Klichéerne trænger sig på – Bellisima, Ciao Bella og noget med La Dolce Vita. Kør mig ud i en skov og skyd mig, hvis vi ender der, men Ferrari Roma kalder på et ærkeitaliensk udbrud. Og ja, den vækker minder om en bedre tid, et sødere liv, hvor klimabekymringer og corona-restriktioner ikke hobede sig op. Hvor man kunne tage sin bil og sin kæreste og krydse landegrænser i et sorgløst cruise mod Middelhavet. Dengang man skulle folde et kort ud for at finde vej. Dengang en sportsvogn ikke kunne køre hurtigere, end at æstetikken kunne følge med. I dag er der gået hypersportsvogne i den. Funktionen dikterer formen, og mange hyperbiler ligner hinanden, fordi luftstrømmen vil flå ethvert særkende af karrosseriet, når bilen rammer 340 km/t. Sådan er det ikke med Roma. Den er klassisk smuk – runde former, graciøse linjer. En lang køler med en stor forbrændingsmotor under, en tilbagetrukket kabine, der smyger sig om dig. En smukt afrundet hale, som gemmer på et for en sportsvogn anstændigt bagagerum på 272 liter. Uforeneligt med Samsonite, men nok til et par bløde tasker. Fold bagsædet ned, og du har 345 liter – hvis det rager dig. Mit bud er, at typen, der ligger inde med de 3.830.000 kroner, bilen koster, på ingen måde bekymrer sig om bagageplads.

Jeg hæfter mig ved de harmoniske linjer, når bagsmækken er lukket. Den integrerede spoiler, baglygterne, som er en nyfortolkning af de klassiske fire runde lamper. Alle former går op, ingen linjer er uafsluttede. Nogen vil mene, at chefdesigner Flavio Manzoni har skelet rigeligt til Aston Martin og Maserati Alfieri. Der er unægtelig også ligheder. Præcis som der er ligheder mellem en 275 GTE og en DB4, men stående foran bilen er du ikke i tvivl. Roma har ikke særkende som en E-Type Jaguar eller en Porsche 911. Du vil ikke kunne se et klart DNA fra den i en ny Ferrari om 30 år, men den bærer æstetikken fra 60 års GT-traditioner i sin linjeføring. Den er tidløst smuk – bortset fra de lidt tidstypiske forlygter.