Peter Falktoft
Foto: Samy Khabthani

Peter Falktoft: "I al beskedenhed tror jeg, at der er mange, der kunne lære noget af mig"

Hans største svaghed er hans største styrke, siger han: Temperamentet. Sammen med en solid portion selvtillid og talegaver har det iltre sindelag ført 33-årige Peter Falktoft et godt stykke væk fra det liv med skoleskifte og slagsmål, der var hans barndom. I dag er han blevet voksen, fortæller han til Rasmus Elmelund. Men han er stadig uden nåde over for de mennesker, han betragter som idioter.

Historien om Peter Falktoft burde egentlig begynde i Risskov, den århusianske forstad, han er vokset op i, og som han føler en usigeligt stor kærlighed for. Sjældent går der mere end nogle få minutter i den speedsnakkende journalist og radioværts selskab, før han bringer sit ophav op.

”Jeg er jo proletar! En bøv fra Jylland. Søn af en stewardesse!”

Ophavet er et paradoks, for mens Risskov er en rigmandsghetto, Aarhus’ svar på Gentofte, taler Peter Falktoft konsekvent om sig selv som en plebejer fra provinsen. Det vender vi tilbage til.

Jeg møder ham, af alle steder, på den spanske charterdestination Gran Canaria. Sammen med en håndfuld mere eller mindre kendte danskere og et produktionshold er han blevet fløjet herned, fordi han skal medvirke i reality-programmet ’Over Atlanten’ på Kanal 5. De seks deltagere, som blandt andet tæller Hella Joof og Nicolaj Kopernikus, skal blive enige om at transportere sig 7.000 kilometer tværs over Atlanterhavet på et sejlskib uden følgebåd eller redningshelikopter. Med sig ombord har de en læge og sejlsportsmændene Jesper Bank og Martin Kirketerp, samt én vandtæt taske pr. mand.

Peter Falktoft har fyldt sin taske med søsygemedicin nok til at lægge hele besætningen på Esbern Snare i kunstig koma, som han siger.

Der er et par dage til, at skibet stævner ud fra havnen i Las Palmas de Gran Canaria. I lobbyen til det lidt snoldede hotel, som holdet bor på, dukker Falktoft op iført runde solbriller. Bortset fra nogle avancerede gummisko, der er mørkeblå, er han klædt helt i sort.

Der lugter af cigaretrøg og iberisk skinke, og Peter Falktoft fortæller, at han kom til at lave ’en Medina’ over buffeten, da de aftenen forinden ankom til hotellet. Generelt er han ikke ret god til buffeter, tilføjer han opblødende, og jeg udleder, at han med ’en Medina’ mener ’en scene’.

Det er også derfor, siger han, at vi skal på en lille tur. Han har fundet et sted til os, der ”serverer sund mad,” og inden jeg ved af det, befinder jeg mig på bagsædet af en lokal hyrevogn og er tilhører til en lige dele rablende og lige dele underholdende monolog om overvældende mange forskellige emner.

IMG_0987.jpg

På den 20 minutter lange taxatur fra hotellet til restauranten taler Falktoft om medierne og særligt DR – det virker som et yndlingsemne – men også om et hæsblæsende interview, han læste med rapperen A$AP Rocky i Esquire i flyet herned; om hvordan han ellers altid køber Time og GQ i lufthavne; om sine – nej, vores – fordomme om Gran Canaria; om hvordan hans lod som stewardessesøn var at tilbringe utallige ferier på steder som lige præcis her.

Las Palmas de Gran Canaria skulle være Spaniens sjettestørste by, har jeg hørt, hvilket Peter Falktoft instinktivt forholder sig kritisk til og begynder at nævne store spanske byer. Madrid, Barcelona, Valencia, Sevilla, Bilbao, Málaga.

Han taler tit i et ”vi”, som kan være svært at afkode, for inkluderer det mon ham og hans kompagnon Esben Bjerre, er det ’os journalister’, ’os fra mediebranchen’, måske endda ’os fra Risskov’ – eller kører han simpelthen bare pluralis majestatis, det royale vi, som kongelige bruger i stedet for at sige jeg? Da jeg spørger ham, griner han bare og sætter gang i en ny historie. Han er fuld af referencer, og næsten alt, han henviser til, er insisterende populærkulturelt: ”Har du set ’Terminator 3’ …,” spørger han som indledning til et svar. ”Som Drake skriver …,” siger han senere og rabler et citat af. ”Har du set det der meme, hvor ...”

Sådan er han også i sit årelange makkerskab med Esben Bjerre. Esben er i skjorte og slips, Esben holder af at spise på Michelin-restaurant, og Esben kan finde på at tage til Wien for at se på kunst. Peter, derimod, er farverigt klædt, han står på snowboard og citerer altså rapmusik. Hvis Esben personificerer aristokratiet, gør Peter det modsatte. Proletariatet. Men han er en sammensat proletar, for der er en hel del elementer ved proletariatet, han ikke tolererer. Ignorance er en af dem, deres madkultur en anden.

Da vi kommer frem og får sat os på fortovsrestauranten Mr. Kale – Peter Falktoft har fundet øens formentlig eneste veganeragtige sted, der ligefrem specialiserer sig i grøntsagssmoothies – kaster han sig straks over den spansksprogede menu, der lokker med sunde specialiteter.

Peter Falktoft er meget optaget af sundhed og af sin krop. De seneste to år har han fastet mellem klokken 10 og klokken 20, fordi det, som han siger, fungerer for ham. Han har ikke drukket alkohol i knap tre år, og han er også holdt op med at drikke mælk – hvilket har affødt en hel del tweets, facebookopdateringer og slåskampe på sociale medier.

”Huevos benedictinos,” råber han på machospansk og ler højlydt over, hvor potent retten Eggs Benedict lyder på spansk på menukortet. En tjener spørger – på engelsk – om vi er klar til at afgive vores ordre. ”Si,” råber verdensmanden og bestiller på et rent faktisk nydeligt spansk en wrap med tabbouleh og hummus. Og en grøn juice af en art. Vi beder begge om en dobbelt espresso, og tjeneren forstår ikke, om vi skal have to espressoer eller én dobbelt espresso.

”DOS espresso DUBLO,” siger Peter Falktoft og slår teatralsk ud med armene. Han og tjeneren griner, som var de gamle kammerater.

Jeg spørger ham, hvorfor han har sagt ja til at være med i reality-programmet.

”Jeg har altid drømt om at sejle over Atlanten,” siger han og tager solbrillerne af. ”Helt seriøst. Faktisk forsøgte jeg selv i 2012 at få stablet en tur med Esben på benene, så det har været lidt som Medellin i ’Entourage’. Har du set ’Entourage’?”

Nej.

”Nå, men hele serien handler om, at en ung skuespiller løst baseret på Mark Wahlberg tager til L.A., får succes og tager sine venner med. Han vil gerne lave en film om Pablo Escobar, men det er lige meget, det bliver en dårlig reference – pointen er, at jeg har selv prøvet det dengang med Esben, men Esben, som jeg kan lokke med til næsten alt …”

Han går i stå i sin hastige talestrøm, da en mand ved nabobordet tænder en cigaret, og vinden kaster røgen fra det første hvæs direkte mod radioværtens ansigt.

kh_dis_oa_053.jpg

”Genialt, får lige et stykke med tobak der, tak skal du have, dejligt,” siger han på dansk, lidt sammenbidt.

Han genfinder tråden:

”Nej, det er en af de få gange, Esben har sat foden ned og sagt: ’Det skal jeg ikke.’ Jeg ved ikke hvorfor, men han er sådan én, der ikke engang tør tage færgen til Bornholm. Så jeg havde egentlig affundet mig med, at jeg måtte bruge mine egne ressourcer og min tid på at få det til at ske. Men så opstod det her, og jeg var jeg så heldig, at de rakte ud til mig. Det er bare en ting, jeg rigtig gerne vil.”

Det forstår jeg til dels godt. Men derfra og så til at ville gøre det på en lille båd med et kamerahold, hvor man er tvunget til at sove i rum med Hella Joof, Kopernikus og de andre?

”Jeg tror egentlig, at det her er yachtudgaven af en atlanterhavstur. Det er en ret stor båd. Og du ved: Kopernikus, han kan umuligt være psykopat. Vi vågner ikke en dag, og så har han korsfæstet Hella i masten. Og Hella, hun har en ret vild effekt på venner og familie: Når jeg siger, at jeg er blevet spurgt, om jeg vil sejle over Atlanten, så siger folk: ’Oh wow, men er det ikke farligt?’ Når jeg så siger: ’Men Hella Joof er med,’ så er det, som om Atlanterhavet bliver til Esrum Sø.”

Men har du ikke lyst til at tage turen med dine bedste venner i stedet?

”Rent menneskeligt er vi nok tilbøjelige til at være mere mådeholdne udgaver af os selv, når vi står over for mennesker, vi ikke kender, end over for vores nærmeste. Hvis den båd var fyldt med alle mine kammerater, var vi nok kommet op at skændes en hel del gange. Den der armslængde, du har over for nye mennesker, er jeg sikker på medvirker til, at der bliver … taget mere hensyn, end hvis jeg lå med Daniel, Chris og Rasmus’ tæer oppe i hovedet.”

Hvad er du mest bekymret for?

”Søsyge,” kommer det som en rekyl fra et gevær.

”Det er det eneste, jeg er bekymret for. Jeg er ikke søstærk. Et af de få traumer, jeg har fra min barndom, er en sejltur med min far, hvor jeg blev virkelig dårlig. Jeg er seriøst bange for søsyge. Og så selvfølgelig det latrinære og maden. For jeg lever i et skrøbeligt lille økosystem hjemme på Frederiksberg, jeg har en meget låst, stringent, kompromisløs tilværelse, som ikke harmonerer med at være 16 mennesker på en sejlbåd i bølgegang.”

IMG_0896.jpg

Peter Falktofts historie er historien om en ung rod fra Aarhus, der ikke blev fundet egnet til gymnasiet, men alligevel endte som en elsket og hadet – og i hvert fald folkeejet – radiovært.

Han blev født på en ukarakteristisk våd og stormfuld augustdag i 1985. Fem år senere gik hans forældre fra hinanden, og sammen med sin mor flyttede den lille purk til en 78 kvadratmeter stor lejlighed på Stationsgade midt i Risskov – Aarhus’ enklave for dem, der både har tegnedrengen i orden og styr på deres møbelklassikere. Men Falktofts familie var ikke rige. Moren var stewardesse, og hans far, som han ofte besøgte, var ufaglært. De passede ikke rigtig ind i Risskov, stewardessen og enebarnet. Det var Peter Falktoft dog ligeglad med. Han hang ud med de børn, der var lidt ældre end ham, for når han skulle lege med sine jævnaldrende, gik det tit galt.

”Jeg var en ballademager,” siger han. ”Et problembarn. Hver gang, der var en, der begyndte at græde et eller andet sted, var jeg under anklage, og i skolen handlede forældremøderne halvdelen af tiden om mig.”

Han var et problembarn. I fjerde klasse fik han at vide, at han var ordblind, og at han skulle være glad, hvis han lærte at læse ét ord om ugen. Så han skiftede skole, blev smidt ud af den nye skole og også smidt ud af en mere. Efter folkeskolen ville han gerne på Aarhus Katedralskole inde i midtbyen, men fik at vide, at han ikke var egnet til gymnasiet – i stedet blev han anbefalet at blive kørelærer eller at søge ind i Forsvaret. Han endte alligevel med at snige sig ind på det traditionsrige Aarhus-gymnasium, og her lærte dansklæreren Poul Ørum ham for første gang at føle glæde ved at gå i skole.

Siden blev han optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvor han mødte den lidt yngre Esben Bjerre fra Silkeborg, som han med det samme havde en særlig kemi med. Han kom i praktik på P3, og allerede da skrev hjemstavnsavisen Århus Stiftstidende, at den 25-årige journalistpraktikant var ”intet mindre end et radiofonisk stjerneskud.” På det tidspunkt havde DR’s talepædagoger for længst opgivet at afmontere hans ærkeårhusianske dialekt.

Da han var færdig som praktikant, blev han tilbudt kanalens eftertragtede eftermiddagsflade, hvor han skulle følge i fodsporene på populære programmer som ’Monkey Business’ og ’De Sorte Spejdere’.

Falktoft forlangte, at studiekammeraten Esben Bjerre, som på det tidspunkt var på et udvekslingsophold i USA, blev fløjet til DR-Byen på Amager for at være medvært på hans program.

Universet ’Monte Carlo’ blev født, og i løbet af kort tid begyndte store dele af den danske ungdom at gå rundt og sige underlige ting som ’kæmpe vinger bagud’, og ’husk det gode humør’. Måske gjorde Esben og Peter med mottoet ’Rolf er ren’ cykelrytteren Rolf Sørensen så flov, at han indrømmede, at han havde været dopet, og utvivlsomt var de skyld i, at fodboldspilleren Allan Simonsen blev bare ved og ved med at overleve i ’Vild Med Dans’, selv om han var en elendig danser.

I dag er Falktoft selvstændig iværksætter og laver podcast og tv med Esben Bjerre under titlen ’Her Går Det Godt’. Podcasten er en slags fortsættelse af ’Monte Carlo’, og dybest set handler den bare om, at de to værter sidder og sniksnakker om dem selv og verdens tilstand.

”Resten af Danmark er så småt ved at indhente Esbens og mit ambitionsniveau,” siger han på fortovsrestauranten på Gran Canaria.

Han går i stå, da han opdager, at jeg smiler.

”Lød det arrogant? Jeg tænker ikke over det, men forstår du, hvad jeg mener? Folk stormer ind på podcastmarkedet, nu kommer Berlingske og alle dem også. Jeg har det sådan lidt: Vi har lavet det her i to år, så jeg har ret til at være lidt kæphøj.”

Han læner sig tilbage.

”Jeg tror i al beskedenhed, at der er mange, der kunne lære noget af mig. Jeg mener: Esben og jeg laver public service på markedsvilkår – lige p.t., som de eneste. Vi løfter den opgave, som ingen andre gør. Ja, du griner, men hvem ellers gør det?”

kh_dis_oa_003.jpg

Peter Falktoft har altid været optaget af medierne og aldrig været bleg for at sige sin direkte mening om dem. BT og Ekstra Bladet har fået sine ture, han lå en periode i åben krig med TV 2 Lorry, som han kaldte TV 2 Løgny, og så er han ophavsmand til hashtagget #metroxpresserikkeenavis. Da Metroxpress sidste år lukkede som selvstændig avis, græd han tørre tårer og kvitterede med et hånligt tweet. I programmet ’Her Går Det Godt’ uddybede han:

”Der er intet, der retfærdiggør så lavt et journalistisk produkt. Intet. Jeg danser på graven og sender en buket rådne roser til de skvadderhoveder derinde.”

Du virker generelt ikke til at have meget til overs for journalister og journalistikkens tilstand. Hvorfor søgte du overhovedet ind på Journalisthøjskolen i sin tid?

”Jeg kunne godt lide tanken om, at der var en optagelsesprøve. Det var ens for alle. På Aarhus Katedralskole, hvor jeg tog min studentereksamen, bevidnede jeg en masse mennesker få høje karakterer, fordi de stillede åbenlyse spørgsmål for at gøre sig bemærket. Som fattig dreng fra et rigt kvarter ser man meget hurtigt, hvor stor forskel der er på, hvem du er, og hvordan du er, og hvilke muligheder der er i det ellers ’klasseløse samfund’. Jeg er et menneske, der er skabt sådan, at jeg altid har skullet bevise mig selv. Jeg var aldrig kommet ind på et talenthold i DR, for jeg hedder ikke Leth til efternavn, og jeg har ikke en eller anden mediechef i forældrerækken. Jeg har altid skullet tage en test.”

Han holder en pause.

”Men jeg elsker jo journalistik. De afsløringer, Berlingske har lavet af Danske Banks hvidvask, er nok det, der har rørt mig mest både fagligt og indignationsmæssigt. Jeg mener det. Samtidig skal man huske, at journalistik er et fag, og lige så vel som slagteri, landbrug og VVS er vi her i bund og grund alle sammen for at tjene penge. Mange hæver journalistikken op til et Moder Teresa-kald. Den piedestal skal slås i stykker hurtigst muligt, for det giver folk et forvrænget billede af, hvad der foregår. Det er et fag; det er et produkt, der skal sælges.”

IMG_0597.jpg

Næste gang, jeg ser Peter Falktoft, hænger han i et reb. Det er præcis 50 dage siden vores første møde i Las Palmas de Gran Canaria, og denne gang befinder vi os i en gammel slagtehal i Kødbyen i København. Ud af højttalerne buldrer afsindig techno, og Peter Falktoft manøvrerer sig rundt i rebet oppe i nærheden af loftet. Han er badet i sved og har bar overkrop.

Få sekunder efter han tog turen op ad rebet, er han på vej ned igen. Han jonglerer med en vægtstang, der ser ud til at være meget tung. Så kravler han hen til en mur og kaster en tung og uformelig bold op ad den. Bagefter begynder han at lave armstrækninger. Mellem hver øvelse hopper han op og strækker hele sin krop.

”Giv mig lige to sekunder til at få noget ilt,” siger han, da der er blevet skruet ned for musikken, og han har fået øje på mig.

På engelsk beordrer en muskuløs kvinde med yogabukser og lang hestehale ham og de andre til at strække ud. Motionisterne sætter sig i en cirkel og begynder at lave strækøvelser. Peter er den, der råber højest, og den, der taler mest. Han taler – nej, han underholder – om, hvor tarveligt, han mener, det er at invitere til bryllup i Italien og så skrive med småt, at gæsterne selv skal arrangere transport. Hvis man inviterer nogen, så inviterer man, siger han.

På vej ud fra Butcher’s Lab, som crossfit-stedet hedder, hilser han på alle mulige mennesker. Han giver ikke kram, men uddeler highfives og håndtryk til højre og venstre.

Vi er i Kødbyen, stedet, hvor hovedstadens mest tjekkede unge mennesker kommer for at indtage kaffe og andre sager. Men selv om vi er midt på Vesterbro, skiller Peter Falktoft sig ud, som Kanye West ville skille sig ud i Highland Park, Los Angeles. Han har en knælang grøn dynejakke på, en knælang hættetrøje, en camouflagefarvet hue og ret iøjnefaldende sko.

Fra træningscentret går turen til Prolog, en kaffebar nogle hundrede meter væk. Peter Falktoft viser stolt sit køretøj frem.

”Hop op bag i diligencen,” siger han til mig og griner. ”Eat your heart out, Uffe Elbæk.”

Køretøjet er en firehjulet, specialbygget kassecykel i stål, hvis rummelige lad sidder bagpå. Den har også elmotor. 80 procent af alle cykelkollisioner i København og andre europæiske storbyer foregår frontalt, har Falktoft læst, så han synes, der er ”noget bims over,” at ”alle de radikale har deres børn siddende foran, når det er der, de smasker ind i hinanden.”

Jeg sætter mig op i ladet.

”Vi ses om tre uger,” siger han til en barndomsven, der springer ud foran os. ”Bliv ved med at dufte godt.”

”God tur, Peter,” råber en kvinde. I morgen skal Falktoft med Esben Bjerre på en reportagerejse til Mexico til deres tv-program.

Vi cykler den korte tur fra Butcher's Lab til Prolog, og han fortæller, at penduleringen mellem de to steder nærmest er et dagligt ritual for ham, når han er i København.

”Men du ved, jeg rejser meget, og så går der lige tre uger, hvor jeg er på Atlanten, og så går der tre uger, hvor vi er i Mexico. Men det her er min faste holdeplads.”

Også inde på Prolog bevæger han sig hjemmevant rundt, og han hilser hjerteligt på ejeren, Jonas Gehl fra Hirtshals. Peter Falktoft skal ”bare have det sædvanlige,” en croissant og en dobbelt espresso

 ”Det gik godt,” siger han, da jeg endelig har fået anledning til at spørge, hvordan sejlturen forløb. Indtil nu har han mest været optaget af at spørge ind til mig, og hvad der er sket i mit liv siden sidst.

”Det holdt hårdt i begyndelsen. Jeg tabte 11,4 kilo. Det er altså den kur, de ikke skriver på forsiden af Femina: Bare sejl over Atlanten.”

Han fortæller, hvordan han i de første syv døgn ombord var sengeliggende med galopperende søsyge. Ifølge Jesper Bank og lægen satte han nærmest verdensrekord.

”Jeg kastede op, sov, kastede op, sov. Der var bræk ud over det hele. Lægen stod og skubbede medicin ned i halsen på mig, mens jeg lå og brækkede mig, og han også stod og brækkede sig. Jeg var ikke oppe at stå, jeg var ikke på toilet, jeg havde ingenting tilbage i kroppen.”

IMG_0771.jpg

Skæbnens ironi havde villet, at Peter Falktoft – selvfølgelig – havde lavet en scene på kajen, da de lastede skibet, fordi der ikke var noget af det, der røg ned i køkkenet, som var økologisk. Det hele var stivelse og tomme kalorier, siger han, blandt andet små crostinier eller ”pizzastænger, som de hedder i Jylland.”

”Men det ender selvfølgelig med, at det er det eneste, jeg kan ligge og nippe til i syv dage som en ynkelig lille hamster.”

Hvordan var det at være så tæt sammen med alle de her mennesker?

”For sådan en som mig, der ikke socialiserer så meget, har jeg virkelig fået fem venner for livet. Jeg tænkte ikke på noget tidspunkt: ’Nu skal jeg bare af den her båd.’ Tværtimod. Det er nogle vilde samtaler, du får, når du ikke har et møde i kalenderen, børn, der skal hentes, venner, du ikke rigtig gider at se, men har en gammel aftale med. Vi så ikke andet end flyvefisk og hinanden. Og intense oplevelser knytter altså folk sammen.”

Overraskede det dig?

”Ja. Jeg er en enegænger, og jeg tror også, at nogle af mine venner i den kulørte presse vil kalde mig krukket – jeg vil nok bare sige kompromisløs – men at få alting taget fra sig er mega sjovt. Jeg har aldrig gået på efterskole og højskole, så jeg havde nok sparet lidt op. Jeg er jo også enebarn. Jeg har tænkt meget over det, vi talte om sidst. At det med at være omkring mennesker, man ikke kender i forvejen, gør én lidt mere galant og høflig. Man skal lige føle hinanden an og lære hinanden at kende. Når man gør det – uden at blive distraheret af gøremål og telefoner, der kimer – så lærer man virkelig folk at kende. Lige som i gamle dage. Det, syntes jeg, var fedt.”

Apropos at lære folk at kende har jeg forberedt en lille leg til ham. For at finde ind til kernen af, hvem Peter Falktoft er, har jeg bedt nogle af dem, der kender ham godt, give et bud på det værste og det bedste ved ham.

Jeg har spurgt journalisten Adam Holm, tv-værten Mads Steffensen, musikeren Emil Simonsen, kompagnonen Esben Bjerre og altmuligkvinden Hella Joof, men det fortæller jeg ham ikke. I stedet finder jeg min computer med deres udsagn frem og præsenterer ham for legen. Én for én læser jeg dem op, forklarer jeg, og så skal han gætte, hvem afsenderen kan være. Den er han med på.

Det første lyder:

Det bedste

Peter springer altid ud i nye udfordringer, han er konstant på et eventyr, og det er ekstremt inspirerende at være en del af. Han er nysgerrig og konkurrenceminded, han vil være den bedste til det, han gør – uanset hvad.

Det værste

I konkurrencelysten får han nogle gange kørt sig selv lidt mere op, end han måske selv kan håndtere. Det kan let gå ud over ham selv – og i værste fald hans omgivelser.

Peter Falktofts ansigt flækker i et grin.

”Det var meget diplomatisk – det er en mand over 40, det der. Det er stensikkert.”

Ja, deromkring i hvert fald. Det er en musiker.

”Jeg kender så mange musikere. Det er ikke Lukas, han er for ung … Nå, det er da Emil (Simonsen, også kendt som Orgi-E fra Suspekt, red.).

Ja. Hvorfor taler han så meget om konkurrence?

”Fordi Emil og jeg er alfaer. Vi har kendt hinanden siden 2004, og Emil har set mig smadre min tilværelse et par gange. Jeg var snowboarder på højt niveau, han var en del af Suspekt, og vi optrådte begge i Alperne i uge 7. Vi har været meget igennem sammen – også kærlighedsliv, venner og sådan noget. Jeg tror, vi har nogle af de samme tendenser til at brænde helt af for enhver pris, hvis vi først stirrer os blinde på noget,” siger han.

IMG_0854.jpg

Jeg finder næste udsagn frem.

Det bedste

Peters store styrke, som jeg ser det, er hans nærmest vulkanske energi, der kommer til udtryk som en direkte og uforfærdet tilgang til sine omgivelser. Han lægger ikke fingre imellem og er ikke en fantasiløs efterplaprer. Det er et træk, jeg personligt vægter højt. Peter lider ikke just af selvhad, omvendt er hans selvbenovelse ikke større, end at han er åben og nysgerrig. Han er faktisk temmelig generøs med sin anerkendelse af andre menneskers kvaliteter, men samtidig er han uden nåde over for de folk, han betragter som idioter.

Det værste

Peters værste side er, at han underspiller sin egen viden. Jeg har opfanget, at han ved langt mere, end han giver udtryk for, men jeg tror, at han hylder en identitet, hvor man helst skal være fresh for ikke at fremstå som en blegnæbbet nørd. Han har dog rigeligt med omløb i pæren, så det er vel blot et spørgsmål om alder, før han i højere grad gør det til en del af sin identitet og offentlige karakter.

”Det er altså også en mand, der godt kan lide at høre sig selv snakke. Og med det er jeg straks ovre ved Adam Holm.”

Det er rigtigt.

”Haha. Adam Holm er manden. Hvis man har læst journalistik i fem minutter, er man fan af Adam Holm. Clement og Krasnik er ikke anderledes end Nik og Jay eller mig eller alle mulige andre, de gør også nogle ting demonstrativt for at positionere sig. Det gør Adam ikke, han gør det bare – han er med længder den vildeste. Jeg ser meget op til Adam, og det har jeg gjort i hele mit arbejdsliv.”

Hvorfor siger han det med, at du underspiller din egen viden, tror du?

”I Danmark kan vi godt lide at holde folk i kasser. Jeg kan mærke, at hvis du bliver for seriøs, så kommer der modhager på tilværelsen. Jeg vil ikke sige, jeg holder mig tilbage fra at være klogeåge, men du kan kun lave terrorsatirejournalistik, når du er underdog. Når du bliver baronesse, kan du ikke det mere. Hver lille bevægelse bliver en nyhed, og det fjerner fokus,” siger han og spørger, hvad det var, jeg spurgte om.

Underspiller du din egen viden?

”Jeg har kunnet mærke, at det tit er bedst at være en bøv. Men det er også en del af det at finde ud af, hvilken rille du tilhører. Du ved, jeg har gået på fire forskellige folkeskoler, jeg blev erklæret ordblind i fjerde klasse, uegnet til gymnasiet. Og du kan se, hvor jeg har mit sociale liv henne,” siger Falktoft og peger i retning mod crossfitcentret.

”Jeg er jyde, og jeg er ufaglært; jeg gjorde ikke Journalisthøjskolen færdig. Jeg er bøv. At det så er Matt Damon i ’Good Will Hunting’-udgaven af en bøv, det er en anden sag. Men tit er der en god samtale i at gøre sig lidt dummere, end man er. Det er jo i bund og grund journalistik.”

Vi snupper en mere.

Det bedste

Det bedste ved Peter er hans ubetingede loyalitet. Der findes få som Peter, der passer så godt på dem tæt på, hvad enten det er familie eller venner. Nogle gange nærmer det sig et niveau, som kun strengt rettroende muslimer ellers kan mønstre, men det er kun skønt.

Det værste

Det værste ved Peter er hans manglende koncentrationsevne. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Peter er startet på en historie eller har spurgt ind til noget, jeg bogstavelig talt har nævnt 10 sekunder tidligere. Men jeg har efterhånden lært at navigere i det.

”Det må være Esben.”

Det er det også.

”Men han har ret; jeg lytter aldrig til, hvad Esben siger.”

Seriøst?

”Ja, det er et psykopatisk træk. Det har ikke noget med nærvær at gøre. Du kender godt sociale psykopater, der kan charmere folk på 10 sekunder. Sådan er jeg. Jeg lytter sjældent efter."

Jeg griner lidt forvirret.

”Ej, men det kan jeg lige så godt være ærlig at sige. Det er de færreste mennesker, der interesserer mig. Det er et psykopatisk træk. Men Esben har fuldstændig ret. Loyalitet er det eneste, der betyder noget for mig. Det er bitter erfaring: dårlige venner, omgangskreds og ophav. Du kan være den største idiot i verden, bare du er loyal. Det er det eneste, der betyder noget.”

IMG_0842.jpg

De næste citater toner frem på min computer.

Det bedste

Det bedste ved Peter er hans hjerne, som er en skatkiste af høj intelligens: enorm hukommelseskapacitet, humor og selvironi.

Det værste

Hm, altså for mig er det ikke noget dårligt, men han har et temperament og en kompromisløshed, som jeg finder aldeles forfriskende. Det kan dog godt give lidt shit på skjorten fra de krænkede.

”Det er også en voksen mand; shit på skjorten,” siger Peter Falktoft.

Det er faktisk en kvinde.

”En kvinde? Jeg har ikke nogen kvindelige venner tilbage.”

Det er en meget ny ven ...

”Så er det Hella Joof. Hella er fantastisk. Hendes sanseapparat kører ekstremt hurtigt. Hun har set mig rigtig rasende én gang ombord, men det var noget produktionsmæssigt, så det er ikke noget, der kommer med i programmet, desværre. Det er sjovt det med hukommelse, det får jeg tit at vide, men den er i så fald meget selektiv. For når jeg læser til eksamen, kan jeg ikke huske noget. Ser jeg noget, der ikke interesserer mig, forsvinder det. Jeg er ham, der kan alle sætninger fra de film, jeg godt kan lide, også selv om jeg ikke har set dem i 15 år.”

Jeg skal ud og sætte min p-skive, og da jeg kommer tilbage, er Peter Falktoft i engageret samtale med den japanske barista bag bardisken.

Jeg spørger ham, om han er overrasket over de forskellige udsagn.

”Jeg synes, de er alt for søde. Det var godt, du ikke ringede til min mor, haha. Men den person, de taler om, ham vil jeg gerne være.”

Hvad synes du selv, er det værste ved dig?

”Mit temperament.”

Hvad er så det bedste?

”Det er nok også det,” griner han.

”Men jeg kan godt lide, at det, de siger, harmonerer med, hvem jeg føler, jeg er. Den person er den, jeg er – privat og ude i verden. Jeg synes selv, jeg bliver mere og mere emotionel, i takt med at jeg bliver mere voksen. I begyndelsen tænkte jeg: Har jeg fået en depression, eller hvad man ellers kan læse sig til af metafysiske sygdomme i Politikens kulturtillæg, men der sker åbenbart bare noget med folk omkring 30.”

Hvad har det betydet for dit temperament, at du er blevet mere voksen og mere følsom?

”Egentlig havde jeg altid regnet med, at det ville aftage, når jeg blev voksen. Det gør det ikke. Men jeg arbejder rigtig meget med bare at lade ting være. Det er også en erfaring, man gør sig. Jeg har taget min voksenuddannelse i tilværelsen for rullende kameraer og åben mikrofon. Hvis der er en eller anden tosse i Berlingske, der skriver en klumme om mig, så sidder han med krydsede fingre og håber, jeg svarer. Der er ikke ret mange i Danmark, jeg kan gå i clinch med uden at gøre dem en pr-tjeneste. Det gider jeg ikke. Vi kan godt skændes på Twitter, men så kommer der en faktura på 80.000, når vi er færdige.”

Du har ikke så mange af de Twitter-slagsmål længere, mener du?

”Nej. I begyndelsen føltes det som et godt bytte: Når man har brugt hele sin barndom på at slås på gaden, så virkede det ret nemt at slås på 140 tegn. Men nej, jeg gider ikke længere, for jeg bliver i dårligt humør af det. At skændes på Twitter er som at tage på McDonald's. Det virker oplagt, når du suser forbi, men fem minutter efter sidder du og skammer dig. Jeg falder jo stadig i. Hey. Men man har altid den med: Hvad hvis man googler sig selv om 20 år? Så er der ting, du ikke rigtig orker, skal dukke op.”

Får du slet ikke et kick ud af at slås derinde længere?

”Nej. Det vil jeg faktisk sige, at det gør jeg ikke.”

Er du så ikke længere uden nåde over for de folk, du betragter som idioter?

”Jo da. Fuldstændig. Du skal ikke fornedre dig til at sidde og svare høfligt til en idiot i et forsøg på at få vedkommende til alligevel at kunne lide dig. Men der er mange problemer med kommunikationen på nettet; nuancerne i samtalerne mellem mennesker forsvinder. Jeg læser sjældent mails, for jeg bliver så rasende: Hvad er det for en fucking nar, der har skrevet det?”

Hvordan reagerer du så, når du møder kritik ude i virkeligheden?

”Ved du hvad? Jeg har aldrig nogensinde oplevet nogen henvende sig til mig med en negativ bemærkning om mit arbejde,” svarer han og udtaler ordene ’aldrig nogensinde’ med versaler.

”Måske har der været nogen, der har fortalt mig, at jeg slentrer for meget eller larmer eller sådan noget, men jeg har aldrig hørt alle de der ting, folk skriver. Og det er jo ikke, fordi jeg gemmer mig: Jeg er her hver dag, jeg er alle mulige steder i Danmark. Jeg færdes alene og sjældent i flok, og jeg er nem at genkende. Men jeg har aldrig hørt noget om mit produkt eller min person. Kan du se, hvor langt væk virkeligheden er fra Facebook?”

IMG_0819.jpg

Efter vi skilles for anden gang, googler jeg ’Las Palmas de Gran Canaria’ og finder ud af, at jeg har bildt ham noget ind: Byen er kun Spaniens niende største. Og de seks byer, som Peter Falktoft fra hoften remsede op dernede, efter vi var blevet bespist på fortovsrestauranten, er alle større. De er endda – i den rækkefølge, han nævnte dem – landets seks største byer.

Alligevel ret imponerende, tænker jeg. Måske er der noget om det, Adam Holm siger. At han underspiller sin egen viden.

En mail tikker ind fra tv- og radioværten Mads Steffensen, som med et par ugers forsinkelse giver sit bud på, hvad der er det bedste ved Peter Falktoft.

Han skriver:

”Der er sikkert en del, der tror, at han er en omvandrende eksplosion konstant. Det er han ikke. Han er også en sød og betænksom fyr. Jeg kan godt lide ham, og sådan har det altid været.”

På spørgsmålet om, hvad det værste ved Falktoft er, svarer Steffensen:

”Han er kompromisløs i forhold til, hvad han mener. Og han er også nogle gange ret tonedøv i forhold til, hvad andre mener. Når han ikke er enig, markerer han tydeligt, og det er jo som sådan befriende. Jeg nyder at høre ham argumentere, når en eller anden har pustet sig op. Han er fabelagtig til det, men det kan også være virkelig trættende. Det er okay en gang imellem at lytte og lære og måske endda også bare at holde sin kæft.”

Peter Falktoft

Født 14. august 1985 i Risskov, Aarhus. Journalist, tv- og radiovært og forretningsmand.

› Har læst journalistik på Danmarks Journalisthøjskole og været i praktik på DR P3, hvor han som praktikant blev kendt som ’Snebolden’. Han færdiggjorde aldrig studierne. I stedet blev han sammen med Esben Bjerre vært på radioprogrammet ’Monte Carlo’ på P3, der det første år havde over en halv million lyttere i gennemsnit.

› Er tidligere snowboarder og har kommenteret snowboarding for DR og Kanal 5.

› I dag vært på podcasten ’Her Går Det Godt’ med Esben Bjerre. Ud over podcasten, der er blevet downloadet over seks millioner gange, laver de to tv for YouSees streamingtjeneste, senest med rejseprogrammet
’I Mexico Går Det Godt’.

› Har dækket fem olympiske lege – Vancouver, London, Sochi, Rio og Pyeongchang – og vundet en række priser, blandt andet ’Årets Stjerneskud’ ved dansk radios prisuddeling, Prix Radio, i 2012, som den yngste nogensinde.

Se, hvad vi ellers skriver om: Peter Falktoft, Interview og Monte Carlo