Gaderne i 90’erne, faktisk helt op til start 00’erne, var overrendt af bootcut jeans og brede bukser. I perioder var buksebenene så bredt favnende, at man kun anede skosnuderne, der tittede frem. Det var dengang, hvor et par Levi’s 501 var det helt smalle alternativ til normalen.
I 2000 introducerede Yves Saint Laurents 32-årige herredesigner, Hedi Slimane et nyt look, der var helt fjernt fra, hvad vi alle kendte, gik i, og følte os trygge ved. Det var ikke bare smalt, det var skinny. Hedi Slimane smuttede fra YSL og tog i stedet roret på Diors herrelinje, Dior Homme, hvor han over de næste syv år fik implementeret sine skinny retningslinjer. Dem, der ikke havde råd til Dior Homme, købte noget der lignede, for alle andre modehuse som fast fashion-mærker fulgte i Slimanes smalle fodspor. Det var smalt og overvejende sort.
Den skinny periode blev først til et årti, og derefter næsten til to. Overalt gik mænd og kvinder i alle former, højde og drøjde rundt i strammere og strammere benklæder. Der var tilfælde så grelle, at bukserne lukkede for blodtilførslen, når folk sad ned, så benene sov, når de igen rejste sig. Det var måske meget sjovt og cool, så længe det varede, men set i bakspejlet var de gamachestramme jeans og bukser ikke alle mænds stilmæssigt mest stolte periode.
