Hvordan laver man et godt bryllupsindslag? Det ved Stig Rossen alt om

Vi har talt med Stig Rossen om, hvilke tanker han gør sig, når han skal optræde til et bryllup. 

Offentliggjort

Dette interview blev oprindeligt bragt under Euromans traditionsrige e-matrix i det fysiske magasin, hvor redaktionen giver deres uforbeholdne, ufuldstændige og uforudsigelige analyse af tidsåndens rastløshed.

Hvor mange bryllupper vil du anslå, du har optrådt til gennem tiden?

”Orgh, det ved jeg sgu ikke. Mange. Det er ikke så tit, jeg gør det, men hen over årene har der selvfølgelig været nogle gange. Prisen sætter sine begrænsninger. Jeg er ikke noget helt billigt bekendtskab. Jeg tager ikke ud og synger for 500 kroner. Så man skal altså betale det, det koster.” 

Hvad er din tilgang til det at optræde til bryllupper?

”Min opgave er at få det til at blive det indslag, som folk taler om bagefter. Det er det, de skal huske bedst. De skal selvfølgelig tale om maden, og at brudens far holdt en fin tale, men så skal de også sige: ’Og så kom Stig Rossen lige efter hovedretten og sang i 20 minutter, og man troede, det var løgn. Pludselig stod han dér og sang sine Disney-sange.’ Jeg vil gerne være the cherry on top.”

Kan du prøve at beskrive The Stig Rossen Experience?

”Der hviler et ansvar på én, når man kommer som udefrakommende ind i sådan et bryllupsforløb, så jeg har stor ydmyghed over for, at det skal afstemmes efter, hvilken fest det er, hvilken aldersgruppe, er der børn til stede og alt sådan noget. Derfor har jeg heller ikke bare ét bryllupsshow med seks-syv sange i repertoiret, og det er dét, take it or leave it. Jeg kan i stedet skræddersy mit show og former det altid i samarbejde md dem, der hyrer mig, og får informationer om gæsterne og bruden og brudgommen. Jo mere jeg ved, jo bedre kan jeg planlægge. Det vil jo også være forfærdeligt for mig at stå der og synge en masse Disney-sange, og så er der bare slet ikke nogen ude blandt gæsterne, som reagerer på dem, fordi de er for gamle til at kende dem. Eller omvendt: Hvis jeg fx har planlagt at afslutte min optræden med ’Vi danser rock og rul’, og gæsterne viser sig at være et bundt unge youtubere. Det går ikke. Så har jeg ramt fuldstændig ved siden af. For mig er information det allervigtigste.”

Har du én sang, som du ofte optræder med?

”Jeg får nærmest altid sneget ’Perhaps Love’ af John Denvers ind: ’Perhaps looove is liking a resting place’ [Stig Rossen synger, red.]. Jeg synes, det er en utrolig smuk kærlighedssang.” 

I et ældre klip, der går sin sejrsgang på de sociale medier i disse måneder, kan man se dig stå bag et brudepar og synge direkte til dem, hvorefter du hvisker manden i øret, at han skal kysse sin kone, hvilket han gør. Men du sniger også lige selv et kys ind. Følger det med i pakken?

”Hvis det er det klip, jeg tænker på, så kendte jeg faktisk gommen, og jeg havde aftalt med ham, at det var sådan, vi ville gribe det an. Jeg vil aldrig træde over nogle folks grænser, og jeg spørger altid gommen, om bruden er med på, at jeg fx giver hende et kindkys eller danser med hende. Så for at vende tilbage til det med den skræddersyede oplevelse: Om jeg gør det afhænger fuldstændig af, hvilke mennesker det er, som der fejres.” 

Hvor mange optrædener har du i denne bryllupssæson?

”Slag på tasken: 10-15 stykker.”