”Ja! Vi var to mand, nordmanden Dag Otto Lauritzen og mig, der i 2000 skulle flyve over til en reunion i Cabo San Lucas i Mexico med vores gamle holdkammerater fra cykelholdet 7-Eleven. Vi skulle mellemlande i Los Angeles, men på vejen ind mod landingsbanen ryger vi ind i slipstrømmen fra en foranliggende flyver og bliver simpelthen kylet fuldstændigt rundt. Maskerne falder ud af panelet foroven. Ting, der står på bordene, vælter rundt.
Alt er kaotisk. Folk skriger, og jeg ved ikke hvad. Min kammerat og jeg griber ud efter hinandens arme. Jeg har taget mine sko af i løbet af turen, og jeg begynder så at fumle med at få dem på igen. Hvilket også lykkes mig i alt det her virvar. Heldigvis ender det hele godt, og piloten får os ned på jorden. Men folk får krisehjælp, og min kammerat og jeg er ligblege og siger ingenting til hinanden, før vi er kommet ud af flyet. Da vi sidder og sunder os, siger han så: ’Altså, vi ligger og vælter rundt i flyveren, og så begynder du at tage sko på?’ Og så sagde jeg til ham: ’Jamen, jeg havde bare en idé om, at hvis jeg skulle dø, så skulle det være med mine sko på.’”
”Mange gange, ha ha! Men for at tage et eksempel, der foregik for to år siden, så kommer vi tre mand kørende ad Strandvejen, helt oppe ved Helsingør. Vi kører på cykelstien, idet en bil, der kommer fra højre og skal dreje ud, kører frem og stopper på cykelstien, fordi der kommer en anden billist kørende. Han holder altså og blokerer stien, hvilket gør, at vi bliver tvunget ud på vejen for ikke at ramme ham. Jeg, som kører bagerst, når lige akkurat at undvige og tager samtidig fra på hans kølerhjelm med min højre hånd. Det tager han givetvis som en voldsom provokation.
Vi kører bare videre, eftersom vi jo ikke har gjort noget galt. Der går ikke mere end 10 sekunder, før han kommer farende bagfra og smider bilen op på cykelstien og blokerer vejen for os én gang til. Han sprinter ud af bilen og begynder at råbe: ’I skal kraftedeme ikke slå på min bil! Og hvis I rører den én gang til, så får I edderperkeme nogen på hovedet!’
Vi synes jo sådan set, at vi er fuldstændig uforskyldte. Den ene af mine kammerater, Brian Holm, siger så: ’Hvad sagde du? Hvis vi rører din bil igen, så får vi nogen på hovedet?’ Så går han hen og knalder hånden ned på kølerhjelmen og siger: ’Hvis der er nogen problemer, så kan du bare komme nu. Og slå til. Faktisk er jeg ret sikker på, at din kæreste derinde på forsædet er rimeligt flov over dig.’ Det resulterede så i, at den unge mand fortrak, satte sig ind i bilen og trillede slukøret videre.”
”Som ung rytter skulle jeg køre seksdagesløbet i Forum i København som par nummer syv sammen med Rolf Sørensen. Det var i 1987, og jeg gav et interview til en af formiddagsaviserne. Seksdagesløbet var kæmpestort på det tidspunkt. Jeg fik sagt et eller andet, lige præcis hvad husker jeg ikke, og dagen efter kom der en spiseseddel med et stort billede af mig og teksten: ’Nul sex!’ Først så jeg spisesedlen, læste teksten og tænkte: ’Stakkels ham,’ før det gik op for mig, at det var mig selv. Hvad fanden!”
”I 1986 var jeg skiftet til det italienske cykelhold Vini Ricordi, hvor jeg fik en holdkammerat ved navn Riccardo Magrini. Han var lidt af en spradebasse. På en træningslejr på den italienske riviera, mellem Alassio og Sanremo, bliver jeg indlogeret på et enkeltværelse, og en fredag, hvor jeg ér gået i seng, banker det pludselig på døren. Der står Riccardo i holdets træningsdragt og siger: ’På med tøjet, du skal lige med mig.’ Han er lidt ældre end mig, så jeg hopper i tøjet og går med.
Lige rundt om hjørnet ligger et diskotek, han mener, vi skal på. Han har vist været der før, ser det ud til, og begynder at bestille gin & tonics, og jeg ved ikke hvad. Jeg skulle dengang nærmest bare snuse til en ølkapsel for at blive bedugget, så efter et par drinks er jeg godt lakket til. Lige pludselig ser vi så vores sportsdirektør komme ind ad døren, og der bliver jeg simpelthen ædru på et splitsekund. Jeg risikerer at blive fyret. Heldigvis lykkes det mig at snige mig ud uden at blive opdaget.”
”Jeg har fem små ar på mit højre skinneben. De er fra et World Cup-stævne i banecykling i 1994 i Hyères i Frankrig, hvor jeg lå til at vinde guld. Jeg sad i et udbrud med en italiener, da han uheldigvis kom til at vælte mig ved en kørefejl. Min højre fod klikkede ikke ud af pedalen, idet jeg væltede den lange vej ned fra banen, så mit underben blev bøjet fuldstændig rundt. Da jeg kiggede ned, sad min hæl, der hvor mine tæer normalt er. Jeg blev kørt på hospitalet, hvor en læge fortalte mig, at mit ben sandsynligvis skulle skæres af fra knæet og ned. Det gjorde mig selvfølgelig meget nervøs, så jeg ringede hjem til en af mine venner, der dengang var læge for fodboldlandsholdet.
Han sagde helt tørt: ’Den franske læge har sandsynligvis ret, men nu sørger jeg for, at du bliver fløjet hjem. Og så kan vi skære det af herhjemme.’
Det var jo lidt en barsk besked at få. To døgn senere blev jeg opereret hjemme i Danmark på en helt speciel måde, hvor de borede huller ind i skinnebenet og med jernpinde – næsten som et Mikado-spil – fik drejet mit ben rundt og rettet op på tingene. De kunne ikke garantere, at det ville komme til at virke. Men den dag i har jeg jo mine ben. Det lykkedes mig også at komme tilbage på cyklen igen, men udover arrene på benet, gav det mig også ar på sjælen. Jeg fik en skræk for at styrte, der i mange år sad dybt i mig.”
”Åh, den er svær! De er sjove på hver deres måde. Jesper er ofte sjov, uden at han ved, at han er sjov. Det ligger helt naturligt til ham. Brian er ofte rigtigt, rigtigt sjov, men han er også godt klar over, når han siger noget sjovt. Jeg er tilbøjelig til at sige Jesper. Men de er begge to rigtigt gode kammerater, som jeg holder meget af.”
scroll-down
