Stemningen på dette hotel er meget langt fra alt det dårlige, Mallorca ofte forbindes med
Der findes efterhånden ikke mange steder på Mallorca, hvor man kan undslippe øens massive turismemaskine. Men i de seneste år er Mallorca begyndt at byde på flere og flere hoteloaser, hvor der er fred og ro – og ingen børn.
PLUDSELIG STÅR DE der en aften midt i restaurantområdet. Tre velklædte, mørklødede sangere. Og så synger de opera, helt ud af det blå. Puccini, Placido Domingo og så videre. Til at starte med lavmælt og indfølt, siden en del mere storladent.
”Det gør de hver aften, og gæsterne er helt vilde med det,” siger Oscar Aballanet Aloy.
Han er kommunikationsansvarlig for hotelkæden MarSenses, som driver hoteller flere steder på både Mallorca og Menorca. Langt størstedelen af dem hoteller, hvor kun voksne er velkomne, og hvor alt er designet til det ældre publikum. Luksuriøse spaområder, fokus på gastronomi med lokale råvarer, ingen plasken og hoppen i poolen fra ustyrlige børn og … opera.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi på Euroman-redaktionen modtager en del invitationer til rejser. Faktisk til alle sæsoner af året. Denne er jeg taget på, fordi det, MarSenses slår sig op på, er en ting i tiden. De har nemlig – udover at henvende sig til voksne turister – også en vision om at skabe rejseoplevelser med fokus på bæredygtighed og social ansvarlighed. Og med et stort stænk LGBTQ-fokus oveni det hele.