Michael Carøe: "Brian Nielsen gav mig én på siden af hovedet, så jeg faldt, men så greb han mig og krammede mig" scroll-down

Michael Carøe: "Brian Nielsen gav mig én på siden af hovedet, så jeg faldt, men så greb han mig og krammede mig"

Den 61-årige crooner Michael Carøe om at elske til AC/DC, om at fratage sin kone for al ansvar og om at få én på hovedet af Brian Nielsen.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Sine Jensen
Mennesker Euroman

Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv i medierne?

”Den endte med ikke at blive trykt, men i starten af 00’erne blev jeg ringet op af en, lad os være fine og kalde ham en bagsidejournalist på Ekstra Bladet, som gerne ville have mig til at be- eller afkræfte, om jeg var far til Jodie Fosters nyfødte barn. Helt absurd.

Sådanne forespørgsler plejer jeg at ignorere, men da Jodie Foster for det første er en utrolig lækker kvinde og for det andet er lesbisk, syntes jeg, der var så meget kudos i det, at jeg svarede, at jeg ikke havde nogle kommentarer til det, og at han måtte spørge Jodie Foster om det. Det rygte måtte sgu godt køre rundt, og jeg må sige, jeg var en smule stolt. Men når jeg nu ser billeder af hendes barn, Charles, kan jeg jo se, at han overhovedet ikke ligner mig. Han er jo rødhåret. Det må være Reimar Bo, der har været på spil igen ha ha.” 

Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv? 

”Nej, ikke fysisk. Men hvis jeg bevæger mig ud på et dansegulv, vil der være så meget psykisk smerte forbundet med det, at jeg næsten synes, det tæller for en skade. Jeg hader virkelig at danse. Der er to ting, jeg ikke gør privat: at klæde mig ud og danse. Det skal jeg have penge for at gøre.” 

Har du haft en nærdødsoplevelse?

”Jeg fik corona i anden bølge i november 2020, og der lå jeg med 39,7 i feber 12 dage i træk. Jeg havde det jo helt forfærdeligt, men det, der slog mig, var, at jeg blev ligeglad med det hele. Jeg var slet ikke panisk eller melodramatisk, bare grundlæggende ligeglad med alt.

De første seks dage lå jeg alene i sommerhuset, indtil min kone også fik corona, og så gjorde hun mig selskab. Det var nok meget godt, for der var jeg begyndt at blive ligeglad med at spise og drikke, og i det hele taget om jeg vågnede om morgenen. Den apati fulgte mig, længe efter jeg blev rask.” 

Hvad skal være det sidste, du spiser, inden du dør?

”Det bedste måltid, jeg har fået i mit liv, var en blækspruttesalat i Moro de São Paulo i Bahia-provinsen i Brasilien. Familien og jeg var på ferie, og denne her middag foregik faktisk ude på vandet. Vi stod rundt om et bord 200 meter ude i havet, på et sted hvor der kun var omkring halvanden meter dybt. Så fangede en af de lokale en blæksprutte og tilberedte den foran os. Det smagte himmelsk, og det ville jo ikke være et dårligt sted at dejse om, hvis det nu skulle være. Det ville selvfølgelig være lidt besværligt for familien at få fragtet mit lig med hjem bagefter, men det er ikke et dårligt bud.”

Har du været i et slagsmål?

”Mine gode ven Hans Henrik Palm inviterede mig en dag for mange år siden over i Frederiksberg-Hallerne til noget boksetræning. Da jeg kom derover, stod Brian Nielsen oppe i ringen med sin træner Poul Duvill. Jeg fik sparret lidt med en anden amatør, og på et tidspunkt spurgte Poul, om nogle af os kunne tænke os at gå en runde i ringen med Brian.

Jeg kan ikke helt klargøre for hvordan eller hvorfor, men op i ringen kom jeg. Klokken kimede, og der gik lige nogle sekunder, hvor der ikke skete noget. Jeg tror, Brian lige skulle se mig an, hvis nu jeg skulle have et godt værtshusslag gemt i mig. Det gik så op for ham, at det havde jeg ikke, og han sagde så, med den der Brian Nielsen-stemme: ’Schlå mig! Schlå mig for fanden!’ Jeg fik lavet et rigtigt Anders And-slag med masser af appel, der ramte ham midt i dunken. Den føltes dog som ren beton, og det gjorde pisseondt.

Brian gav mig én på siden af hovedet, så jeg faldt, men han greb mig med sin anden arm, trak mig ind til sig, krammede mig og sagde så: ’Hvorfor aer du min mave? Er det fordi, den er så tyk og fin?’ Der var gået halvandet minut af runden, og jeg var død. Det var en voldsom ydmygelse.”

Er du nogensinde gået fra en restaurant uden at have betalt regningen?

”Min kone og jeg var på et tidspunkt på campingferie i Frankrig, og en aften var vi inde på en restaurant. Da vi var færdige med at spise, skulle min kone og jeg på skift på toilettet for at tisse. Hun går først og går derefter udenfor og venter på mig, og da jeg så er færdig, går jeg bare ud af restauranten og er overbevist om, at hun har betalt. Det er først et par hundrede meter senere, det går op for os, at ingen af os har gjort det.

Jeg vil gerne med det samme fritage min kone al ansvar for forbrydelsen. En ting er at komme i fængsel i Frankrig for ikke at betale for sin mad, men at beskylde sin kone på den måde er endnu værre. Det er en livstidsstraf. Jeg kan allerede nu mærke, at jeg får dårlig samvittighed over det. Jeg må fluks tilbage til Frankrig for at betale den regning.”

Hvad er den mest optimale musik til elskov?

”Det kommer meget an på stemningen. Hvis det skal foregå i et meget romantisk øjemed, må jeg sige Sade. Og hvis man ellers er udhvilet og har sin væskebalance i orden, er der intet i vejen med lidt AC/DC. Men min kone vil nok foretrække Sade.” 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview