Foto: Illustration: Mark Kjærgaard

Sådan føles det at slås med sin far

HAN HED JOHNNY, og det var, hvad han var. Han var lille og aggressiv, og han droppede allerede som 16-årig den kategoriske Yamaha-knallert og fik sig i stedet en Honda 125 kubik. Han var et heksehyl, han kørte altid stærkt og uden hjelm og uden plader på den motorcykel og fuld og skæv selvfølgelig og ret tit også uden lys om natten for rigtig at blære sig.

Der var ikke mange, der forstod, hvordan han altid undslap politiet og alle andre, og det gjorde han så heller ikke. Tricket med at køre uden lys endte med at slukke ham. En vinteraften kom han vredt ræsende i mørket og ville skyde genvej forbi rensningsanlægget, gennem skoven, men dér på grusvejen, i alt det sorte ingenting, stod der dén nat pludselig en lastbilanhænger, der ellers aldrig stod der, og Johnny kørte, som i en sang, lige ind i anhængeren og døde på stedet.

Bliv ven med os på Facebook

JEG TROR NOK, jeg kunne lide Johnny, i hvert fald det meste af tiden. Han var en ungdomsfilm, og de handlede dengang om drenge, der næsten alle hed Johnny, og de, der var med, var næsten lige så grimme som én selv.

LÆS OGSÅ: Lederartikel: Alle har ret til en hård barndom

Og Johnny, han var fed at kende, især når man var i byen, som det hed, selv om der ikke rigtig var nogen by, og man faktisk altid måtte køre ud af den for at komme ind i den.

Johnny var aldrig bange for noget eller nogen eller nogle, og han forsvarede altid én ude på Diskotek Ådalen og sådan nogle steder, hvor det bare lå i velour-luften, at et slagsmål var næste kommentar, efter at man ikke selv syntes, at man havde sagt noget som helst.

Johnny var lille, men de fleste var bange for ham, også de store, dem med rigtige bakkenbarter og alt det der, og på den måde mindede han mig smertelig meget om Den Store Johnny i mit liv. Ham, der var omtrent lige så lille, men meget ældre og havde skæg og briller, og som var min far.

JEG KUNNE IKKE lide Johnny, når han derhjemme slog sin spinkle, huløjede mor med knyttede næver på den samme skulder, indtil han fik den hundredkroneseddel, hun først så bestemt havde sagt nej til, men nu grædende og med rødblå mærker måtte udlevere, eller når man sad bagpå, og han altid satte farten op, hver gang man bad ham om at sætte den ned.

Men når turen var slut, glemte jeg det ligesom hver gang. Jeg havde jo siddet bag på Johnny. Og hvor mange havde det? Måske havde jeg det sådan, fordi jeg ikke følte, at jeg havde så meget kubik at komme med. Jeg kørte kun på cykel, og mit immunforsvar og mine ydre omdrejninger var dumme vittigheder, der bare blegnede i sammenligning med den overlegne larm fra en udstødning. Hvem der skjulte sig nedenunder, kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle til nogen, og da slet ikke til Johnny, som heldigvis aldrig spurgte, men altid kun svarede.

Hvorfor han gad være sammen med mig, var lige så mystisk som Bermuda-trekanten og de ufoer, alle talte om dengang. Når jeg sad dér bag på hans motorcykel med mit hoved mindst en halv meter over hans krumbøjede ryg, lignede vi et flygtet østtysk bøssepar.


MEN DA JOHNNY en dag parkerede sin Honda bag mine forældres forløjede gulstensvilla, følte jeg det alligevel, som om selve Kongen var kommet forbi. Han gik lige ind ad kælderindgangen uden at spørge, og lidt efter sad han dér på mit værelse mellem mine fiduspokaler i sin rødforede læderjakke og med sit smil, der var endnu en lynlås i hans jakke. Og han havde øl med, og cigaretter, og vi røg og drak på sådan en tilfældig eftermiddag, og et kort øjeblik fortrængte jeg den anden, den ældre Johnny i mit liv, og selvfølgelig, hvor dum har man lov at være, bankede det pludselig hårdt, uforsonligt, på min værelsesdør. Uden at knoerne ventede på svar, gik døren op med et voldsomt ryk.

”Hvad foregår her?” råbte han. Spyttet perlede fra hans mund.

”Ik’ noget,” svarede jeg dumt.

”I sidder vel ikke og ryger?”

Så fik han øje på bajerne.

”Og drikker? Nu har jeg da aldrig …”

”Og hvem er du så?”

”Johnny,” sagde Johnny, og det var så rigtigt svaret, at det var helt forkert.

Min far gik i ét skridt hen mod ham, rev ølflasken ud af hans hånd, så den faldt og skummede og plettede og bare lå der på filtgulvtæppet og drejede lidt, og i samme bevægelse, sådan så det ud, tog min far hårdt fat bagerst i Johnnys lyse vokuhila-hår og trak ham mod kælderdøren og entreen og udgangen med en kraft, der var så vild og overrumplende, at den sikkert føltes meget stærkere, end den var.

Johnny den Yngre gjorde slet ikke modstand, han peb nærmest, og jeg kunne ikke forstå det, det var første gang, jeg havde set ham føje sig. Hans ære, min respekt og alt muligt andet ophøjet, som i det øjeblik føltes voldsomt rigtigt, forsvandt ud ad døren sammen med ham. Og tilbage stod jeg og kunne ikke finde på andet end at råbe:

”Hvad fanden laver du, dit gamle svin.”

OG MENS JEG ikke kunne forstå, at jeg havde turdet råbe det, faldt jeg gennem mig selv. Et sted stoppede jeg op og forvandlede alle hans mange fornedrelser, hans aldrig svigtende nedladenhed og alle hans altid uforudsigelige anfald og angreb til én stor, hårdt sammenpresset halmballe af had. Og så kom han løbende mod mig, ude fra entreen med de dér øjne, jeg kendte og frygtede. Som regel tog han sine briller af, når øjnene og han var sådan, men det havde han ikke nået, og på en eller anden måde respekterede jeg ham og hans fattige, forslåede opvækst og hans evige passen på sine åndssvage briller, da jeg sparkede ham hårdt i skridtet, netop som han greb ud efter mig. Hans nosser føltes bløde, gamle og ukampdygtigt lange mod mine tæer i strømpesokker. Men i det sekund, han i smerte bøjede sig forover, var respekten væk, og så slog jeg med en tumultagtig, rodet næve mod hans ansigt og vidste med det samme, at jeg ville komme til at huske det her resten af mit liv. Brillerne fløj af, og han udstødte en høj, overrasket lyd, der lød lidt, ligesom Johnny lige havde gjort.

Jeg blev et dyr, en dreng klædt ud som en rasende tyr i et teaterstykke, og jeg levede mig ind i rollen, så meget, at jeg vist stod dér og prustede truende ud igennem næsen. Det lød sikkert som en, der skulle pudse næse, og så skide skræmmende syntes han så heller ikke, at det var. Han kom igen.

LÆS OGSÅ: Top 20: Københavns bedste værtshuse

”HØRTE JEG EN LOPPE GØ,” råbte han og kom i infight og fik fat i min krop, rundt om den, om brystkassen neden for skuldrene, og i et øvet greb klemte han så hårdt, som han sikkert kunne huske fra dengang, han var på min alder, og alle og enhver havde kaldt ham ’søn af en tyskerluder’. Vi var så tæt på hinanden som et af de der erotiske salt og peber-sæt. Hans skæg var stift som kornstubbe, og han lugtede af parcelhus, der havde sparet på varmen, af støvsuger og lidt af kælderskakt og af den Everton-pibetobak, jeg altid havde holdt af og selv i det her øjeblik stadig brød mig om.

Jeg kendte det greb (hænderne om egne albuer på modstanderens ryg, et knæ mast op i skridtet og hagen godt ned i den andens hals og strube), så jeg gjorde det samme mod ham.

Men hukommelse er ikke fysisk, så da vi stod dér og forsøgte at klemme livet og luften ud af hinanden og os selv og hele den forpinte, uforløste historie, vi begge var rundet af og måske aldrig nogensinde ville kunne flygte fra, kunne jeg mærke min hage vokse i hans stubbede hals og fornemme mine kræfter blive så stærke, at hans øverste ribben begyndte at give sig.

Og hvem havde egentlig aftalt, at man ikke måtte slippe sit greb for at slå fra siden? Så det gjorde jeg, På tindingen, på kinden, hvor som helst, med sådan nogle uformelige, ukoreograferede, dumme slag, man aldrig ser på film.

”La’ vær’,” stønnede han gudhjælpemig, og så gav han op og gav slip og satte sig udmattet ned, og på en måde, jeg ikke havde set før, gav han sig sårbart til kende, da han ledte efter sine briller, fandt dem og derefter blev ramt af et strejf af lettelse. Han sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke. Vi havde begge alt for travlt med at få vejret.

Jeg kunne mærke, at der var noget i mig, der døde. Men samtidig kunne jeg også mærke en sær form for udødelighed. Måske vidste vi dér i tavsheden, at der i fremtiden ville komme andre gange, at det her ikke var slut, men han vidste, og jeg vidste, at jeg var på vej op, og han var på vej ned. Jeg var et tavst brøl af befrielse. Nu var det mig, der var Johnny, også selv om jeg kun var sådan en, der kørte på cykel.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at redde sin egen far fra døden

LÆS OGSÅ: Niarn: Jeg havde en kvart flaske vodka stående ved sengen så jeg kunne nå den i søvne

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at være blind og møde en kvinde

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Sådan føles det og Danmark