Tor Nørretranders: ”Det handler om at vælge et andet menneske og sige: ’Du er alle kvinder. Du er både Margaret Thatcher og Marilyn Monroe for mig’'

Tor Nørretranders: ”Det handler om at vælge et andet menneske og sige: ’Du er alle kvinder. Du er både Margaret Thatcher og Marilyn Monroe for mig’”

Den 65-årige forfatter Tor Nørretranders om vilde lufthuller, en uheldig røgbombe og meningen med livet.

Offentliggjort

Har du stået i en lufthavns-kø og haft lyst til at råbe noget upassende?

”Jeg kom engang med et forsinket fly fra Los Angeles til JFK-lufthavnen i New York og skulle videre til Europa. Jeg stod i køen og kunne se, at jeg ikke kunne nå mit fly videre. Jeg gik foran i køen og hen til manden i skranken og forklarede mit ærinde. I stedet for som sædvanlig at råbe var jeg blid og venlig og respektfuld, og så var der pludselig ingen grænser for, hvor mange mennesker, der ville hjælpe mig igennem lufthavnen. Hvis jeg havde skreget, havde det nok ikke hjulpet. Generelt har vi mennesker en tendens til at råbe og skrige, når årsagen ikke er vigtig. Men når det virkelig betyder noget, når det fx involverer børn, og situationen er alvorlig, så er vi rolige. Det er en klogskab, der tager over, som ligger i vores krop, vores organisme, vores genetiske arv: Når det virkelig gælder – nu er der ingen, der må komme til skade her – så optræder der i mennesket en fuldstændig overraskende og ukarakteristisk ro og myndighed i forhold til situationen. Men når det er daglige småirritationer, så kan vi være hysteriske og råbe, fordi situationen ikke rigtig betyder noget.”

Har du været i livsfare?

”Jeg sad engang i en meget lille flyvemaskine med plads til seks passagerer på vej over Rocky Mountains. Vi kravlede op over bjergsiderne, og det gav sygeligt meget turbulens. Jeg var rimelig langt ude i forhold til at tro, at det gik sgu nok ikke det her. I hovedet sad jeg og læste op for mig selv af en artikel, jeg havde læst, som var skrevet af Ebbe Kløvedal Reich og handlede om en episode, hvor han var i Vietnam og sad i et fly, der var ved at styrte ned. Han beskrev, hvordan han sad i flyet og sang Grundtvig-salmer for sig selv. Den artikel læste jeg inde i hovedet i det der lille bitte propelfly over bjergene. Jeg forsøgte at parkere min bevidsthed et sted, som ikke handlede om, at jeg var bange for at dø. Da vi kom ud af turbulensen, var jeg euforisk. Så var det pludselig den smukkeste flyvetur, jeg havde været på. Udsigten var spektakulært smuk.”