Forleden skrev Politiken historien om Vanopslaghs opførsel baseret på to personers beretning derfra. To personer, der følte sig utrygge over råbene. Dette til trods for, at gruppen, Vanopslagh var i selskab med, straks forklarede, at det var en gengivelse af en sketch-lignende seance fra den tyske komiker Jonny Buchardt, hvor hele pointen er, at folk lokkes til at sige noget, de tydeligvis ikke ellers ville sige.
Essensen af sagen: To personer er blevet utrygge over et nazistisk udsagn, som hverken er sagt af nazister eller ment tilnærmelsesvist nazistisk.
På sociale medier er det sjældent muligt at få plads til mere end et synspunkt. Derfor vil jeg her udrulle hele to.
For det første: Det er i alle tilfælde upassende i en offentlig kontekst at udtale disse ord, der så entydigt refererer til en skrækkelig tid i verdenshistorien. Jeg forstår ikke, hvorfor man som formand for et politisk parti ikke er mere opmærksom på sine omgivelser. Mit indtryk fra uformelle samtaler med politikere er ellers, at de er særdeles opmærksomme på at holde sig på dydens ekstra smalle sti. Vanopslagh havde en sjælden friaften med venner i festligt lag. Men at han udtaler de to ord på et offentligt sted, må ganske enkelt tilskrives uprofessionalisme.
For det andet er vi vidner til en ulækker glidebane, hvor folk går rundt i det offentlige rum – ofte med mobiltelefonens kamera klar – og benytter enhver mulighed for at dokumentere hvert forkerte skridt hos kendte mennesker. I amerikansk kontekst ser vi at enhver, der har været i tv, ikke kan gå ind på en restaurant uden at blive filmet fra alle vinkler og få selv det mindste fejltrin dokumenteret. Jeg mener, vi skal værne om det danske frisind og give politikere og alle andre plads til at være dem selv – også når de er dumme at høre på. Ryst på hovedet og gå videre. Det er ikke en borgerpligt at ringe til Politiken.
Den ene af de forurettede, sociologen Aydin Soei, forklarede i radioen, at han gik hen til bordet for at spørge, hvorfor de dog råbte, som de gjorde. Her fik han forklaringen om den gamle sketch, og gruppen stoppede i øvrigt med det samme. Når det er kommunikeret videre – både i Politiken, som bragte historien, men også i alle andre sammenhænge – så er det endnu et sygdomstegn fra den offentlige debat at fortsætte med at videreformidle hændelsen i ond tro.
Enhedslistens Pernille Skipper holder sig eksempelvis ikke tilbage, når hun på sociale medier skriver, at hun 'absolut ikke synes, nazisme eller jødeudryddelse er morsomt'. Det er enten usympatisk eller direkte ubegavet, for det har været tydeligt for alle os andre – selv Aydin Soei, der fik det forklaret på stedet – at der aldrig er blevet grinet eller sympatiseret hverken med jødeudryddelse eller nazisme. Jokens objekt er sketchens objekt.
Vanoplaghs genopførsel af Buchardts gamle sketch er et klassisk eksempel på, at man godt kan evaluere hans optræden som både uprofessionel og upassende – og samtidig være af den holdning, at Politikens gengivelse er helt og aldeles unødvendig. Vi har været vidne til en storm i et glas vand, der har ført til en pseudodebat baseret på forkerte præmisser. Og vi burde ærlig talt bruge tiden på noget bedre.
