Det startede godt med sejre til Mads Pedersen i Etoile de Bességes og Paris-Nice og en tredjeplads til Kasper Asgreen i Strade Bianche. Men i brostensklassikerne udeblev de store triumfer, og de danske ryttere levede ikke op til egne eller omgivelsernes monumentale forventninger.
Asgreen fandt ikke benene fra 2021 i Flandern. En ellers uhyre formstærk Mads P. var igen uheldig i Paris-Roubaix. Og Michael Valgren kunne ikke fortsætte takterne fra sit forrygende efterår 2020. At kalde foråret for skuffende er derfor på sin plads, men det skyldes udelukkende, at forventningerne til danskerne – med rette – er himmelhøje efter de senere års resultater. Heldigvis tog rytterne revanche senere på sæsonen.
Det er sjældent, at atleter taler ufiltreret, begavet og drømmende. Men det gør Mads Pedersen. Straks efter sit miserable Paris-Roubaix erklærede han, at målet var komme i gult under Tour-dagene i Danmark. Sådan gik det som bekendt ikke, men det var heller ikke det vigtige.
Mads Pedersen forstår nemlig, hvordan sportens verden og dens fans fungerer. Vi tænder ikke fjernsynet for at høre på afmålte bureaukraters tomgangssnak, men derimod for at drømme stort sammen med vores helte. Og hvis de så skuffer? Ja, så gør det sgu ikke så meget, for de forærede os stadig drømmen.
Mads Pedersens verbale tæft er en gave til danskerne – og så hjalp det selvfølgelig også, at han havde karrierens bedste og mest konstante sæson med utallige top 10-placeringer, etapesejren på 13. Tour-etape og sit sejrstogt gennem Vueltaen. Læs i øvrigt Euromans anmeldelse af Mads Pedersens nye biografi her.