Engang var industriferien i Danmark de uger i juli, hvor fabrikkerne lukkede ned og landet kollektivt gik i dvale.

I dag er industriferien stadig en fælles forståelse af, at landet kører på lavt blus. Og selvom de fleste fabriksarbejdere fra fortiden er erstattet af mellemledere med firkantede øjne og Outlook-notifikationer en masse, så er idéen den samme: Nu holder vi fri. 

Der er nogle ord, der lyder så godt, at de fortsætter med at være en del af vores fælles sprog, selvom betydningen af det, de beskriver, ændrer sig radikalt. Sådan et er industriferien, der nu snarere er et koncept end en egentlig nedlukning af fabrikkerne.

Jeg kan godt lide industriferien. Både fordi det selvfølgelig er rart at holde ferie og nyde Danmark, mens landet er bedst. 

Men mest holder jeg af ferien, fordi jeg så slipper for at sætte autosvar på mailen på et tidspunkt, hvor alle andre er på kontoret. Det fungerer ikke med ferie for mig, hvis toget kører for alle andre. Jeg er der, når der sker noget, og jeg kan først trække mig, når jeg ved, at der også er ro på hos kolleger og samarbejdspartnere.

Det blev jeg klar over for 8-10 år siden, da min hustru og jeg havde sneget os udenlands på en uges ferie i slutningen af august. Derhjemme var alle tilbage fra sommerferie, hjulene rullede atter, og så trak vi stikket på en tropeø. 

Det fungerede overhovedet ikke.

Vist var udsigten god og poolen behagelig. Men ferien kom med en bismag af dårlig samvittighed, for mailen stod jo ikke stille, og min rygrad var for svag til at lade være med at læse og besvare. Og da jeg først havde gjort mig tilgængelig, fortsatte forespørgslerne fra arbejdet med at rulle ind. 

Jeg ved ikke, om jeg er blevet klogere, for jeg får ikke mulighed for at prøve det igen. Fra nu af foregår mine ferier, når alle andre også holder fri. 

Men der er at andet og meget mere alvorligt paradoks, det moderne menneske i den frie verden må bryde sit hoved med: Kan man holde fri med god samvittighed, når der er samtidig er krig og katastrofer andre steder i verden? 

Svaret er ja: Det er vi faktisk nødt til. For at holde fri – at have frihed – skal minde os om, at det ikke er en naturgiven selvfølge.  

Mens dette skrives, løber et telegram ind om, at Israel har bombet en teltlejr i Rafah. Mindst 40 er dræbt, primært kvinder og børn. IDF, det israelske forsvar, hævder, at angrebet var et præcisionsangreb mod Hamas. Udenrigsministre fordømmer. Alt er, desværre, ved det gamle. 

Siden Hamas-krigere 7. oktober slagtede og gidseltog sig vej gennem en musikfestival i Israel, har Israel slået tilbage på Gaza med angreb af bibelske dimensioner. Det er dybt deprimerende at følge med i. Magtesløst har man siddet på den måske mest fredelige plet på jorden og set, hvordan den ene uhyrlighed efter den anden har præget krigen, samtidig med at verdens ledere inklusive vores egne endnu ikke har formået at tale med store nok bogstaver til, at det stopper. 

Og så har jeg ikke engang nævnt Ukraine, hvor rædslerne fortsætter nu på tredje år.

Der er mange steder i verden, hvor det ikke bliver sommerferie. Ikke i år, og måske heller ikke engang langt ude i fremtiden. 

Og her sidder vi. Intet af betydning kan vi gøre. Udover at gå på sommerferie med en lyst til at omfavne friheden, som vi igen bliver mindet om, ikke alle i verden er forundt. 

En ferie er et fristed fra hverdagens hamsterhjul. Men det er også et sted, hvor vi holder fri fra os selv og den måde, vi normalt tænker på i vores strukturerede hverdag. Fri fra arbejde, fri fra skole. Fri fra os selv. 

Den store udfordring denne sommer bliver at holde fri ikke bare fra hverdagen, men fra vores egen samvittighed. Det bliver en sommer, hvor vi holder fri med bevidstheden om, at ikke alle i verden har de samme muligheder for at råbe ’vi ses om tre uger’ til kollegerne, inden vi sætter kursen ud i sommerlandet. 

Dén frihed skal vi ikke tage for givet. Og jo mere, vi kigger ud til verdens brændpunkter, des mere bør det stå klart for os, hvor dyrebar friheden er, og hvor meget vi skal passe på den. 

God sommer. Nyd friheden. Og tag den ikke for givet. 

Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør