PRØV EUROMAN fra 23 kr. om måneden

Der er kun livet: I dag er vi alle Christian Eriksen

Foto: Rasmus Weng Karlsen

Der er kun livet: I dag er vi alle Christian Eriksen

Landsholdet samler os som ingen anden institution. I går var både storslået magisk og afgrundsdyb fortvivlende. I dag leder vi efter sproget, mens vi finder mening med livet.

Endelig, endelig fik vi den slutrunde, vi havde ventet på i tre år. Landsholdet har ikke været bedre i 25 år. Kampgejst, internationale navne, en stime af talenter og en træner, der både vil spille fodbold og vinde hjerter. Dette kunne blive en af de aftener, der definerer et helt årti. Det blev det også. Men ikke som vi troede.

Byen var overstadig, corona stort set i glemmebogen, fadølsfællessang fra om formiddagen. Det var lidt som nytår, bare i godt vejr. En dag og en aften, hvor alle normer tilsidesættes, og hvor vi er enige om at galskaben må herske.

Der var lagt store planer. Vi havde lejligheden fuld af gæster. Et arsenal af drikkevarer og mad, tipskuponer og rød/hvide farver, og grønt lys til at møde op i den røde trøje. Jeg havde stået i køkkenet hele dagen med jomfruhummere, sandart og havbars, for min hustru skulle også holde fødselsdag. Hvilken affyringsrampe for en fest, det kunne blive, og vi måtte sende en SMS til alle gæsterne et par dage forinden for at imødekomme spørgsmålet: Kom endelig kl. 17.45, selvfølgelig viser vi kampen, middagen må vente.

Og så skete det, som ingen kunne forestille sig. Som ingen havde sprog for, og som efterlod os tavse. Christian Eriksen, den allerbedste af dem alle, livløse minutter i græsset, tv-billedet brændt fast på nethinden. Pludselig var sporten ligegyldig. Den store forløsning forsvandt. Vi kunne kun gentage for hinanden, at vi aldrig havde set noget lignende. Vi ville have svar, men ikke se. Tale, men ingen turde ytre det, alle frygtede og inde i sig selv tænkte. Hvor kigger vi hen, når ordene svigter?

Jeg vågner med en fornemmelse i kroppen, der er både tom og stærk. Tom fordi vi pludselig kiggede døden i øjnene. Fodbold blev ligegyldigt. Stærk fordi en hel nation blev samlet om noget, der var endnu større end alt det, vi har set frem til i måneder. Der er kun livet.

Vi skal rejse os som land igen. Spillerne skal rejse sig igen, ikke kun som forbilleder, for det viste de med næsten overmenneskelig kammeratlighed lørdag aften, men også som udøvende atleter med en profession at passe.

Hvordan gør vi det? Hvordan gør de det?

Der er ingen grænser for opbakningen fra Fodbolddanmark. Slutrunden er formålsløs, der er intet vigtigere end spillernes velbefindende. Trækker vi os, forstår vi. Spiller vi videre, forstår vi. Vinder vi de næste kampe, giver det mening. Taber vi, er alt forladt. Der er intet rigtigt og forkert i disse timer og disse dage. Alle øjne er på hinanden. Alle følelser er hos landsholdet.

Lørdag aften var vi alle Simon Kjær og Kasper Schmeichel, der samlede et hold og viste verden, at der er en vej.

Lørdag aften var vi alle vores børn, der skulle opleve euforien ved det EM på hjemmebane, de skulle komme til at snakke om som voksne.

Lørdag aften var vi alle Pierre-Emile, der brændte verdens mest ligegyldige straffespark.

Lørdag aften var vi allesammen i Parken, i sofaen, på kanten af stolen, foran storskærmen, måbende, tøvende, grædende. Fortvivlede, søgende, fælles om at lede efter de rette ord, sammen om den sorg, vi i de langsomste minutter frygtede at skulle igennem.

I dag er der kun livet.

I dag er vi alle Christian Eriksen.