Foto: Rafa Alvarez & Getty Images

Farlige forbindelser: Ronaldo og Inter ripper op i italienske fodboldsår

Den store italienske fodboldskandale ”Calciopoli” er på papiret et overstået kapitel, men i virkelighedens verden lever den videre i form af et uafsluttet regnskab mellem storklubberne Juventus og Inter. Espen Uldal genopfrisker skandalen, som en bitter træner og en tyk Ronaldo på ny har vakt til live.

Den gamle målræv fylder jakkesættet godt ud. 

Han sveder, og hans åbentstående, grå skjorte vil næppe skabe ny herremode i Italien, men er nok mere en konsekvens af de lidt for mange kilo mellem skjorteknapperne og deres tilhørende huller.

Ronaldo – eller ”Tykke Ronaldo”, som han kaldes i folkemunde, når man skal forklare, at der er tale om den brasilianske udgave og ikke hans mere veltrimmede portugisiske navnebror – er til fest i sin gamle hjemby, Milano, for at fejre fodboldklubben Inter, der denne fredag, den 9. marts 2018, fylder 110 år.

Han stiller sig op foran pressen og gør klar til at levere en tale, der skal ryge direkte på næste dags forside af byens store sportsavis, La Gazetta dello Sport.

To dage forinden har rivalerne fra Juventus i Torino spillet sig i kvartfinalen i Champions League ved at slå Tottenham ud efter to opgør, hvor briterne ellers spillede det flotteste fodbold, men hvor italienerne på tre gyldne minutter slog til med en kynisk sejrsvilje – og måske lidt mere end det, antydede Tottenhams træner på pressemødet efter kampen.

”Der var to kampe i én, den på banen og den udenfor,” sagde en bitter Mauricio Pochettino og fortalte om, hvordan både direktører og spillere fra Juventus havde konfronteret kampens dommer i spillertunnelen i pausen og protesteret over, at dommeren havde undladt at fløjte for et straffespark i første halvleg.

”Juventus er vant til at vinde og vant til at lægge pres på dommeren. Det er en klub med en kultur, hvor alle kneb gælder for at hjælpe holdet,” sagde Pochettino og gjorde sig dermed til talsmand for en mangeårig konspirationsteori mod Juventus, der er beskyldt for at have en iøjnefaldende tendens til at vinde mange kampe med lidt hjælp fra dommerstanden.

Det er samme bål, som en let prustende Ronaldo er parat til at hælde yderligere benzin på i forbindelse med fødselsdagsfesten i Milano:

”Da jeg spillede for Inter, var det ikke nok at spille godt og vinde kampe. Vi sloges mod et korrupt system og fik det afviklet. Vi havde fortjent at vinde flere titler, end vi gjorde,” siger han.

I Inter er Ronaldo en levende legende, og i en tid, hvor Juventus kan vinde sit syvende mesterskab på stribe og har europæisk succes, mens Inter er en skygge af tidligere tiders storhed og i denne sæson end ikke har kvalificeret sig til de europæiske turneringer, vækker sådanne ord genklang hos mange frustrerede milanesere. Det viser sig også på forsiden af næste dags La Gazzetta dello Sport:

”Inter og giftigheder: Ronaldo ripper op i Calciopoli-kontroversen.”

Dermed er den store italienske fodbold- og dommerskandale, “Calciopoli”, atter vakt til live. Skandalens udspring ligger efterhånden mere end et årti tilbage i tiden, men i rivaliseringen mellem de to norditalienske storbyer, Torino i regionen Piemonte og Milano i Lombardiet, lever skandalen videre som et uafsluttet regnskab.

Det hele begyndte om morgenen den 2. maj 2006 – flere år efter at Ronaldo var skiftet til Real Madrid.

Den dag ramte fodboldskandalen Serie A som et lyn fra en klar himmel. La Gazzetta dello Sport og Italiens anden store sportsavis, Corriere dello Sport, kunne afsløre, at en række italienske fodboldklubber havde opereret i et hemmeligt netværk, der også inkluderede over 100 fodbolddommere og nøglepersoner i flere af italiensk fodbolds ledende organisationer.

Den napolitanske statsanklager havde overvåget netværket siden 2004 og foretaget flere end 100.000 telefonaflytninger, som nu blev offentliggjort – eller rettere de fleste af dem.

Det kom frem, at den italienske dommerkomités to dommerfordelere, Paolo Bergamo og Pierluigi Pairetto, i samarbejde med klubber som Juventus, Milan, Lazio og Fiorentina, i al fortrolighed udvalgte dommere og linjedommere til bestemte kampe, sådan at de involverede klubber fik de mest venligtsindede opmænd, og dette komplot fungerede med velsignelse fra formanden for det italienske fodboldforbund, Franco Carraro, og hans vicepræsident.

Badet i lyset fra tv-stationernes videokameraer og avisfotografernes blitzlys trådte den ene efter den anden af disse hovedpersoner tilbage i løbet af kort tid, mens de med undvigende blikke flygtede fra forargede politikere, rasende fans og frådende medier og forsikrede deres egen uskyld.

Manden, der styrede det hele, skulle ifølge medierne være Juventus’ magtfulde sportsdirektør, Luciano Moggi. Blot 12 dage efter skandalen var kommet frem, vandt Juventus sit 29. mesterskab, og i samme moment afskedigede Juventus’ bestyrelse Moggi og hele klubbens daglige ledelse, inklusive administrerende direktør Antonio Giraudo.

Moggi fik lov til selv at sige op på direkte tv, mens et Juventushold bestående af verdensstjerner som Zlatan Ibrahimovic, Patrick Vieira, Gianluigi Buffon og Allesandro Del Piero kun forsigtigt jublede over mesterskabet.

Der havde været jævnlige skandaler i Serie A siden 1930’erne, men forbundet havde altid løst problemerne inden for egne rækker, og der ville nok have været mange flere, hvis ikke forbundslederne ofte havde anvendt den løsningsmodel, at hvis alt for mange havde overtrådt reglerne, var det nemmere at ændre lovene således, at dét, der før var ulovligt, nu var lovligt, hvormed der ikke længere var nogen, der havde gjort sig skyldig i noget. Alt sammen meget italiensk.

Først var der en masse fagter og anklager. Derefter fulgte en masse fagter og tilgivelse. Calciopoli-sagen markerede et brud med den praksis.

Da Franco Carraro havde trukket sig som forbundets formand, dels på grund af sin egen tvivlsomme rolle i sagen, og dels fordi han havde en fortid som direktør i skandale-implicerede A.C. Milan, blev Guido Rossi hasteudnævnt som ny formand.

Hans job var samtidig at lede den sportsdomstol, der skulle undersøge skandalen, inden den civile domstol tog over.

Dette skulle vise sig at have en meget stor betydning for den videre udvikling.

Mens den civile domstol arbejder langsomt og kun kan dømme ud fra et eksisterende bevismateriale, kan sportsdomstolen hurtigt afgive domme uden af skulle fremlægge beviser eller på anden måde gøre rede for sine beslutninger, og da det italienske landshold – med seks Juventusspillere på holdet – vendte hjem som verdensmestre, var Rossi klar med sine strafudmålinger.

Verdenspressen og hele Italien så rystede til, mens sportsdomstolen sendte Juventus ned i Serie B og fratog klubben dens to seneste mesterskaber, som ifølge dommen var blevet vundet på usportslig vis.

Rossi tildelte i stedet Inter scudetto’en for 2005-2006, mens der ikke var nogen, som fik titlen for 2004-2005. Milan blev trukket otte point og måtte nøjes med en tredjeplads, mens Lazio og Fiorentina også fik frataget topplaceringer.

Grundet Italiens langsommelige retssystem havde Inter med forstærkning fra Vieira og Ibrahimovic, der begge forlod Juventus efter tvangsdegraderingen, nået at sikre sig mesterskabet 2006-2007, mens Juventus – stadig med klubloyale Buffon og Del Piero på holdet – havde vundet den næstbedste række og spillet sig tilbage i Serie A, inden den civile domstol var kommet i gang med de mere personligt rettede tiltaler.

Den offentlige anklager gik i første omgang efter at knække dommerne, som de anså for netværkets svageste led.

 

En strategi, som formentlig baserede sig på en vurdering af det pres, italienske dommere altid er udsat for i offentligheden.

”I Italien er vi besat af dommerafgørelser og fodbolddommere i meget højere grad end i andre lande,” forklarer den milanesiske fodboldjournalist Gabriele Marcotti, som i dag arbejder for sportskonglomeratet ESPN og Time Magazine.

”Vi bruger så megen tid på at tale om fodbolddommere i Italien, at vi har skabt en usund besættelse. Det er nærmest blevet et politisk spørgsmål, og det er næppe et tilfælde, at klubberne konsekvent gennem de seneste 60 år har klaget over de dommere, de fik. Enten har holdene krævet en bedre dommer, eller også har de ment, at dommeren var partisk,” siger Marcotti.

I 2004 gik fodboldforbundet – på grund af de mange klager fra klubberne – væk fra at fordele dommerne gennem almen lodtrækning. I stedet skabtes et system, hvor to dommerchefer inddelte sæsonens kampe i tre sværhedsgrader.

Derefter allokerede de dommere til de tre kategorier, og først da blev dommerne fordelt på kampene ved lodtrækning. Den ene dommerchef var valgt af en gruppe af hold anført af Juventus og Milan, mens den anden dommerchef blev valgt af Roma, Inter og en gruppe af mindre hold. 

”Man gjorde tingene så komplicerede som muligt. Naturligvis var der stadig tvivl og mistænksomhed blandt klubberne, og nogle mente, at disse lodtrækninger var aftalt på forhånd,” siger Marcotti.

Men hvis anklagemyndigheden i Calciopoli-sagen havde håbet, at dommerstandens generelt dårlige ry skulle få de implicerede dommere til at bryde sammen, blev den skuffet. I det hele taget var der ikke nogen, der talte, og det eneste bevismateriale, som kunne bruges, var de mange tusinde telefonsamtaler med de hovedmistænkte, som var blevet optaget imellem 2004 og 2006.

For Luciano Moggi havde mobiltelefonen været det vigtigste arbejdsredskab, men den skulle også blive hans akilleshæl.

Sportsdirektøren i Juventus havde længe haft mistanke om, at hans otte telefoner blev aflyttet, så han sendte betroede folk til Schweiz, Lichtenstein og Slovenien for at skaffe udenlandske SIM-kort, som ikke kunne aflyttes i Italien.

Troede han. Men det kunne de nu alligevel, og en gennemgang af det endelige anklageskrift mod Moggi kunne fortælle, at han i perioden mellem 2004 og 2006 havde uddelt udenlandske SIM-kort til blandt andre chefdommerne og syv Serie A-dommere, hvoraf flere senere blev idømt langvarige karantæner.

Den 6. november 2004 tabte Juventus en kamp på udebane mod Reggina på grund af en fejldom. Det var jo ikke lige meningen. I dommernes omklædningsrum efter kampen observerede øjenvidner, hvordan Moggi rasede over dommertrioen og blandt andet råbte:

”I er en absolut skændsel, at I ikke dømmer det straffespark, hvad bilder I jer ind?”

I en senere telefonsamtale pralede Moggi med, at han lukkede dommeren og linjemændene inde på toilettet og tog nøglerne med i lufthavnen.

Moggis kollegaer i andre klubber kunne nu også spille det beskidte spil. Leonardo Meani var ansat i A.C. Milan og havde udelukkende til opgave at skræmme dommere, og han modtog senere en af de hårdeste domme, der blev givet i sagen.

På en aflytning kunne han høres skælde en linjedommer ud, så selv en garvet mafiosio ville være imponeret:

”Når Milan er på banen, så holder du dit flag nede, med mindre bolden er på den anden banehalvdel. Ellers hugger vi hovedet af dig.”

Brødrene Della Valle, som stadig ejer Fiorentina, havde længe gjort sig til talsmænd for en idealistisk reform af dommerfordelingen, men under retssagen kunne anklagerne afspille samtaler, hvori brødrene lovede en af chefdommerne, at de fremover nok skulle ”spille med efter de uskrevne regler”, hvis han kunne få sine dommere til at redde Fiorentina fra nedrykning, hvilket i øvrigt lykkedes.

”I 2005 var der en meget giftig atmosfære i hele Serie A,” konstaterer Gabriele Marcotti.

Giftighederne rakte også ind i Inter, skulle senere undersøgelser vise, men når Euroman spørger Marcotti til netop Inters rolle i optakten til Calciopoli-skandalen, får den ellers velorienterede journalist pludselig problemer med at huske detaljerne.

Selv nu, snart 12 år senere, kan den fulde sandhed om Italiens største fodboldskandale være en udfordring at tilegne sig, især hvis man kommer fra Milano.

”Jeg fulgte ikke retssagerne så nøje til sidst, men hvis Inter prøvede at snyde, så var det ikke noget, de var særlig gode til. Jeg finder det svært at tro, at en klub kunne præge Calciopoli i en sådan grad, selv om de sikkert også havde begået deres fejl,” siger han dog.

Den eneste gang, Inter var blevet nævnt i sammenhæng med Calciopoli, var, da klubben blev tildelt Juventus’ mesterskabstitel for 2005-2006, fordi de var den ”ærlige” topklub. Men der er stærke indikationer på, at personer i og omkring Inter kan være dem, der lækkede de allerførste telefonoptagelser – der rettede sig mod især Juventus – til sportsaviserne og dermed fik skandalen til at rulle.

Manden, der tildelte Inter titlen, var som tidligere nævnt forbundspræsident Guido Rossi.

Nu bliver det speget.

Samme Rossi havde nemlig været direktør i Inter fra 1995 til 1999 og var en nær ven af Inters almægtige ejer, Massimo Moratti.

Efter Rossi havde været med til at degradere Juventus til Serie B, trak han sig fra posten i forbundet og blev umiddelbart efter direktør i Telecom Italia (TIM), hvor Moratti og ejeren af La Gazzetta dello Sport, der havde modtaget og afsløret de første aflytninger, var bestyrelsesmedlemmer.

Samme avisejer, Carlo Buora, havde i øvrigt tidligere været vicepræsident i Inter. En anden interessant mand var Marco Tronchetti Provera. Han var den næststørste aktionær i Inter efter Moratti, og så ejede han dækfirmaet Pirelli, der igen ejede TIM, og som den dag i dag er Inters trøjesponsor.

Dette personnetværk omkring Inter, La Gazzetta dello Sport, TIM og Pirelli havde både midlerne og interessen i at sende primært Juventus, men også flere andre konkurrenter ud i mørket.

Det kan lyde som en lige lovlig fantasifuld konspirationsteori, men chefefterforsker Stefano Palazzi, der i 2008 blev sat til at samle de sidste brikker i Calciopoli og lukke sagen, blotlagde metodisk Inters centrale rolle i skandalen ved hjælp af bevismateriale, der havde været ”forlagt” siden skandalens begyndelse. Der var tale om belastende telefonsamtaler mellem Inter-direktør Moratti og de to dommerfordelere, ligesom der var beviser for hemmelige møder og middage mellem Inters ledelse, fremtrædende dommere og højtstående medlemmer af fodboldforbundet.

I 2011, efter fem år med rettergang og appelsager, modtog Moggi fra Juventus sin endelige dom og blev udelukket fra fodbold på livstid. Han havde fra begyndelsen sagt, at ”enten er vi alle skyldige, eller også er vi alle uskyldige”, og det viste sig, at han skulle få mere end ret, da de øvrige domme og konklusioner blev offentliggjort.

Appeldomstolen fandt også Moratti fra Inter skyldig i sportslig svindel og yderligere en Inter-direktør skyldig i sportslig svindel af særlig grov karakter.

Hverken Moratti eller den anden direktør modtog dog nogen straf, da tidsfristen for en strafudmåling var forældet på grund af den langvarige retssag, men dommeren i sagen henstillede på det kraftigste til, at Inter afleverede Serie A-titlen fra 2006 tilbage til Juventus.

Dette var reelt en frifindelse af Juventus som klub, men dog ikke af Moggi som person, og det blev fastslået, at degraderingen til Serie B havde været en fejl.

Dermed var der vendt op og ned på mange af de almindeligt anerkendte skurke- og helteroller, men på det tidspunkt var offentlighedens interesse, især uden for Italien, allerede fuset ud, og Inter har lige siden – uden at møde nogen større forargelse – afvist at levere scudetto’en fra 2006 tilbage.

Inter skabte fornemme fodboldmæssige resultater i årene efter Calciopoli-sagen, men er nu, ligesom bysbørnene fra A.C. Milan, ejet af kinesiske investorer, og begge klubber kæmper med omfattende gæld og manglende, sportslige resultater.

Juventus, derimod, har efter tvangsdegraderingen kæmpet sig tilbage og er igen Italiens mest succesrige klub både i Serie A og i Europa. Men de nylige beskyldninger fra Mauricio Pochettino og den trinde Ronaldo viser, at Calciopoli – trods sagens endelige udfald – fortsat er et brændemærke på Juventus, og ikke en sæson er gået siden midten af 00’erne uden nye anklager mod klubben med den zebrastribede trøje, som ifølge dens konkurrenter og fjender er begunstiget af lidt for venlige dommerkendelser.

Det er næppe et tilfælde, at disse anklager som oftest kan spores tilbage til Inter-lejren. ■

LÆS MERE: Inter Milan fik trykt spillernes Instagram-brugernavne bag på trøjerne: Nu raser fansene på Twitter

LÆS MERE: Festen fes ud i fodboldbyen: ”Her bliver man født Liverpool-fan”

LÆS MERE: Klar til VM: 7 moderigtige fodboldtrøjer

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Italien