Jeg har en alder, hvor jeg går til en del bryllupper i vennegruppen. Folk bliver gift, og alt er lykkeligt, jeg sagde tilmed selv ja til min udkårne sidste år. Man vil hinanden. Til bryllupsfesterne, der langsomt er ved at blive genoptaget efter en noget tørlagt corona-periode, er alt fryd og gammen. Musikken spiller, natten er ung, og pigen er smuk. Intet bør gå galt, men tallene taler deres eget tydelige sprog.

Kigger jeg rundt blandt mine venner og tæller ægteskaberne, vil godt halvdelen af os blive skilt. 48 procent af alle par, der i dagens Danmark får papir på hinanden, går senere i livet fra hinanden. Det, der engang var ’til døden os skiller’, må i dag omformuleres til noget i retning af ’til vores tid sammen rinder ud’.