Roskilde Festival er i sit udgangspunkt en folkelig begivenhed.

Og ud fra samme princip burde en enkelt øl og to slags vin - en rød og en hvid - vel være godt nok, når tørsten skal slukkes og promillen fodres.

Alligevel skulle selv den mest jævne festivalgænger være et skarn, hvis ikke han bliver ramt af fine fornemmelser, når han pludselig render ind i et spændende specialbryg eller får mulighed for at slynge et godt glas vin.



Her er 7 steder, man kan drikke sig fuld med god smag, når det tynde øl begynder at kede ganen.

Hvis du føler dig …

Folkelig med et twist
Carlsbergs husbryggeri Jacobsen har taget festivalgængerne med på råd om, hvilken specialøl, de skulle producere særligt til festivalen. Folket kunne vælge mellem en gylden IPA, en brown ale, en wienerøl og en amber ale – og det var den sidste, der vandt valget. Amber alen er af belgisk type med en sødlig maltsmag og en let bitterhed. Den er blevet døbt ’Food Court Ale’, fordi den serveres på madafsnittet Food Court. Bryggeren oplyser, at den er specielt velegnet til stærk mad.

Hipster-snalret


Det danske mikrobryggeri TO ØL har stærk vind i sejlene, ikke mindst i udlandet, hvor ølnørder i 42 lande drikker deres fantasifulde kreationer, men også herhjemme, hvor de for nylig åbnede BRUS på Nørrebro, hvor de både brygger øl og ikke-alkoholiske læskedrikke. BRUS er på Roskilde uden øl, men med en cykelbar, der kører rundt på festivalpladsen alle dage og serverer fadlagrede cocktails med gin og skovsyre og vodka og grape samt friskbryggede læskedrikke.

Feztlig
På Vesterbro-cocktailbaren Boutique Lize er der ikke nogen butterflys bag baren. Til gengæld er der happy hour torsdag til lørdag. Men denne weekend er der lukket på den uprætentiøse bar, der i stedet forsøger at fange sit publikum på Roskilde med sprut blandet op med økologiske mixers. Kig efter navnet Øko Lize ved scenerne Arena og Gloria og på streetart-området.

Som verdensmand med panamahat


Hvis du vil helt ned i tempo, skal du en tur forbi Roskilde Festivals Rom & Cigarbar i Trade Zone og studere udvalget, der byder på romshots fra anerkendte procudenter som venezuelanske Diplomatico og guatemalanske Zacapa. Der er også seks forskellige cigarer at vælge imellem til priser fra 20 til 200 kroner.

Sofistikeret
I modsætning til, hvad man kunne forestille sig om en vinbar, der har taget navn efter den berømteste argentinske drue, er udvalget hos Malbeck ved Avalon-scenen fortrinsvis europæisk. Her kan du skåle i tysk sekt, blive bedugget af spansk rosado (rosé) og drikke dig ned i italiensk Chianti Classico.

Læderjakketørstig
Arrangørerne af garagerockfestivalen Gutter Island står bag Gutter Bar ved Pavillon-scenen, der ud over at servere en mørk og selvdestruktiv Fernet Branca også laver sydstatsinspirerede drinks, fx en Lynchburg Limo med bourbon, triple sec og øko-limonade.

Englænder-stiv
I Gin-ial Bar satser de stort på gin, en spiritus, der aldrig ligefrem har fløjet under radaren, men i disse år bliver stadig mere populær. Baren, der ligger i Trade Zone, sælger for eksempel en såkaldt luksus-gin/tonic på Tanqueray 10 og Fever Trees tonic. Du kan også få dig en Tom Collins, en Mint Tonic, en Shady Grove med ginger ale eller en gin og tonic på agurkegin fra Gordon’s. De generøse halvliters drinks holder 6 cl spiritus. Priserne ligger fra 75 til 105 kroner.



På udkig efter en ny brandert.

 
LÆS OGSÅ: 17 spisesteder du skal prøve på Roskilde

LÆS OGSÅ: Billig sprut: Bartenderne blåstempler gode flasker til prisen

LÆS OGSÅ: Sommerens cooleste drink er kun for voksne