Kampen om DBU
Foto: fotokollage: Thomas Amby

Kampen om DBU

Spillet på direktionsgangen: Historien om magtkampene i DBU

Da det nye DBU kom til i 2014, skulle der morgenluft, moderne kultur og mere end middelmådige resultater på bordet. Men boldspilunionen endte i den ene kontroversielle sag efter den anden. Vi undersøger hvorfor.

Det er slide nummer tre ud af 31. DBU’s direktør Claus Bretton-Meyer er lige begyndt på sit diasshow til ni nye ansatte, og nu viser han en lang bogstavsrække på det nedrullede lærred. O-P-P-O-R-T-U-N-I-T-Y-I-S-N-O-W-H-E-R-E. Ud i lokalet spørger han, om der er nogen, som har et bud på, hvad der står.

En ung mand på bagerste række mener, at han har luret den, der kan stå “opportunity is now here”, og der kan stå “opportunity is no where”. Det er rigtigt, får han at vide, og forklaringen på den her test er, at man kan se på det samme, men opleve noget forskelligt.

På bordene ligger en DBU-kuglepen, en DBU-blok og en DBU-årsbog foran hver ny DBU-ansat. Nogle af dem sidder også med en DBU-kop. På den er der trykt sloganet ’En del af noget større’. Det første man ser i Fodboldens Hus – en grå bygning på DBU Allé 1 i Brøndby – er fodboldens hall of fame. hvor bl.a. Preben Elkjær, Allan Simonsen, Morten Olsen, Sepp Piontek, Michael Laudrup, Richard Møller Nielsen, Peter Schmeichel og andre fra dansk fodbolds storhedstid er med. Mødelokalerne er opkaldt efter de samme personer, og dias-showet foregår i Michael Laudrup-auditoriet.

Claus Bretton-Meyer trykker på sin fjernbetjenting og skifter til en deprimerende kurve over landsholdets placering på FIFAs verdensrangliste. Danmark er på en 51. plads - lige over Saudi-Arabien.

Claus Bretton-Meyer peger på billedet og siger, at nu er han ironisk, men at det vist er på tide at reagere. Og han trykker videre. Vi ser en svensk psykologs forandringsmodel. Det er noget med, at når man oplever ændringer, reagerer den menneskelige natur ved at afvise dem, inden den finder ud af, at det hele måske er godt nok. Modellen er blevet obligatorisk pensum, når man er ny i DBU i dag. Claus Bretton-Meyer viser den for alle, og han havde den med på sit første personalemøde i begyndelsen af 2014, da DBU var midt i et generationsskifte.

En ny formand blev valgt uden kamp, og generalsekretæren igennem 25 år, Jim Stjerne Hansen, blev efterfulgt af en administrerende direktør, der kom fra marketings- og tv-verdenen, og som ingen fodboldbaggrund havde. Claus Bretton-Meyers første og mest symbolske handling var at fyre den mangeårige kommunikationschef Lars Berendt. Der skulle ske noget nyt i dansk fodbold.

Det gamle DBU, som havde ry for at være både støvet, lukket og arrogant, skulle skiftes ud med et mere moderne og åbent DBU. Det nye DBU.

Den nye direktør blev ansigtet på forandringerne, og hans opgave var fra begyndelsen af få rettet op på økonomien og imaget. Men der gik ikke længe før ’Det nye DBU’ kom i sin første konflikt med landsholdsspillerne, og siden er DBU endt i en række forskellige ’møgsager’, som bl.a. Ekstra Bladet har døbt dem. Sager, Claus Bretton-Meyer selv kalder “støj”.

Generationsskiftet blev nemlig begyndelsen på det, der har udviklet sig til en kulturkamp i toppen af dansk fodbold. En kamp, der ikke handler om, hvorvidt man skal spille 4-3-3 eller 3-5-2, eller om Christian Eriksen burde have scoret noget mere und-er Morten Olsen. Men en kamp om, hvem der skal have magten, og hvad man vil bruge den til. Det er politik og big business - og en smule fodbold - i en verden, hvor millioner af kroner afhænger af stolpe ind eller stolpe ud.

Han holder i kø i ingenmandslandet mellem Brøndby og Rungsted. Myldretidstrafikken er så tæt, at Claus Bretton-Meyer og hans diesel-Volvo holder stille, triller, holder stille. Efter oplægget til de nye medarbejdere er han på vej hjem, og vil man tale med ham, passer det ofte bedst, når han sidder i sin bil. Køreturen er blevet en del af hans fortælling.

Da han blev ansat, var han på en 30.000 kilometer lang tur rundt i landet for at lære DBU og hele organisationen at kende. For at ”observere, lytte og lære”, som er en sætning, direktøren gentager internt i DBU, og som han også siger her i bilen. Alle er enige om, at der siden foråret 2014 er sket noget markant på DBU’s tæppebelagte, lange gange. En djøficering - eller en professionalisering, om man vil.

På et bestyrelsesmøde på Vejrø fik han f.eks. medlemmerne til at skrive DBU’s fokusområder på gule post-its. Det blev til 80 små sedler, der endte med at blive skåret ned til fire.

Modeller, teorier og strategier er indført, og oppe på førstesalen i DBU sidder Heidi Lüthje med sine 26 år i fodboldforbundet og kalder direktøren for ’teoretikeren’. Claus Bretton-Meyer ser ledelse som en disciplin, mener hun.
”Han kom ind, strømlignede og ser DBU som en rigtig virksomhed,” er en tidligere ansats betragtninger.

I køen på E47 i nordgående retning bruger direktøren ledelsesudtryk som ”speeder-bremse”, ”udefra og ind-tankegang”, og ”halo-effekt”, og han fortæller, at han er i gang med at gøre op med det hjemmelavede udtryk ’synsninger’ i fodbold. Altså at man synes noget, og så handler man efter det.

Et eksempel på magtforholdet omkring landsholdet – DBU’s hold – er den afbrudsramte OL-fodboldtrup fra 2016. Klubberne var ikke forpligtede til at sende spillerne til Brasilien, så hvorfor skulle de dog gøre det? Også selvom der sidder en hel nation, som endelig har fået et landshold med til noget, der minder om en rigtig slutrunde.

Sådan hænger det ikke sammen, mener Divisionsforeningens formand, der også er næstformand i DBU. Han hedder Thomas Christensen, og han afviser, af Divisionsforeningen ikke prioriterer landsholdet. Han siger, at selvfølgelig er der mange modstridende interesser, men alle vil gerne udvikle DBU og dansk fodbold. Han kalder det et skæbnefællesskab og en samhørighed.

Jyllands-Postens sportsredaktør, Troels Henriksen, ser det imidlertid sådan her:
”DBU er blevet voldsomt klemt og stærkt marginaliseret. Den nuværende ledelse har ikke formået at stå imod på samme måde, som Jim Stjerne Hansen formåede. Tidligere var det sådan, at det var DBU, der havde hånd i hanke med dansk fodbold, fordi Jim Stjerne Hansen fik gjort DBU så stor.

Det er Ikke DBU, der styrer dansk fodbold mere. Nu er det virkelig vendt rundt. Det er Divisionsforeningen, som styrer det hele. Den vil nægte totalt, at den er ligeglad med landsholdet, men det er konsekvensen af, at især FC København og de mest magtfulde klubfolk prioriterer klubfodbolden,” siger han.

Roen i DBU har ofte hængt sammen med, om ledelsen har kunnet holde styr på de to flanker og bevare den ’enhedsorganisation’, som DBU ifølge sine egne love skal være. Men det har været svært, selvom fodboldforbundet kun har to medlemmer.

Det er Foreningen af Lokalunioner, og så er det Divisionsforeningen. Det er de mange små klubber mod de få store. Bredden mod eliten. De to medlemmer har historisk haft mange opgør mod hinanden, og særligt i 1970’erne og 80’erne gik det voldsomt for sig, når det handlede om overgangen til betalt fodbold. Det dramatiske klimaks mellem de to medlemmer og deres modstridende interesser skete på repræsentantskabsmødet i 1991, da den daværende formands beretning blev nedstemt, inden han på scenen pakkede sin mappe sammen, forlod salen og ved en fejl under flugten kom til at tage den forkerte jakke i garderoben.

Og så, ud af ingenting, vandt landsholdet Europamesterskabet i 1992. I løbet af tre uger i Sverige blev DBU’s egenkapital fordoblet, og guldet gjorde Jim Stjerne Hansen og DBU stærk over for bestyrelsen og de to medlemmer. En vittighed går på, at det værste, der er sket for Divisionsforeningen, er, at landsholdet vandt EM. Det satte magtbalancen på plads. Op igennem 90’erne og 00’erne var ingen i tvivl om, hvem der styrede dansk fodbold, og hvilken retning det gik i. Men intet varer evigt.

På et pressemøde ugen efter ’dansk fodbolds 11. september’, som Morten Olsen kom til at kalde 0-4-nederlaget til Armenien i 2013, blev generalsekretærens og formandens afsked offentliggjort. Beslutningen om at stoppe som generalsekretær i DBU traf Jim Stjerne Hansen i maj 2013.

I forskellige medier var Jim Stjerne Hansen blevet kåret som den mest magtfulde person i dansk fodbold, og han oplevede, at det irriterede visse personer i bestyrelsen. Samtidig var Jesper Møller, DBU’s næstformand de seneste 10 år, ved at blive kørt i stilling som ny formand, og Jim Stjerne Hansen begyndte at mærke, at Jesper Møller ville have ham ud hurtigt.

Jim Stjerne Hansen blev ifølge Lars Berendt derefter for alvor kørt ud på et sidespor, og den 31. december 2013 sluttede 25 år som generalsekretær. Også selvom den nye direktør først ville begynde tre måneder senere. Men det skulle vise sig, at DBU ikke havde set det sidste til Jim Stjerne Hansen.

Da landsholdstruppen til venskabskampen mod Tyskland og senere Kasakhstan skal udtages i foråret 2017, går der rygter om, at landstræner Åge Hareide har en overraskelse. Kampen i juni skal markere 25-året for EM-guldet og være opvarmning til skæbne-kampen mod Kasakhstan nogle dage senere – en kvalifikationskamp, der skal vindes, hvis landsholdet skal med til den kommende VM-slutrunde. Claus Bretton-Meyer kommer ind i lokalet fem minutter før, pressemødet begynder. 

Han hilser på nogle af journalisterne. En fra TV2 spørger, om det er ham, der er landstrænerens overraskelse. Det er det ikke. Pressemødet begynder, og Åge Hareide og landsholdets pressechef Jacob Wadland stiller sig op foran et kæmpestort billede af en ’En for alle - alle for en’-tifo fra Parken. DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, står ovre i siden, og Claus Bretton-Meyer sætter sig bagerst i lokalet. Det tager 30 sekunder for Åge Hareide at liste de udtagede spillere op. Overraskelsen er, at 24-årige Lukas Lerager, der til daglig spiller i belgiske Zulte Waregem, vil blive skiftet ind i anden halvleg mod Tyskland.

Da det hele er færdigt, fortæller Claus Bretton-Meyer, at de har forsøgt at give pressemødet et nyt liv ved at rejse landstræneren og pressechefen op foran billedet af Parken. I gamle dage sad Lars Berendt, Jim Stjerne Hansen og Morten Olsen nemlig på en scene foran en hvid væg. Ændringen var overraskelsen. Men detaljen er alligevel sigende for den afstand, det nye DBU har lagt til det gamle DBU.

Efter Jim Stjerne Hansens afgang blev først den mangeårige kommunikationschef, Lars Berendt, fyret. Han var symbolet. Efter ham blev elitechefen, udviklingschefen og ni øvrige ansatte også afskediget. Da der var ryddet op, var det stort set kun Morten Olsen og assistenttræneren Peter Bonde tilbage af det gamle DBU. Og dem lagde Claus Bretton-Meyer sig ud med i Politiken en uge inden den vigtige EM-kvalifikationskamp i Serbien i efteråret 2014. I et efterhånden berømt interview blev den dengang nye direktør spurgt, om det var utænkeligt at fyre landstræneren. 

”Det er ikke utænkeligt at fyre nogen. Jeg kan blive fyret med en dags varsel, så det er ikke utænkeligt for nogen,” svarede Claus Bretton-Meyer.

Landets journalister tolkede det som en fyringstrussel mod Morten Olsen, og direktøren måtte krisehåndtere ved at gå i medierne og sige, at det aldrig havde været en overvejelse at fyre landstræneren.

”Morten er vores træner. Han er dygtig og arbejder med de ting, han skal,” sagde han dengang.

I dag siger Claus Bretton-Meyer:

”Den danske presse gjorde rigtig meget ud af, at vi var uvenner. Og vi skulle i hvert fald være det. Det var vi ikke, men der var nogle forhold, vi var uenige om. Surprise. Modsætningsforhold findes alle steder i livet. Morten havde gjort nogle ting i den regeringsperiode, hvor han havde været der, som jeg satte spørgsmåltegn ved.”

Men striden med landsholdet var kun lige begyndt. I februar 2015 blev den tydelig, da DBU afholdte Dansk Fodbold Awards. Uden Morten Olsen. En administrativ fejl var forklaringen. Men ifølge Lars Berendt havde Morten Olsen overfor DBU stillet sig til rådighed til arrangementet, og som den tidligere kommunikationschef siger:

”Midt i konflikten med landsholdsspillerne ville det have været et taktisk stærkt kort lige at minde spillerne og deres forhandler om, at landstræneren var en del af DBU, og at sammensætningen af landsholdet stadig lå hos DBU.”

ebruar blev også måneden, hvor landsholdsaftalerne strandede. Og så sendte Claus Bretton-Meyer et brev til alle spillere i landsholdets bruttotrup.
I brevet forklarede han, at DBU og Spillerforeningen ikke kunne blive enige, og at man ville forhandle direkte med hver enkelt spiller.

”Vi håber, at du har forståelse for ovenstående og fortsat ønsker at stå til rådighed for landsholdet på de vedlagte vilkår. Vi agter naturligvis at kreditere landsholdsspillerne offentligt for den forståelse, I med jeres tiltrædelse udviser for dansk fodbold som helhed. Vi skal bede dig underskrive og returnere vedlagte landsholdsaftale for perioden 2015-2018…” stod der.

Til sidst skrev Claus Bretton-Meyer:

”Det er rigtig vigtigt, at vi hører fra dig senest den 2. marts, da vi ellers er nødt til at se bort fra dig på landsholdet til kampene i første halvår af 2015.”
Spillerne nægtede at skrive under, de droppede Dansk Fodbold Awards, og Claus Bretton-Meyer og Jesper Møller færdiggjorde landsholdsaftalerne. Tidligere ansatte i DBU fortæller, at man i løbet af 2015 gik fra at have en relativ åben ledelse, til at beslutningerne blev truffet i en lille kreds af tre personer, Claus Bretton-Meyer, DBU’s næstkommanderende Kenneth Reeh og kommunikationschef Jakob Høyer.

Så snart landsholdsaftalen var underskrevet, strakte de sig langt for at holde indholdet ukendt for andre end dem selv. Mest for at befæste deres magt, men måske også ud fra en viden om, at aftalen hvilede på et – skulle det vise sig – tvivlsomt juridisk grundlag. I dag fortsætter deres nære samarbejde, og de tre chefer deltager i bestyrelsesmøder og møder i forretningsudvalget.

Uenigheden om landsholdsaftalerne endte i en voldgiftssag, som DBU tabte.
”Vi var kørt fast. Vi var nødt til at gøre det. Køre den voldgiftssag. Og det larmede. Det var pisseærgerligt, fordi vi burde jo være ret tæt på hinanden. Og det er der, jeg synes, tingene bliver komplicerede. Jeg anerkender spillernes ret til at organisere sig, no worries, men når der er en tredjepart (Spillerforeningen, red.) som skal synliggøre sin berettigelse, bliver det mere komplekst. Det er jeg nødt til at sige,” fortæller Claus Bretton-Meyer.

DBU mistede 3,5 millioner kroner på voldgiftssagen, og helt ind på gangene i Fodboldens Hus snakkede man om, om Claus Bretton-Meyer ville blive fyret. Spillerforeningen truede med at stævne DBU i en ny sag. Parterne indgik et forlig. William Kvist, Simon Kjær og Christian Eriksen var derefter på skift i medierne for at kritisere forholdene på landsholdet.

I foråret blev der ballade, fordi nogle af spillerne var utilfredse med DBU’s planlægning og chartrede et fly hjem fra VM-kvalifikationskampen i Rumænien. Det er, som om det aldrig stopper. Det sidste spørgsmål på pressemødet forud for Tyskland- og Kasakhstan-kampen gik på, om spillerne fløj hjem samlet.

’Managing in a fishbowl’ er en måde at se sportsledelse på. DBU er akvariet, og dernede bliver fodboldforbundet konstant vurderet og diskuteret og kan ses fra alle sider. I en tidligere virksomhed har Claus Bretton-Meyer været med til at afskedige 200 medarbejdere, og det var der intet medie, som interesserede sig for. Da han fyrede Lars Berendt, ryddede det forsiderne.

”Jeg er blevet overrasket over, hvor voldsom en reaktion der kommer over nogle ting, som man andre steder ikke vil tage så tungt. Og det illustrerer bare, hvordan kulturen ikke har været vant til at bevæge sig eller udvikle sig,” siger Claus Bretton-Meyer.

Inden pokalfinalen 25. maj mellem Brøndby og FCK omtaler Claus Bretton-Meyer i en samtale sig selv som en slags isbryder i den her fodboldverden. Da jeg senere ringer til ham og spørger ind til det, svarer han:

”Med 128 år på bagen har DBU en kultur med en lang række grundlæggende antagelser, som styrer meget af det, vi gør. Når der er øget krav til, at vi samarbejder med kommuner, det offentlige lægger pres på os, og sponsorer ikke er lige så lette at få i tale, som de har været før, handler det om, at vi skal tilpasse os til den omkringliggende virkelighed. Og en af måderne, man skal gøre det på, er også at arbejde aktivt med sin kultur. Det er noget af det, jeg gør. Jeg prøver at udfordre nogle af de ting i kulturen, vi er nødt til at lave om på. En isbryder kan virke brutal og frembrusende. Det er ikke meningen. Men det er klart, at hvis du ønsker, at folk skal ændre vaner, kan man åbne døren ind til et kontor og råbe: ”Godt, venner, nu tager vi telefonen med venstre hånd.” Men al erfaring siger, at det ikke kommer til at ske. Folk vil, fordi de har været vant til det, tage telefonen med højre hånd. Hvordan kan det være, at tilskuerantallet til landskampe er faldet siden 2010? Det samme gælder placeringen på verdensranglisten. Der har været en forsinkelse i reaktionsmønsteret, som må skyldes et eller andet. Og det er jo ikke dumme folk, der sidder i DBU. Men alligevel er der en kultur i DBU, som er, at det går nok over.”

En kritik, der er blevet gentaget siden 2014, er, at Claus Bretton-Meyer ikke ved noget om fodbold og den verden, han pludselig er havnet i. Han siger selv, at så kan han nogle andre ting, og at der er andre folk i DBU, som ved noget om fodbold. Siden han blev direktør i DBU, har der været et stort fokus på projekter som folkesundhed, integration og ligestilling.

Man har sagt højt, at nu tager man et samfundsansvar. Men i fodboldverdenen kan det være ligegyldigt, så længe A-landsholdet ikke kvalificerer sig til EM- eller VM-slutrunder. Claus Bretton-Meyer, Jesper Møller og hele DBU kan gøre alt rigtigt, men det, de bliver bedømt på, er, om vi er med, når 32 nationer mødes i Rusland i 2018. Og det er der kun en landstræner og nogle unge mænd, der kan gøre noget ved.

Da Sverige og Zlatan Ibrahimovic i 2015 ødelagde Danmarks chancer for at komme med til EM i 2016, betød det, at danskerne igen skulle overvære en slutrunde uden følelser. For Claus Bretton-Meyer betød det, at DBU gik glip af 80 millioner kroner og verdens bedste mulighed for at få gang i butikken igen.

Det er den slags, der gør fodbolden til et kompliceret sted at være. Her er der et paradoksalt forhold mellem det kommercielle og det følelsesmæssige. Selvom blot et minut af en Premier League-kamp koster over en million kroner i tv-rettigheder, og selvom klubber kan bruge tæt på en milliard på en spiller, er det stadig afgørende for identiteten, hvilken farve trøjer man spiller i, at stadionnavnet ikke bliver solgt til en sponsor, og at man ikke bliver lagt sammen med den rivaliserende naboklub, bare fordi man vil få flere penge i kassen. DR-journalisten og fodboldkommentatoreren Andreas Kraul forklarer det på den her måde:

”Fodbold er et højhastighedstog, der buldrer derud af. Samtidig er det også en verden, hvor man insisterer på at have de gamle stationer. Og så skal du prøve at vedligeholde sådan en stationsbygning fra 1800-tallet, mens et højhastighedstog kører forbi. Det er det, man skal prøve at navigere i. Det er en pissesvær opgave. Og den er heller ikke løst.”

Jesper Møller mellemlander i Københavns Lufthavn. Han har lige forladt Kasakhstan. Dagen før var han i Geneve, i dag skal han til Folkemødet på Bornholm og snakke menneskerettigheder med Amnesty, og i morgen flyver han til Polen for at se U21-landsholdets første kamp ved EM. Han er i det hele taget en travl mand, som flyver rundt til landskampe og UEFA- og FIFA-møder, og som indtil videre har nået at besøge op til 800 af landets 1.600 fodboldklubber.

Vi mødes på Clarion-hotellet i lufthavnen. Det første, han spørger om, er, hvem man holder med, og han vender øjnene mod himlen, hvis man siger Brøndby. Så bliver han påtaget alvorlig og siger, at han jo er neutral, selvom alle ved, at han er indædt AaB-fan.

Jesper Møller bliver beskrevet som en charmerende mand, der er god til at pleje netværket og kan have et ben i begge lejre. Han gik til valg på at ville decentralisere, og til repræsentantskabsmødet var han eneste opstillede kandidat.

Senere på valgdagen sendte Ritzau en nyhed ud med overskriften ’Ny DBU-formand: Jeg er åben, spontan og humoristisk’.

I foråret 2016 formulerede Jesper Møller et forslag, som han kaldte ’En fælles national sportslig vision’, og han vendte idéen med Claus Bretton-Meyer. Det var en plan, som ville sende kompetencer, magt og penge ud af DBU og hen til Divisionsforeningen og Foreningen af lokalunioner. Tilløbet var begyndt fire år tidligere, men nu skulle en aftale på plads.

Det, Jim Stjerne Hansen som det sidste havde advaret mod, inden han forlod forbundet, var ved at ske.

Aftalen blev kaldt den største strukturelle ændring i dansk fodbold i nyere tid. DBU’s bestyrelse var blevet enig om, hvordan den skulle se ud, og dermed var der lagt op til, at 2017 skulle blive et historisk år for nationalsporten. Aftalen blev døbt Eliteaftalen. Og den handlede om, hvem i dansk fodbold som skal have magten.

Om aftenen 29. december 2016 modtog medlem af DBU’s lovgruppe, Per Sjøqvist, pludselig en mail. I den var bl.a. et 14 sider langt dokument, som blev kaldt ’eliteaftalen’, og som han ikke havde set før. Lovgruppen er en enhed med tre uafhængige advokater og fire medlemmer, der laver lovforslag og rådgiver forbundet om fodboldens jura. Per Sjøqvist og de seks andre skulle inden 10. januar udarbejde en lovtekst baseret på eliteaftalen.

De skulle skrive en indstilling og gøre bestyrelsen opmærksom på punkter, som kunne stride mod UEFA- og FIFA-regler og andre retsregler. Tilbage i 2013 var lovgruppen blevet lovet, at den ville blive inddraget tidligt i processen, men nu havde den pludselig kun 12 dage til at komme med en gennemgang af det, der skulle blive kaldt den største strukturelle ændring i dansk fodbold i nyere tid.
Urimelig kort tid, mente Per Sjøqvist.

Men henover nytår og ferie blev lovteksten og indstillingen lavet. På et møde i februar havde lovgruppen bedt Jesper Møller, Claus Bretton-Meyer eller Kenneth Reeh om at dukke op, men det kunne ikke lade sig gøre. I referatet fra mødet stod der til gengæld, at bestyrelsen var imod lovgruppens forslag, fordi det var for omfattende.

Per Sjøqvist havde aldrig oplevet noget lignende. DBU’s bestyrelse valgte at satse på et andet lovforslag fra en anden advokat - og i juni valgte man at nedlægge lovgruppen. 

Efterspil

I juni udkom Lars Berendts bog om hans 22 år i DBU. Heri skriver han, at DBU løj om hans fyring. ”DBU ville udsende en pressemeddelelse, som de bad mig læse igennem. Dens indhold var ikke i overensstemmelse med sandheden. Der stod bl.a., at Claus Bretton-Meyer og jeg skulle have holdt møder om min fremtid i organisationen, og at han på den baggrund var kommet til den konklusion, at DBU ikke kunne indfri mine ambitioner samt, at parterne var enige om fratrædelsen,” fortæller han i bogen. Pressemeddelelsen blev ikke udsendt.

Eliteaftalen skulle til afstemning på DBU’s repræsentantskabsmøde på Comwell-hotellet i Korsør i begyndelsen af marts i år. Ifølge én måde at se eliteaftalen på vil den udhule DBU, som udelukkende vil komme til at administrere dansk landsholdsfodbold for begge køn - og en kantine i Fodboldens Hus, som der sarkastisk bemærkes.

Desuden vil aftalen sende magten ud til Divisionsforeningen, hvor flere klubber er ejet af udenlandske rigmænd, den strider mod overenskomsten med spillerne, og så overtræder den også nogle vigtige UEFA- og FIFA-regler.
Ifølge en anden måde at se aftalen på vil den bringe kompetencer ud til klubberne, som er dér, opgaverne løses bedst. Den vil skabe sammenhængskraft i dansk fodbold, den vil efterligne, hvordan man gør ude i Europa, den strider ikke mod nogen overenskomst, og den overtræder ikke UEFA- og FIFA-regler.

En uge inden mødet skrev Per Sjøqvist et åbent brev til bestyrelsen, til repræsentantskabet og til medierne. I det stod blandt andet:

”Eliteaftalen, der er blevet til i en lille lukket kreds, uden professionelt input fra DBU’s lovgruppe, uden en bred og offentlig høring og uden en åben demokratisk debat, indebærer, at stort set alle lovgivningsmæssige og administrative kompetencer og al økonomi i relation til herreelitefodbold overdrages fra DBU til Divisionsforeningen, hvis bestyrelse herefter bliver enerådende i alle væsentlige lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske forhold.”

To dage senere og tættere på repræsentantskabsmødet landede et nyt åbent brev hos medlemmerne og medierne.

Denne gang var det Jim Stjerne Hansen, som blandede sig.

Han havde fået opkald fra nogle af breddens folk, som fortalte, at de ikke turde stemme mod forslaget, for så – havde de fået at vide – ville de ikke være til stede året efter. Andre ringede til Jim Stjerne Hansen og sagde, at de ikke anede, hvad de skulle stemme om. En anden fortæller om en klub, som havde besluttet sig for at stemme imod, men da den hørte, at det ville foregå med en åben afstemning, skiftede den mening og var pludselig for aftalen.

Jesper Møller siger, at det er påstande, og at han ikke kan genkende den udlægning. Han mener, at den åbne afstemning afspejler samfundet, og at man jo heller ikke ser lukkede afstemninger i Folketinget.

Per Sjøqvist siger, at ”det er helt, helt usædvanligt i enhver form for offentlig støttet foreningsaktivitet, at man ikke tillader en skriftlig afstemning om følsomme forslag”.

I sit åbne brev skrev Jim Stjerne Hansen:

”Jeg har efter mange og lange overvejelser besluttet at sende dette åbne brev til jer medlemmer af DBU’s repræsentantskab, da jeg ved samtaler med både divisionsklubrepræsentanter og repræsentanter fra breddeklubber på det seneste har kunnet konstatere, at processen med at holde repræsentanterne og klubberne orienteret om, hvad det var, der var under forberedelse og målet med forhandlingerne omkring aftalerne, har været overraskende mangelfuld. Det er overraskende fra en organisation, som ellers bryster sig med at hylde principperne om åbenhed, gennemskuelighed, demokrati og good governance.”

Både Per Sjøqvist og Jim Stjerne Hansen mener, at eliteaftalen er født på ryggen af en hård, intern kritik fra både eliten og bredden af landsholdsaftalen fra 2015, der kom til at koste 3,5 millioner kroner.

”Og med det afsæt er eliteaftalen blevet, som den er. DBU abdicerer fuldstændig i forhold til enhver form for indflydelse på herreelitefodbolden i Danmark,” siger Per Sjøqvist.

Det afviser Jesper Møller.

”Alene den ro, der har været efterfølgende, bekræfter mig i, at vi har gjort det rigtige. Dem, der har været kritiske, har ikke været en del af hverken bestyrelsen eller repæsentantskabet. Og hverken Jim (Stjerne Hansen, red.) eje eller Pers (Sjøqvist, red.) holdninger kommer bag på mig,” siger han.

Lørdag den 4. marts var Jim Stjerne Hansen til stede hos DBU. Han var blevet inviteret, fordi han har DBU’s guldnål, og i overskriftsform havde han en tale klar. Men da han bad om ordet, fik han det ikke. Han havde ikke taleret, var beskeden. Vi følger lovene, var Jesper Møllers forklaring. Men i paragraf 12.2 står der, at dirigenten afgør alle spørgsmål om behandlingen og afstemningsmåder. Jim Stjerne Hansen kunne tale, hvis man havde givet ham lov. Senere på eftermiddagen skrev bt.dk: ”Tidligere DBU-boss fik mundkurv på.” Per Sjøqvist havde også tilbudt at komme og forklare lovgruppens perspektiv.

Men han var heller ikke velkommen.

Under afstemningen røg 136 grønne stykker papir i vejret. Ni stemte blankt. Kun én stemte imod. Claus Bretton-Meyer befæstede med aftalen sin position i DBU. Det har skabt mere ro end længe i organisationen, og økonomien er sund. Men har han sejret ad helvede til? Kritikere siger, er han med aftalen nu reelt er direktør for ingenting. Magten er væk. DBU’s image har under ham lidt stor skade. Folkets opbakning er lunken.

Og vigtigst af alt: Landsholdet, DBU’s vigtigste produkt, som Claus Bretton-Meyer fra første dag på kontorgangene satte sig for at styrke, ligger stadig som nummer 51 på verdensranglisten.

LÆS OGSÅ: Nadia Nadim hjem til Europa: Skifter til Englands bedste klub

LÆS OGSÅ: Alex Ferguson havde én regel, når det kom til unge spillere og deres biler

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold