5 ting vi lærte om fodbold: 25. september
Foto: Getty A.C. Milans spillere protesterer til dommeren over et straffespark i weekendens kamp mod Sampdoria.

For stor hype omkring Højbjerg? 5 ting vi lærte om fodbold

Er Messi dødelig, er Milans genkomst udskudt en sæsons tid, og hypede vi Pierre-Emile Højbjerg for meget?

Messi og de almindelige mennesker

Pep Guardiola har for nyligt sagt følgende om Lionel Messi på Catalunya Radio:

”Jeg er en stor basketball-fan, og jeg stod midt op om natten, selvom der var træning næste dag, for at se Michael Jordan, fordi jeg følte, at jeg skulle se alt, hvad han præsterede, før han var færdig. Nu er det det samme. Vi kan ikke misse Messis kampe, fordi han er simpelthen så god. Vi er så heldige med at kunne se ham. Og hvert år bliver han nærmest bedre.”

Store ord, men det er sådan set rigtigt. Jeg må desværre indrømme, at jeg føler mig ramt af Peps velanbragte ord. Jeg ser sjældent Barcelona. Deres fodboldstil keder mig. Det er som at se Spanien i de store år, hvor de vandt EM og VM og EM igen. Det er tårnhøjt niveau, men også lidt for metodisk for min smag, selvom det har ændret sig under Luis Enrique, og vi er vel stadig i gang med at finde ud af, hvilken vej det kommer til at gå under Valverde. Og så synes jeg nok også, at hele deres vandren fra Unicef og gratis sponsor til at reklamere for et diktatur med Qatar Airways var ret så dobbeltmoralsk. Men lad det nu ligge.

Når jeg en sjælden gang ser Barcelona, bliver jeg mindet om hvilken forkælet slambert, jeg egentlig er. Messi er helt uforlignelig. Han går rundt og ligner én, der ikke gider. Men når han eksploderer, er han på en anden planet. Han er stadig lynhurtig på de første ti meter. Hans teknik og boldbehandling er helt tåbelig god. Han tager stort set ingen dårlige beslutninger, på trods af at han skal tage beslutningerne i bittesmå rum, langt fremme på banen, hvor han har meget lidt tid og meget lidt plads.

Og så har vi ikke engang talt om hans afslutninger. Han er muligvis den bedste afslutter i fodboldhistorien. Han skærer boldene ind fem centimeter fra stolpen med indersiden stort set hver gang, og han kan sparke i begge sider, nærmest helt ude af balance.

Kan I huske Keanu Reeves’ karakter i scifi-filmen The Matrix og de flotte koreograferede nærkampe, hvor Neo sætter tiden ned i hastighed, og bare ser alting tydeligere end alle andre, der kæmper i real time? Sådan ser det ud, når Messi opererer i og på kanten af feltet. Han har sin egen lidt langsomme Messi-tid, mens hans modstandere og medspillere som almindelige dødelige skal rette sig efter fysikkens regler i spille real-time. Det er nærmest lidt uretfærdigt at se på.

Selvom jeg synes, at Barcelona er lidt kedelige, vil jeg lytte til Pep Guardiola og gøre det til en prioritet fremover at se dem. Messi er lige blevet 30. Han er her ikke for evigt. Og så håber jeg med hele mit hjerte, at han vinder VM med Argentina næste sommer.

Straffespark og procenter

Straffespark er noget underligt noget. Statistikkerne viser, at man scorer på lidt over 80 procent af alle straffespark på både højt og lavt niveau. Statistikker viser også, at hvis man kan skyde i den øverste tredjedel af målet, er der 96 procents chance for, at man scorer. En af grundene til det, er, at målmænd tager chancen og går til højre eller venstre i 94 procent af alle spark. Derfor kan målmændene ikke nå op til de høje spark, ligegyldigt hvor de er placeret i målet.

Når man skyder i den nederste tredjedel af målet, er der støre chance for at score midt i målet end i siderne – igen fordi keeperne jo springer til siden i 94 procent af skuddene. Det er faktisk meget mærkeligt, at flere målmænd ikke bare bliver stående i midten af målet. Statistisk set har de langt større chance for at redde et skud, hvis de bare bliver, hvor de er. Men måske handler det om, at man ikke vil se for passiv ud?

Liverpools udskældte målmand Simon Mignolet har reddet syv ud af 15 straffespark, siden han kom til klubben. Det er en uforholdsmæssig høj andel. Onde tunger vil sige, at der trods alt skal være en eller anden grund til, at belgieren står derinde. Det er ikke helt retfærdigt, når man tænker på belgierens præstationer denne og sidste sæson, men det var godt nok sølle før det.

I weekenden reddede Mignolet to point for Liverpool mod Leicester med en straffesparksredning, og det er da rart for Liverpool, at de har en målmand, der tager næsten 50 procent af alle straffespark, når deres forsvar nu for tredje sæson i træk ligner noget, der skulle være med i Mandrillen. Jeg tror, de er glade for Mignolet i øjeblikket i Liverpool.

Sisto og Højbjerg

To danskere der går i hver sin retning lige nu. Pione Sisto er efterhånden ved at være en af Celta Vigos allerbedste spillere. Sidste weekend scorede han mod Espanyol. Denne weekend scorede han ét og lavede to assists mod Eibar. Sisto er kun 22, og hvis Tjørring-drengen fortsætter med at lave kampafgørende ting igen og igen i verdens suverænt stærkeste liga, spiller han på et af de helt store hold næste sæson. The sky is the limit for Sistos hurtige fødder. Han bliver kun bedre de næste år.

Pierre-Emile Højbjerg er også kun 22, men det går desværre den helt anden vej for ham. Efter et brag af en landskampsdebut mod Sverige i 2014, er det gået støt tilbage for den tidligere Skjold-spiller. Han blev solgt fra Bayern München til Southampton for et år siden for over 100 millioner kroner og spillede sin første sæson uden den store succes. I denne sæson var han for første gang i truppen, men kom ikke på banen i nederlaget mod Manchester United i weekenden.

Måske hypede vi Højbjerg for meget, da han kom? Han blev sammenlignet med Søren Lerby og blev kaldt en kommende landsholdsanfører på grund af et par gode kampe og nogle tårer på tv. Det var alt for tidligt. Det kan tænkes, at Højbjerg, der desværre også må kæmpe med skader hele tiden, skal et niveau ned og starte lidt fra bunden. Han virker lidt forkert og måske også over-matchet i Premier League. Måske ville Holland eller Danmark være et godt sted igen at få noget fast spilletid og smilet tilbage?

Barca stryger af sted

Da Real Madrid vandt de to Super Cup-kampe i overlegen stil over Barcelona, var der mange, der mente, at Real ville løbe med mesterskabet. Især fordi Barca solgte Neymar og ikke fik den erstatning, de gerne ville have.

Efter seks kampe har Barca, med en Messi i vild form, nu 18 point og Real har sølle 11. I en liga hvor mestrene de sidste tre sæsoner har fået 93, 91 og 94 point, skal Real Madrid snart finde noget stabilitet, fordi ellers kan toget være kørt.

Milans genrejsning?

De sidste fire sæsoner er mægtige Milan blevet nummer 8, 10, 7 og 6 i den italienske Serie A. Silvio Berlusconi ville ikke sponsorere gildet mere og fandt i sidste sæson nogle meget rige kinesere, der så kunne gøre Milanos fodboldklubber helt kinesiske, idet Inter også har kinesiske ejere.

Før denne sæson brugte Milan over to milliarder kroner på nye spillere. Nu skulle storklubben genrejses – ikke flere 10.-pladser til de syvdobbelte Champions League-vindere, og verdens måske bedste forsvarsspiller Leonardo Bonucci, der kom til fra Juventus, skulle føre an i Milan-revolutionen.

Men måske er den revolution lige udskudt en sæsons tid. I hvert fald tabte Milan til Sampdoria i weekenden, og for to uger siden blev de totalt udspillet i Rom af Lazio, der nådigt holdt igen med ydmygelsen, som man jo gør i Italien, da de førte 4-0 efter 49 minutter. Problemet er, at der jo kun har været tale om Lazio og Sampdoria. Det er altså hverken Juventus eller Napoli, som Milan har tabt klart til.

Problemet i Milan kan være træner Vincenzo Montella, der ikke har bevist det store som træner og måske ikke helt har formatet – i hvert fald endnu – til en klub som Milan. Det er spændende, hvor meget snor den tidligere Roma-spiller får, men Milan har tidligere meldt ud, at målsætningen er Champions League næste år. Det kan blive svært nok. Juve og Napoli tager med cirka 100 procents sikkerhed to af de fire pladser, mens Inter, Roma, Lazio og Milan skal kæmpe om resten. Lige nu ligner Milan ikke nødvendigvis det bedste bud på en af de sidste to pladser.