Foto: Ole Christiansen

Euroman-klassiker: Michael Laudrup interview '93

Manden fra Barcelona

Trykt i efteråret 1993.


Da jeg kommer hjem mandag eftermiddag står telefonsvareren og blinker.

''Det er Michael. Ring lige. Det er ret vigtigt. "

009 - en endeløs række cifre og et "Si?" i den anden ende.

"Ja, hej! Det er Jakob."

"Hej. Jeg ringede angående den artikel, du har skrevet. Vi bliver nødt til at lave nogle ting om. " 

"Jamen, det kan vi ikke nu. Den er i trykken, og du har jo godkendt den for lang tid siden. Hvad er der galt?"

"Kan du ikke regne det ud?"

"Nej, det kan jeg eddermanme ikke."


Lang pause fra Spanien. Og så chokket.

"Jeg spiller igen!"

Kæben lægger sig på spisebordet, jeg fremstammer et tillykke, og så kommer forklaringen, som rotations-pressen i Sverige kort efter får besked på at afvente.

"Det har mest noget med mig selv at gøre. Jeg har haft succes hernede, og har vundet alt. Landsholdet var den sidste store udfordring, jeg kunne stille mig. Alt andet vil være gentagelser. Og før virkede det også uoverskueligt i forhold til holdet, men nu er der kommet mere organisation over det. Folk ved, hvordan de skal spille, og så syntes jeg godt, at jeg kunne igen."

Beslutningen er truffet helt privat, fortæller han. Kun Siw har været med på råd. Den er Michaels alene, og så er der også kun Michael at bebrejde, hvis det gar galt, som han siger med et for ham typisk resonnement."

Men der er mange faktorer i det. Den behandling, jeg har fået derhjemme, som vi også snakker om i interviewet, den har ikke haft afgørende betydning, men den påvirker mig, for jeg er jo ikke følelseskold.

Ligesom du selv fortalte mig, hvor meget du holder af at se Barcelona spille ... "

"Ja, det fik jeg da vist fortalt ham, der på hotellet i Holland for et par uger siden. Dengang alt var "åbent hav", som Michael Laudrup selv formulerer det. Dengang alting flød. Også mere inde i Michaels hoved, end jeg overhovedet anede ..."

 

Det regner, og det har regnet i tre dage uden ophør. Sindet er som sønderflænget af mørket og de monotone kaskader af vand, og omgivelserne er forfærdelige.

Roden, Holland. 13.000 indbyggere. 4.297 arbejdspladser. Tre hoteller, fem restauranter, ni campingpladser, og en turistchef, der må rive sig i håret af fortvivlelse. Hans brochurer skilter med en kirke fra 1139, et svømmebad og noget pæn skov. Men selv Nørre Snede satser på turister i vore dage. Og sandheden her er alt andet end kulørt. Den karakteristiske tyske provins-borgerlighed har for længst overskredet den nærliggende grænse. En kedsomhed så monumental, at selv kroens omelet smager af hengemte lidenskaber. Selvdød og indtørret, men for alt i verden ufarlig.

Dette er stedet, og det er håndplukket på sine egenskaber af F.C. Barcelonas ledelse. Efter en måneds sommerferie skal spillerne i gang igen. Roden er første stop på en lang måneds vej tilbage mod den nødvendige storform. Småbold og løbeture i regnvejr er den officielle vej mod målet. Intens kedsomhed er den skjulte dagsorden. Den menes nødvendig, når koncentrationen om det egentlige, nemlig fodbolden, skal genopbygges efter en sommers tøjlesløs munterhed udenfor klubbens jurisdiktion.

Det er slemt, og Michael Laudrup lægger da heller ikke skjul på, at det er den værste tid på året overhovedet. Da jeg på et tidspunkt, nærmest konverserende, spørger om det er ti dage, de skal være her, hvæser han ironisk:

"Behøver du bore i det."

Det er stadig juli, regnen siler, han skal ikke se sin familie den næste måned, han skal spille 14-15 træningskampe i den periode, og der er elleve måneder til, at han har ferie næste gang. Det er nu, han skal huske på, at han dybest set er en heldig mand. Og det gør han så også. Han klager faktisk meget lidt, i betragtning af at melankoli er det oplagte træfpunkt for mennesker på denne dag og på dette sted.

Problemerne synes dog også umiddelbart større for hans gæster fra Danmark. I en over en måned har vi forsøgt at få en aftale i stand, men det har været mere end almindeligt svært. Michael Laudrup har mildt sagt ikke presset på, for at interviewet skulle blive til noget. Hvilket er klart nok. Hans stjerne er så uantastet på den europæiske fodboldhimmel, at han slet ikke opfylder forudsætningen for langt de fleste interviews. Nemlig at begge parter i en eller anden forstand har brug for det. Michael Laudrup er så sikkert placeret i sin galakses midte, at han ikke kan bruge denne artikel til noget som helst.

I bedste fald betyder den ingenting. I værste fald kan den give ham problemer.

Han stiller op af venlighed, nu da det åbenbart ikke kan være anderledes. Til gengæld styrer han slagets gang med åbenbar selvfølgelighed. Han indtager sine måltider med en ro, der står i skærende kontrast til gæsternes trippende nervøsitet for, om der overhovedet bliver tid til en ordentlig samtale ind imellem træningerne, sovemønstrene og de spanske tv-stationer. Til gengæld er han sød og nærværende i de tre afdelinger, som samtalen ender med at strække sig over fra formiddag til sen aften. Og han vil godt snakke. Han lover oveni købet, at han vil prøve at undgå at sige "ting". At tale i disse "renskurede vendinger," som han selv siger. Men imponeret, det er han ikke. Og det nytter heller ikke at friste ham med, at dette trods alt er en mulighed for at forklare sig.

"Jamen, jeg synes ikke, jeg har noget, jeg behøver forklare folk. Jeg kunne fint leve helt uden at fortælle nogen noget som helst. Men jeg accepterer, at det er sådan, og jeg giver da også mange interviews. Jeg hører så tit fra journalister, at vi har lige så meget brug for jer, som I har for os. Men det er ikke rigtigt. Hvis en fodboldspiller fra starten af sin karriere besluttede, at han ikke ville give interviews, ville han stadig være god til det, han er god til. Vi har ikke brug for aviser på samme måde som skuespillere og pop-musikere, der hele tiden skal være inde for at få engagementer. Selvfølgelig er der også fodboldsspillere, der har brug for omtale. Men så snakker vi dem i anden række. Dem, der vil gøre opmærksom på deres navn for at blive solgt.

Vi kender jo alle sammen de her standard-ting, der bliver sagt. Det hænger alle ud af halsen, både journalister og spillere. Hvis du ser en fodboldspiller blive interviewet efter en kamp, så står han tit bare og kigger ud i luften, mens han snakker. Man kunne ligeså godt have sat et bånd på. Det er bare svært at gøre andet, for hvis de kommer og spørger, hvad man mener om kampen, så ja, vi kunne jo have scoret på den og den chance og bum-bum-bum. Det er altid det samme. Pressemøder med landsholdet og det her, ti dage med Barcelona. Hvad skal de spørge om? Det samme hvert år. Hvem skal spille, og hvad med Madrid, og hvordan mon det går i Europa Cup'en. Det samme og det samme og det samme.

Nogle gange kører jeg også bare et bånd af. Det kan ikke være anderledes. Men andre gange prøver jeg med lidt ironi eller måske lidt sarkasme, og jeg har lært at sige en masse med andre ord. Sige ting, der kan have to betydninger. Så journalisten bliver i tvivl. Sådan noget kan jeg godt lide. Det synes jeg er sjovt nogle gange,"  siger Laudrup og tilføjer så, at "det skal jeg nok prøve at lade være med i dag."

Det løfte kommer han nu ikke til at holde. Michael Laudrup læses bedst mellem linjerne.

Laudrups forhold til en gåtur i Tivoli er velkendt. Den har han savnet i årevis, og offentlighedens konstante krav på hans sjæl er ikke hans livret. Men det er blevet bedre, siger han, og det foregående skal ikke forstås sådan, at han skyr pressen og dens skriverier.

"Du kan godt finde nogle journalister, som skriver skidt om mig. Men hvis du spørger dem, så tror jeg ikke, de vil sige, at de ikke kan lide mig. Så skriver de måske skidt om mig på grund af - ja, det ved vi jo godt. Det er bare meget få. Og jeg bærer ikke nag til nogen. Hvis de havde bedt om at komme her i dag, havde jeg da også gerne snakket med dem. Men jeg opsøger ikke noget af det. Det er rigtigt. Men med årene bliver man nok mere rolig, og ser ikke spøgelser alle vegne. Men jeg brød mig for eksempel ikke om at være i Rom. Det var et stort kaos. Jeg vil gerne have lov at være bare lidt i fred. Både i forhold til pressen og folk i al almindelighed."

"Forestil dig, at du sidder et sted, hvor folk bare stiller sig op udenfor og glor! Et er at blive genkendt på en restaurant, men at folk bare stiller sig op og glor. Det er ubehageligt. Og jeg går heller er ikke ned ad Strøget, hvor man skal mase sig forbi, og folk kommer  hen, og .... jeg bryder mig ikke om at være, hvor der er mange mennesker."

I Danmark har vi jo også den med, at når vi kender folk fra fjernsynet, så føler vi, at vi er så tæt på, at vi kan tillade os at tiltale dem og gøre, hvad vi vil. Det synes jeg også, jeg tager meget pænt. Jegved bare, at nogle af mine holdkammerater, hvis de blev tiltalt, som vi gør i Danmark, så! De er vant til større respekt. I Danmark, der er du deres (alles). I Spanien ville man ikke gå hen til Koemann og sige, 'Dav Ronald, hva' så? Hvo'n skær den?'. Det er altså noget andet. Vi er meget mere kammerater i Danmark. Og det er også okay. Det er bare anderledes.

Jeg har det sgu fint med det, altså. Og det med landsholdet, ikke? I begyndelsen var folk delt op i to lejre. Den ene syntes Brian og jeg var latterlige, de andre kunne godt forstå det. Men i løbet af de snart tre år har jeg vel mødt en eller to personer, som sagde, 'det er fanme også for dårligt'. Alle andre har behandlet mig fuldstændigt som før. Også når vi var ude og spille med Stjerneholdet og alt det der. Her i Glostrup i sommer var der syv med fra landsholdet, men folk har været utroligt søde. Det må jeg sige.

Og sidste år. Da jeg kom hjem efter EM. Da havde jeg jo forberedt mig på, at nu skulle jeg hjem og høre alt det der, 'Hva'ja'en sku' vi også med dig?', og 'Se, vi ku' sagtens klare os uden!'. Men det var der slet ikke noget af. Ikke en. Og det var nok den største overraskelse."

"Jeg var mest træt af det i starten. Dengang folk ligesom var delt i de to lejre. Derefter gik det over til at blive sådan nogle spekulationer. Og jeg kunne følge det helt nøje. Hvis det gik dårligt for landsholdet, så var det helt vildt, så skulle de ringe, og nu måtte jeg altså og alt det der. Så vinder holdet et par kampe, og åh, så skal vi ikke. Alt det har jeg kunnet følge, og på et tidspunkt indså jeg, at så længe jeg spiller på det her niveau i en stor klub, så vil det blive ved. Og det vil blive ved til den sidste kamp, jeg spiller."

"Først den dag jeg stopper, holder det op. Ikke før. Men det er utroligt, at det bliver ved, og det mest utrolige - og det er måske det eneste, jeg tænker lidt over en gang imellem - det er, at det også blev ved, efter at Danmark blev Europamester. Med læserbreve for eller imod. Og hvordan kan det være? Før EM, det forstod jeg godt, da gik det jo op og ned. Men efter, da troede jeg virkelig, at nu sluttede det. Men nej."

Og det har da også bragt mig i tvivl. Hvis den ene halvdel bare havde sagt 'godt Michael', og den anden slet ikke ville have mig med, så havde der ikke været noget. Men når du nu får den der fornemmelse, at du ville gøre 99 ud af 100 en tjeneste ved at gå med igen, så ... De har vundet EM, og alligevel så spørger de. Og det har overrasket mig, for sådan er danskere normalt ikke. Når det går folk godt, plejer de at skulle dunkes ned. Danskere hjælper normalt ikke folk, der har succes."

Han ser heller ikke længere med helt den samme skepsis på holdkammeraternes manglende opbakning dengang. Ærgrelsen prægede et par interviews med ham i tiden efter.

"Umiddelbart var der en stor skuffelse. Men enhver må tænke på sit eget, og hvis man vil frem her i livet, kan det ikke nytte at sætte sig imod. Der var mange, der havde brug for det landshold, ikke? Nogle skulle bruge det til at blive solgt, andre for at få lidt penge, andre ville gerne spille og være med, og det er klart, de vidste, at hvis de kom med nogle ting, så ... Altså, hvis de havde givet os ret. Lige når man står i det, kan man godt være lidt bitter, men bagefter forstår jeg det udmærket godt."

Når Michael Laudrup møder de andre spillere rundt omkring, så snakker de heller ikke længere landshold. Det er ikke rigtigt til debat. Og Laudrup undte dem bestemt sejren i Sverige. Ikke mindst sinbror, Brian. Og han var ikke skuffet på den måde, som flere aviser dengang antydede.

"Der var nogle, der skrev, 'hvad mon Michael nu siger?', og sikke noget pjat at skrive. Det hører jo ingen steder hjemme. Selvfølgelig ville jeg da gerne have været med den dag, de vandt. Jeg ville da også gerne have været Europamester."

"Men det kan jo ikke nytte noget. Jeg kunne da ikke tillade mig at være skuffet, når det var en beslutning, jeg selv havde truffet. Så jeg var glad på deres vegne, og jo især utroligt glad på Brians, for det havde jo heller ikke været nemt for ham at komme tilbage. Men min største følelse var nok simpelthen overraskelsen. Det var helt utroligt, at det kunne lade sig gøre, med den baggrund og alt det. Der var da blandede følelser, men jeg var ikke skuffet."

På et helt centralt punkt har Michael Laudrup også givet plads til eftertanken i forhold til sin kritik af landsholdet dengang. Nemlig i forhold til selve spillet. Han synes faktisk, han bliver nødt til at vedgå sit særlige privilegium som Barcelona-spiller.

"Jeg fortryder ikke min kritik dengang, når jeg nu til daglig spiller på et hold, der gør det anderledes. Men jeg bliver måske nødt til at indrømme, at det har været heldigt. Det kan godt være, at de fleste simpelthen spiller på en anden måde nu. Så kan folk sige, 'jamen, så havde det været anderledes, hvis ikke Michael havde spillet i Barcelona'. Det kan godt være, de har ret, men jeg havde nu nok stadigvæk valgt fra på det tidspunkt."

"For dengang havde jeg ikke set det, som jeg har set i dag. Dengang kunne jeg stadig se nogle hold gøre det på en anden måde. Men det kan godt være, at spillet simpelthen bevæger sig i den retning. Cruyff kritiserede jo Danmark for kun at udnytte de andres fejl. Det var hårdt sagt, men hvis vi tager Holland væk, så var der ikke nogen af de andre hold, der var det helt store. Og når jeg ser kvalifikations-kampene nu, så er der jo ingen. Italien spiller udmærket, men ellers kan du ikke tage nogen frem. Selv Holland har problemer. Og jeg mener, med de spillere, de har. Okay, de er blevet ældre, men alligevel."

"Jeg ved ikke, om det er en tendens. At det sådan går ned ad bakke trin for trin. Norge og Sverige, de hold dér, de kører derudad, mens alle de store har problemer. England har voldsomme problemer, Brasilien ligger dårligt. Det ser lidt skidt ud, det gør det. Men så har jeg altså været heldig at spille på et af de få hold, der gør det på en anden måde. Og det værste jeg ved, det er at løbe efter modstanderen, fordi de har bolden. Det er det gode her. For lige meget om vi vinder eller taber, så har vi bolden i 60-75 minutter. Det 'er en fornøjelse. Det gør det sjovt. De andre skal løbe, og det kan godt være, de kan slå os, men de skal altså arbejde for det."

"Så siger folk, 'Det er også klart, at han kan lide det - det er jo offensiv fodbold'. Men det er altså lige så krævende. Vi løber lige så meget. Vi løber bare med bolden. De har den forestilling, at det med at kæmpe, det er at løbe efter de andre og lave glidende tacklinger. Så tror folk, at man har ydet mere. Selvfølgelig har man ydet mere for at få fat i bolden, men rent fysisk har man ikke. 'Nu skal vi ud og kæmpe,' siger man."

Men kæmpe, det er noget, du gør, når du er underlegen. Dermed har du sagt, at de andre er bedre end dig. Det gælder i alle livets forhold."

"Hvis du er underlegen i evner, må du kæmpe dig ud af det. Og kæmpe, det er uden bold. Det er noget med at erobre og gå til den. Du kan ikke kæmpe med bold. Det er umuligt. Så skal du kunne spille. Og selvfølgelig er der ikke plads til folk i dag, der står og piller næse, når de andre har bolden."

Men man skal også passe på med at sige, at vi kun vil have all-round spillere. Dem er der i virkeligheden få af - dem der kan lidt af hvert. De er værdifulde, men det må bare ikke gå i den forkerte retning.

Det er jo ikke noget under, at der for ti år siden var talenter hvert år i Danmark. Så var det mig selv det ene år, så var det Mølby, så var det Jesper, så var det Frimann, og før det var det Lerby, Arnesen og så videre og så videre.

I dag bliver de ikke spyttet ud på samlebånd på den måde. Det er fordi, at de allerede tidligt får den med, at nu skal vi gå til den. Danmark har altid tidligere været overlegen teknisk set i forhold til for eksempel Norge og Sverige. Men nu er det blevet sådan, at de nordiske lande bliver karakteriseret sådan her: 'De går skide godt til den. Pas på, de er svære at slå, men teknisk er de ikke noget'.

"Det er det, jeg hører, både i Italien og i Spanien: 'Teknisk kan de ingenting'. Det gør lidt ondt at høre, for Danmark har altid haft nogle enormt gode spillere, teknisk set. Og jeg synes, det er synd, hvis det ikke skal være sådan fremover."

"Så er der nogen, der siger, 'Ja, det er meget godt med Michael og Brian, men vi skal også have nogle, der går til den. Ham, der går ned i tacklingerne, er lige så vigtig.' Og så siger jeg: Fuldstændigt rigtigt! Helt sikkert. Han er lige så vigtig."

"Problemet er bare, at hver gang du skal finde en Van Basten eller en Papin eller en Maradona, så er det svært. For der er kun en. Men når du skal finde en til det andet arbejde, så har du halvtreds at vælge imellem. De er lige vigtige, ja, ja, men der er en af den eneog halvtreds af den anden. Og der ligger forskellen."

"På et fodboldhold har, du brug for det hele. Teknikeren, målscoreren, oppasseren, slideren. Uden harmoni på et hold kan du ikke vinde. Og uden den store spiller kan man måske godt nå toppen, men man kan ikke blive der.

Jeg tror, det var Richard, der engang sagde, at individualister kan 'I' vinde kampe, men det er det homogene hold, som vinder turneringerne. Og det er jeg meget, meget uenig i."

"Hvis vi ser tilbage: EM '84 - Platini, fem kampe, ni mål. '86 - Argentina, Maradana. '88 - Van Basten, Gullit. Det er så få gange, du ser et hold uden en eller to superspillere vinde. Eller i hvert fald nogen, der spiller super," siger Michael Laudrup.

Han er i fuld bevægelse, når han taler. Armene gestikulerer, og han flytter sig hele tiden i sofaen. Han kan godt lide at snakke fodbold.


Michael Laudrup deler sit syn på spillet med Johan Cruyff. Så meget står fast. Og når det kommer til dette egentlige, fodbolden, så har Michael aldrig haft en træner, der nåede hollænderen til sokkeholderen. Men derfra og til idel lykke er der langt. En god træner definerer sig nemlig også ved sine menneskelige egenskaber, og på det punkt har Barcelona-træneren skuffet Michael et par gange.

Her fremhæver han hellere sin tidligere Juventus-træner, Trapattoni.

"En god træner er mange ting. Altså, det der med at løbe rundt om toppene, det kan enhver idiot finde ud af. Men det afgørende er det fodboldrnæssige og det menneskelige.
Det er vigtigt, hvordan du spiller kampene. Hvordan du udnytter hver kamp maksimalt."

"Man skal jo altid have respekt for sin modstander, men man må aldrig lave sit hold udfra, hvordan de andre spiller. Man må ikke have så meget respekt, at man siger, 'Uuhh, de har to der, så må vi spille med fem forsvarere'. Man må se, hvor de andre er svagest og så sætte sine stærkeste folk ind der. Og så skal der være teknik bag. Cruyff kræver af sine spillere, at de skal kunne gøre noget hurtigt på meget lidt plads. Det kræver vores spillestil, og det er jeg meget enig med ham i."

"Men så er der det menneskelige. Og Trapattoni er den eneste træner, jeg har haft, hvor de ting faldt sammen. Han kritiserede altid en, når det gik godt. Når man var nede, bakkede han en op."

"Jeg er ikke den type, der lader mig rive med, vel. Hverken op eller ned. Jeg når aldrig de yderpunkter. Jeg græder ikke af glæde over at vinde Europa Cup'en, men jeg græder heller ikke, når vi taber den."

"Jeg tror, det var Erik Veje Rasmussen, der skrev noget om, at han nåede de der højder, og det var synd, hvis man ikke gjorde. Men det har jeg bare aldrig gjort. Jeg ved ikke, om jeg kontrollerer mig selv, men jeg når aldrig helt op eller helt ned. Jeg vil endda sige, jeg når mere ned end op. Men uanset det, så er du meget sårbar, når det går skidt. Især for kritik indefra. Og der går Cruyff mere efter at true. Problemet er bare, at hvis du har tyve spillere, og du kritiserer dem i pressen, så kan det godt være, at de ti af dem virkelig siger, 'Nu skal vi vise ham, at vi kan!' Men de ti andre, de ryger bare længere ned. Og dem hører jeg altså til. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg tror ikke, Cruyff ændrer sig på det punkt. Sådan er han bare."

De ord kommer han til at sande dagen efter denne samtale. På et pressemøde bliver Cruyff spurgt om den nyindkøbte brasiliane Romario fra PSV Eindhoven og siger: "Han må jo prøve at tilkæmpe sig en plads på holdet. Så holder han en kort pause og tilføjer: "I konkurrence med Laudrup."

Værsgo, dask. Årets fodboldspiller i Spanien de sidste to år skal ikke føle sig sikker. Sæsonen er startet. Men Laudrup vender den anden kind til. Det er blevet hans princip. Han vil ikke gå ud i en offentlig polemik, og han vil ikke gå efter enkeltpersoner, når han udtaler sig til pressen. De gælder således også denne artikel. Men dybest set beklager han sig heller ikke.

"Herregud, jeg er blevet 29, jeg kan klare det. Og rent fodboldrnæssigt er der altså ingen, der når Cruyff, selvom Sepp også betød meget for mig. De to, og så Trapattoni, er helt klart de trænere, jeg har haft det bedst med. For det vigtigste af det hele er nok respekten. De har respekteret mig, ligesom jeg har respekteret dem."

Trods problemerne
betegner Michael Laudrup sin tid i Barcelona som "overvældende". Alt er lykkedes, og det har været sjovt. Nu regner han med at fortsætte til han er 32, men engang talte han om at stoppe som 28-årig. Det var dengang tilsidst i Juventus-tiden, hvor det ikke var spor sjovt længere. Men han kom også for tidligt til Italien. 19 år i livet var ikke nok. Det ser han nu, men sket er selvfølgelig sket.

Til gengæld glæder han sig over, at Brian tilsyneladende har fået en mere jævn tur op ad stigen. Fire år i fire klubber er ganske vist ikke ideelt, men det var rigtigt set at starte beskedent i Uerdingen. Denne sæson spiller han som bekendt i Milan. "Verdens bedste hold," som den ældre Laudrup beskedent siger.

Og Michael køber ikke ideen om, at Brian måske er en mere moderne spiller end han selv. Den unge Laudrup slog jo ind på de glidende tacklinger i Sverige i '92, ja, han "kæmpede", og blev rost derfor. Jævnfør Michaels eget syn på fodbold-udviklingen kunne det pege i retning af, at også Brian har måttet underlægge sig moderne krav, som den ældre bror har været forskånet for.

"Naaa, i det store hele spiller vi på samme måde. Den eneste forskel er, at han er hurtigere end mig, og jeg har større overblik end ham. Og begge dele hænger uværgerligt sammen med alderen. Nu spiller han længere fremme, end jeg gør, men jeg vil tro, at han om tre år spiller på præcis den samme måde som mig.

Det har virkeligt slået folk hernede. At vi spiller så ens, at vi er bygget ens, løber ens, dribler ens. Og det psykiske kommer også med alderen. Nu har Brian været meget igennem; og det har han også klaret, så."

Ekstra Bladet opstillede engang nogle punkter, hvor brødrene skulle give hinanden karakterer fra et til ti. Under rubrikken "Hader at tabe" gav Michael Brian et klart ti-tal. Selv fik han en noget lavere karakter af lillebroderen.

"Jo, men det var også dengang, han var yngre. Brian kunne blive utroligt hidsig. Jeg havde også selv noget af det, da jeg var en 10-11 år gammel. Jeg svinede mine holdkammerater til. Min far var også utroligt slem til det, stod og råbte og alt muligt."

"Men så fik jeg at vide, at det måtte jeg holde op med. For ellers kunne jeg ikke fa lov at være med mere. Så holdt jeg op. Og det er egentlig negativt. Nu har jeg så efterhånden fået oparbejdet det aggressive igen, men i Italien blev jeg kritiseret meget for ikke at have det. Og jeg tror nok, at jeg har mere temperament på en bane i dag, end Brian har.

Men i Italien var jeg meget stille og rolig. Ikke skælde ud, ikke svine nogen til, ikke sige noget forkert. Hvis en sparkede mig ned, sparkede jeg aldrig ham ned. Det kritiserede de mig for, men det kunne jeg jo ikke forstå, for jeg havde fået det modsatte at vide derhjemme."

"Det er det samme med Brian. Da han var 13, gik han grædende hjem, hvis han havde tabt en kamp. Og han svinede sine holdkammerater til. Meget værre end mig. Så fik han det samme at vide. Sådan er det i Danmark. Altså, hvis du opfører dig sådan, kan du ikke være med. Og nu er han, ligesom jeg var i Italien."

"Jeg siger jo ikke, at man skal svine folk til. Men man mener ikke noget med det. Det er bare et øjeblik, og i professionel fodbold kalder man det altså karakter. Og hvis man holder det på et rimeligt niveau, er det godt."

"Man kan selvfølgelig advare folk først, og sige 'gør det', fordi man har et bedre overblik. Hvis de så ikke gør det, så kan man skælde ud. Men i begyndelsen var det helt modstridende for mig. Det, jeg var opdraget til, passede bare ikke med den store verden."

Måske er der meget i Michael Laudrup, som dybest set aldrig har passet med den store verden. Den mistanke kan man godt få. Han er både beskeden og sky af natur, og det har givetvis kostet kampe at nå frem til den hårdhed og grundliggende selvtillid, som naturligt kræves af en stjerne af hans karat. Han har blandt andet lagt et ægteskab bag sig, og han har en søn i Danmark. Det snakker vi nu ikke så meget om. Hans urørligheds-zone er tydelig, og den er stor, og den slags må respekteres.

Michael Laudrup er virkelig en mand, der vil have sit privatliv i fred. Men han virker glad. På ingen måde træt ved udsigten til en ny sæson i en kuffert. Og han virker, som om han har fundet sin egen balance. Blandt andet fortæller han, hvor meget han gør for at holde kontakten ved lige til de mange venner i Danmark. Det vil han gøre, så det gør han.

Og han fortæller om, hvordan han vælger at leve sideløbende med fodbolden. Det kan ikke nytte, at disse mange år ude blot skal overstås. Selvfølgelig er disciplinen streng, og seriøsiteten må aldrig kunne anfægtes. Men der er også huller ind imellem, og dem udnytter Michael Laudrup helt bevidst.

Han er heller hverken genert eller undskyldende overfor sin indiskutable stjernestatus. Han protesterer ikke over en betegnelse som verdens bedste fodboldspiller. Til gengæld går han ikke særligt behjertet ind i diskusionen om sig selv som kunstner. Intellektualiseringen af hans virke, som blandt andet Tor Nørretranders bog var og Jørgen Leths kommende film muligvis er eksempler på, forholder han sig yderst afdæmpet til. Han kender sit værd, men han har tydeligt også fundet sin egen balance i forhold til positionen:

"Man bliver nødt til at sætte tingene i relief Selvfølgelig er fodbold vigtigt i mit liv. Men det er stadig kun fodbold, og det er kun en periode. Jeg går nøjagtigt så meget op i det, det skal være, men det går ikke at tro, at det er det vigtigste i verden. Selvom det måske er det for mange af tilskuerne. For hvis du begynder at tænke ligesom dem, så ligger det jo snublende nær, at du så selv må være en af de vigtigste personer, der findes. Og det kan ikke nytte noget."

Den holdning er også en del af Michael Laudrups langsomme indflyvning til en 'anden og mere anonym tilværelse. Bagefter har altid været en meget nærværende størrelse for ham, og den fylder naturligvis ikke mindre med årene. Han har gjort sig adskillige tanker.


"Det er svært at gennemskue helt. Jeg har kendt mange spillere, hvor jeg sagde, 'Han får det svært med at holde, og han gør ikke', og så er det gået lige omvendt. Vi ved ikke, mens vi spiller, hvordan vi vil reagere bagefter. Nu vi ikke længere er så vigtige. Jeg ved præcis, hvad jeg vil glæde mig til, men jeg ved ikke, hvad jeg vil savne.

Jeg har altid brugt Morten Olsen som eksempel. Jeg kan huske et interview med ham, jeg tror, det var fra '84. Før han blev det helt store på landsholdet. Nu overvejede han altså også at stoppe efter EM. Og så tog han fem år til. Et-et-et-et-et. Sådan vil jeg ikke ende. Altså, han endte jo godt, han endte på toppen, men sådan vil jeg ikke. For er du startet som 18-årig og slutter som 39-årig i den her verden, så bliver det næsten for svært at komme tilbage og leve i en anden.

Jeg væddede allerede dengang på, at han ville blive træner. Han måtte fortsætte. Det er hans liv, simpelthen. Sådan er det bare. Og jeg tror, han vil være træner femten år endnu. Det er hans liv. Men det er ikke mit liv. Jeg vil ikke være træner.

Du fortsætter nøjagtigt det samme liv, træningslejre, rejser, væk fra familien, derhen og derhen. Det gider jeg ikke. Nu slutter jeg sandsynligvis som 32-årig, og så mener jeg stadig, at tiden er til at starte noget helt nyt. For jeg føler mig jo stadigvæk ung.

Jeg har fulgt rimeligt godt med i Danmark. Men hvis jeg blev ude så længe, så tror jeg slet ikke, at jeg ville kunne vende hjem. Og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det, jeg ville.

Nu kan du se, der er så mange, der bliver ude. Mølby gør, Jesper gør, Arnesen, Lerby. Men jeg vil hjem og bo i Danmark. Det har jeg altid sagt. Det vil jeg stadig.


Tankevækkende er det 
så til gengæld, at Michael Laudrup blandt andet har ladet sin meget gennemtænkte beslutnin påvirke af de danske regler for Old Boys-fodbold.

"Der er jo den der med, at man kunne tage hjem og spille i  Superligaen. Men hvis man gør det med den indstilling, at det er  for at trappe ned, så er fiaskoen helt sikkert hjemme. Fodbold er blevet meget hårdere fysisk, og hvis jeg kom hjem, så ville det i hver eneste kamp være sådan, at ham, der spillede overfor mig, skulle vise, hvad han kunne."

Jeg har set det med Preben, og jeg har set det med Berggren. Og det er en af de ting, jeg absolut ikke kan forstå ved danskerne. De står og jubler over de spillere på landsholdet. Så kommer de hjem efter at have vist flaget i mange år i udlandet, og så bliver de svinet til alle steder. 'Gamle fjols, læg dog støvlerne på hylden' og så videre. Og det kan ikke være rigtigt. Det er simpelthen mangel på respekt. Sådan bliver man sgu ikke behandlet i Italien eller her. Der er meget respekt for gamle spillere.

Det, synes jeg, virkelig er synd. Så det er helt ude. Helt væk. Odds' ene, for at det vil blive sådan, er simpelthen for store. Jeg vil aldrig kunne leve op til det, og det vil jeg simpelthen ikke udsætte mig selv for. Det kan jeg ikke se, at der

skulle være nogen grund til. Men jeg kan heller ikke tage hjem, når jeg er 30. For jeg kan først begynde at spille Old Boys, når jeg er 33. Og jeg kan ikke gå tre år uden at spille fodbold.

Jeg vil jo fortsætte med at spille. Så hvis jeg kommer hjem som 32-årig, så kan vi bygge hus og få alting i orden, og så passer det. Og på det tidspunkt skal min ældste søn, som bor i Danmark, også begynde i skolen. Det er en alder, hvor der kommer utroligt mange vigtige ting ind i billedet. Så skal jeg være der."

Så regnestykket er enkelt nok. Denne nye sæson, og så to til. Og så hjem.


Spørgsmålet er blot, hvor de sidste to sæsoner skal spilles. Kontrakten udløber næste sommer, og tovtrækkeriet er allerede i gang. For eksempel foresvæver det så bestemt, at Laudrup tidligere har udelukket Real Madrid på grund af den store rivalisering de to klubber imellem.

Men uha nej, det gør han skam ikke denne aften. Alt kan i og for sig ske, det bliver bare Spanien eller Portugal.

Laudrup ved endnu intet, og kan intet udelukke. Kun med et stort grin kan han bekræfte, at det selvfølgelig ikke gør situationen værre, at ærkerivalerne fra Real Madrid har vist interesse for hans person.

Cruyffs barske melding på den næste dags pressemøde tyder så omvendt på, at han også så småt har startet sin pression. Bortset fra, at han er kendt for den slags udtalelser.

Men ham kan man dårligt spørge.

På dette tidspunkt er klokken blevet kvart over elleve, og træneren sidder sammen med fire-fem andre og ser voldsfilm inde i tv-rummet.

De må godt, og de vil næppe forstyrres.

For Michael Laudrup gælder det mest om at liste i seng, uden at den store mester opdager, at tiden er overskredet med et kvarter.

Næste dag venter der flere løbeture i regnvejr, og så en træningskamp om aftenen. Men disciplin er disciplin, og sådan en størrelse skal holdes. Det mener Cruyff meget mere i dag, end dengang han selv spillede fodbold.

Det er sådam nogle ting, Michael Laudrup nøjes med at iagttage med en egen tavs ironi. Offentlige skænderier gider han ikke bringe det til.

Og så lister han i seng. Jeg takker ham endnu engang, fordi han gad være med, men han slår det hen. "Åhh, det var da så lidt", siger han. Det lyder, som om han mener det. Der var bare ingen grund til ligefrem at opsøge det.

Fjorten dage senere opsøger Michael Laudrup mig alligevel. For første gang i hele forløbet. Telefonisk og efter deadline med meldingen, "jeg spiller igen'.


" .... men du behøver vel ikke lave så meget om. Det meste af det står jo stadig ved magt. Men selvfølgelig, jeg sagde til dig, at jeg ikke passede ind på holdet. Så må jeg bare sige nu, at jeg håber, jeg tager fejl. Men jeg ville ikke stå om tre år med et hvis og et hvis. Tingene ændrer sig bare hele tiden. Jeg vidste jo ikke noget, da vi snakkede sammen. Og hvis jeg var blevet interviewet for et år siden, havde jeg siddet og peget på det og det hold, som spillede godt."

"Det kan man ikke i dag, og nu må tiden så vise, om det er en tendens eller bare en flygtig overgang i spillet. Og jeg har ambitioner på det område. Selvfølgelig er jeg kun en spiller, men jeg håber folk vil kunne se forskel, når jeg kommer tilbage."

"Danmark fik en masse respekt, da vi vandt EM, men allerede nu er det som om, at vi er ved at blive pillet lidt ned igen."

"Det er det, jeg hører og det, jeg kan læse. 'Ja, de var heldige, de kæmper også meget godt, men de er ikke dygtige.' Og det er synd, og sådan var det ikke i '84 og '86, og dengang vandt vi ikke engang. Det har også indvirket på beslutningen, og der var ikke andet at gøre end at prøve det."

Michael Laudrup vil ikke sige, hvem der tog kontakt med hvem. Ingen skal stå med flaget i hånden, og ingen skal komme krybende. Han vil dog godt sige, at han havde en hel del spørgsmål, som skulle besvares, før han besluttede sig. Om sin egen rolle, om spillet og så videre.

Men indholdet og svarene skal blive mellem ham selv og landstræneren.

Han fortæller, "at de har naget ham'. Spørgsmålene, altså. Og til sidst var der ikke andet at gøre, end at søge svar. Og det måtte ske  på landsholdet.  Som den sidste store udfordring til ham selv. Og den sidste store gestus til sit land. Før han kommer hjem for alvor. T il det andet liv .

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Portræt og Landsholdet