jeg været reserveofficer i 25 år og fået fortjenstmedaljen.
Jeg fik arbejde som filmtekniker i et datterselskab til Nordisk Film og fortsatte som reserveofficer et par uger om året. Samtidig købte jeg en lejlighed i nordvest på Frimestervej sammen med Helle, der senere blev min kone og mor til mine to børn. Det var faktisk derfor, jeg søgte jobbet som filmtekniker, fordi det lå tæt på, hvor jeg boede.
Tanken om at blive student og ingeniør har ikke helt sluppet mig. Jeg tilmelder mig også Frederiksberg Studenterkursus. Men det holdt ikke ret længe. Jeg gad ikke læse lektier. Jeg opgav definitivt barnedrømmen om at blive ingeniør og tænkte: Hvad skal jeg så lave?
Jeg har gået på jagt, siden jeg var 16. Det er en vigtig del af mit liv sammen med fiskeri. Jeg er nok det, man vil kalde en rigtig fritidstosse. Jeg holder altid fri, når jagtsæsonen starter. Det er mine helligdage. Den helligste er 16. maj, når bukkejagten går ind. Det står i min kalender: ’bukkejagt fri’. Den næsthelligste er 1. oktober, hvor resten af jagtsæsonen går i gang.
Det er et tilfælde, jeg blev politimand. Jeg mødte en hundefører og tænkte, at det kunne jeg egentlig godt tænke mig at blive. Sjovt nok er hundefører så stort set det eneste, jeg aldrig har været i politiet. Til gengæld har jeg prøvet meget andet. Jeg var ansat sammenlagt ti år i narkotikaafdelingen i Københavns Politi. Efter politireformen og efter at have været på politiets overordnede lederuddannelse i 2006 søgte jeg stillinger som vicepolitiinspektør på Sjælland – herunder også Midt- og Vestsjælland, hvor jeg blev ansat som leder af personfarlig kriminalitet, det, der svarer til drabschef. Her var jeg fra 2007 til 2011. Så skiftede jeg til København.
Pludselig en dag i 2000 fik jeg et angstanfald ved Storebæltsbroen. Jeg var på vej til Fyn for at besøge min bror, men gik i stå. Jeg kunne ikke køre over boren. Jeg forstod ingenting og ringede til min daværende kone. Jeg talte længe med hende. Langsomt, med 40 kilomter i timen, kom jeg over på den anden side.
Det var før, jeg blev chef for drabsafdelingen, men jeg var lige blevet holdleder i narkotikaafdelingen og arbejdede nærmest i døgndrift. Mit ægteskab gik dårligt, og et par år forinden havde jeg mistet min far. Det er svært at sige, hvad der udløste angstanfaldet. Jeg fik stillet diagnosen stress og depression. I en periode efter anfaldet havde jeg det sådan, at hvis der stod mere end to mennesker foran mig i køen i supermarkedet, vendte jeg om og gik hjem.
Jeg blev sygemeldt, men valgte at være åben om min diagnose. Jeg bad derfor min chef om at sige til kollegerne som det var: jeg var gået ned med stress. Jeg har ikke behov for at være machoagtig.
Jeg fik lykkepiller, og efter tre uger var jeg tilbage på arbejde igen. Jeg startede langsomt op, og det gik fint. Til gengæld var jeg på lykkepiller i flere år. ’Lykkepiller’ er i virkeligheden et skodord, fordi man på ingen måde bliver lykkelig af pillerne. Tværtimod. Det var som at leve i en følelsesmæssig osteklokke.
Jeg blev stemningsneutral, og det var fint i en periode, men ikke i længere tid. Jeg har brug for både at kunne græde og være ked af det og at være glad og begejstret. Det var svært. På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg nok aldrig kom til at være efterforsker igen. At jeg skulle være heldig, hvis jeg fik job i paskontrollen i lufthavnen. Men jeg kom ud af det.
Jeg blev skilt fra min kone efter 17 år og har ofte tænkt på, hvad der kom først: stress eller et dårligt ægte-skab. Måske var det tabet af min far, der kom som en forsinket reaktion. Han døde pludselig i en alder af 69 år efter kun få år på pension. Han fik en blodprop, mens han reparerede tag.
Jeg tror, han fik den død, han havde ønsket sig, men for mig var det en voldsom oplevelse. Vi var meget knyttede til hinanden. Da han blev skilt fra min mor efter mere end 30 års ægteskab, flyttede han op i nærheden af mig sammen med sin nye kone. Vi sås tit.
Jeg er ikke sådan én, der føler mig uundværlig og får sparet en masse overarbejdstimer sammen. Jeg har aldrig haft noget imod at give den en skalle, men så er jeg også taget hjem for at være sammen med min familie. Det synes jeg er vigtigt. Det lægger jeg heller ikke skjul på over for mine medarbejdere.
Når nyt personale begynder i afdelingen, plejer jeg at sige, at jeg forventer, at de giver sig selv 100 procent, når de er på arbejde, men at de også husker at prioritere familien og at gå til forældremøde – selv om der ikke nødvendigvis er vigtige emner på dagsordenen
Måske finder jeg aldrig ud af, hvorfor jeg fik stress. Og det kan være svært at acceptere, fordi vi så gerne vil have en forklaring på alt. Vi søger efter en årsag, men det kan også være en del af healingsprocessen at acceptere, at man måske aldrig finder årsagen. Sådan er det indimellem. Det plejer jeg at sige til kolleger eller andre, som er ved at gå ned med flaget. Måske har kroppen bare brug for at blive genstartet.
Jeg vil ikke sige, at jeg savner min far længere. Nu er det jo efterhånden længe siden, han døde, men jeg tænker ofte på ham. En gang imellem kommer min fars kone – min papmor – forbi og siger, at det ville min far have været rigtig stolt af, hvis det er gået godt med en sag. Det er rart at høre. Det gør mig glad.
LÆS MERE: Jan Gintberg om sin opvækst: ”Min mor gik ind i en psykotisk tilstand, og hun kom aldrig rigtig ud”
