Mads Bo Iversen fra Phlake om Coldplay-sang: ”Det føles, som om de har prøvet at lave musik til en Superbowl-reklame. Ikke til mennesker”

Den første sang, jeg kan huske, jeg hørte, var …

’Solen er så rød, mor’ fortolket af Britta Iversen (Mads’ mor, red.). Hun sang den altid som godnatsang for mig, da jeg var lille. Og jeg kan tydeligt genkalde, hvordan den på magisk vis kunne få mig til at falde til ro. Melodien og teksten gjorde noget ved farverne på mit værelse, og den kunne på få sekunder sende mig afsted imod drømmeland. Både helt tryg – for mor lå jo allerede ved min side og sang en lille sang – men også med en smule noia på, for ræven gik jo derude. 

Jeg tror måske også, det var derfor, jeg lavede det allersidste ord i sangen om: ‘Åh hør nu synger stjernerne / de synger mig til ’løve’.’ Om det var, fordi mit stjernetegn er løven, eller om det var for at føle mig stor og stærk inden nattens potentielle mareridt, ved jeg ikke. Men det gav mening i mit barnehoved, og ligemeget hvor crazy træt jeg var, holdt jeg altid ud, indtil jeg kunne synge ‘løve’.

Hvis mit liv var en film, skulle temasangen være …

’Walking on a Dream’ af Empire of the Sun. Jeg var lige flyttet hjemmefra, da den udkom. Hvis jeg satte den på, når jeg var på første sal, på vej ud af min opgang, passede det med, at jeg kunne smække døren i, lige inden beatet landede. 2, 3, SMÆK: ’Walking on a dream…’ Og så var jeg ellers sendt ud af døren mod Valby Station. 

Det guitarriff er jo fuldstændig magisk. Så med forsigtige skridt, for ikke at vække for meget opmærksomhed, gik jeg de 200 meter ned på perronen i takt til musikken og opsamlede al den main character-energi, jeg kunne opstøve på vejen.

Jeg bliver altid i godt humør af …

’Love Bug’ af George Jones. Min ven Nikolaj spillede den for mig for et par uger siden, og jeg har allerede brugt den en del gange til at lette stemningen i min kasket. Jeg har lidt på fornemmelsen, at det godt kunne blive et go-to-nummer i lang tid fremover.

Mit lykkeligste minde har jeg til …

’Chiclet Com Banana’ af Chiclet Com Banana (cover). Til karnevalet i Brasilien i 2008 dansede jeg rundt med tre venner til den vildeste gadefest, jeg nogensinde har oplevet. Jeg var på mit andet sabbatår ud af tre og havde sparet penge sammen til en rejse på otte måneder. Tre alene i New York og den resterende tid sammen med mine kammerater i Mellem- og Sydamerika. Brasilien var endestationen.

Det var magisk. Som at træde ind i en kæmpe, euforisk boble af dans, sved, glæde og farver. Vi kunne teksten uden at forstå andet end, at ’Chiclet Com Banana’ betyder tyggegummi med banansmag, men det gjorde ingenting – kroppen forstod det hele. Sanserne var fortryllede, og følelsen af lykke var så stærk, at jeg næsten blev bange for at glemme den. Men jeg kan stadig høre det nummer, lukke øjnene og være der igen.

Når jeg er ked af det, kan jeg godt finde på at lytte til …

’Blonde’ af Frank Ocean (pladen). Den trøster mig bare på en helt særlig måde – selvom den minder mig om en tid, hvor jeg havde det svært. Livet var i fuld gang: musikkarrieren blæste afsted og blæste mig nærmest omkuld. Jeg havde kærestesorger og skulle finde ud af, hvordan man er popsanger – med opmærksomhed, fester og tømmermænd – uden at miste sig selv. 

Den plade blev et lille gemmested i stormen. Og Frank blev lidt som en gud for mig. Det er han stadig. Det føles næsten, som om han visker én i øret og får ens rodede følelser til at give mening – uden at ville fikse dem.

Den af mine egne sange, jeg er mest stolt af, er …

’Angel Zoo’ af Phlake. Det er jo bare en banger. Det er svært at løbe fra, og det er jeg stolt af. Men den er også mere end det. Den kom på et helt perfekt tidspunkt for os. Vi skulle følge op på succesen efter for alvor at være brudt igennem med ’Pregnant’.

Der var meget på spil. Og så blev den skabt sammen med tre mennesker, der betyder enormt meget for mig. Jonathan og Gisli har jeg også lavet en masse andet musik med, men det var meget særligt, at Dani Sanjoto også var med her. Ham spillede jeg med i et balleband i mange år efter gymnasiet. Vi spillede alt fra Stevie Wonder til Kim Larsen. Pludselig stod vi der i studiet og lavede ’Angel Zoo’ sammen. Det føltes meget full circle-agtigt. Det var en vild session at være en del af, bl.a. fordi jeg kan huske, jeg havde følelsen af, at ’det bli’r stort, det her’. Og det blev det.

En sang, jeg elsker at optræde med, er …

En ny sang i mit Wads-projekt, som hedder ’Shout Pillow’. Den er sgu bare fed at synge – og så er det min mors yndlingssang af mine nye ting. Den er ikke ude endnu, så hvis man vil forstå, hvad jeg (og min mor) mener, må man komme til en koncert.

En sang, jeg ikke kan klare, er …

’Paradise’ af Coldplay. Kæmpe Coldplay-fan var jeg engang. De tre første plader, ’Parachutes’, ’A Rush of Blood to the Head’ og ’X&Y’, ramte mig lige i mit teenagehjerte. Men siden da må der have været én, der sked en bums i bandbussen, som smittede alle med powerposes og ansigtsmaling.

Den her sang er desværre én af mange, hvor det føles, som om de forsøger at lave musik til en Super Bowl-reklame og ikke til mennesker. De prøver at være alt for alle, men ender med at være ingenting.

Det passer selvfølgelig ikke helt, men det rammer mig bare ikke. Eller det rammer mig bare på en ubehagelig måde. For jeg kan ikke benægte, at jeg har stået og peget op i luften og råbt ’Para-Para-Paradise…’, men lidt med en ’hvem har nu skidt en bums i min mund’-smag i munden. Og grunden til, at jeg er så bitter, skyldes, at jeg føler mig forrådt.

En sang, der skal spilles til min begravelse, er …

’Paradise’ af Coldplay.