Et slag på venstre ben, et slag på hver skulder og et på hver kind. Blikket er seriøst, nærmest aggressivt, og vejtrækningen er hurtig. Daniel Wagner mimer et par opmuntringsord til sig selv og slår armene op over hovedet som for at gejle publikum op. Det er ved de Paralympiske Lege i Rio i 2016, og finalen i længdespring for de overbensamputerede er i gang.
Kroppen er let foroverbøjet, og han sætter fremad med et hop. Han er i spurt, og højre ben svinger om kap med den C-formede kulfiberprotese i et hastigt fremadrettet tempo. Farten intensiverer, og lige inden den hvide linje ryger ansigtet i vejret, og han sætter af med en kraftanstrengelse. I luften skyder han brystet frem, armene ud til siden, og da sandet nærmer sig fra neden, ryger arme og ben fremad.
Han lander hårdt og laver en enkelt siderulning, inden han let rejser sig og går ud mod tilskuerne. Blikket er spændt rettet over på dommerne, der viser, at han netop har hoppet 6,57 meter. Med et skævt smil klapper han ud mod publikum, inden han slår armene ud til siden i en form for nærmest undskyldende gestus. Daniel Wagner havde sat næsen op efter mere end bronze.
Fra ben til protese
