15 bøger du skal læse inden du fylder 30 år
Euroman

15 bøger du skal læse inden du fylder 30 år

15 bøger du skal læse inden du fylder 30 år

Hvilke bøger skal man have læst gennem livets uddannelse? Vi giver på de følgende sider i vilkårlig rækkefølge et bud på 15 af de mest spændende, sørgelige og sjove bøger, du bør have sat kryds ved, når du runder de 30.


J.D. Salinger: 'Griberen i Rugen' (orig.: 'The Catcher in the Rye', 1951)



En ungdomsbog, man kan læse i alle aldre. ’Forbandede ungdom’ hed den på dansk i mange år, indtil Klaus Rifbjerg for nylig nyoversatte den i bedre overensstemmelse med originalen. Men bogen handler om den forbandende ungdom og om den rodløse teenager Holden Caulfield, der plages af modvilje overfor de voksnes falske verden, stor angst og lillebroderens død. Trods de dystre temaer er den forbløffende sjov og loyal mod sin unge stemme. Læser du kun én ungdomsbog i dit liv, bør det være denne.

Tom Kristensen: 'Hærværk' (1930)

"Jeg har besluttet mig for at gå i hundene." Udmeldingen fra hovedpersonen Ole Jastrau er soleklar i Tom Kristensen 'Hærværk' fra 1930. En mand, der får nok af konen, jobbet og familien, og i sin søgen efter absolut frihed rammer den ultimative bund. 'Hærværk' er noget af det fineste (og mest underholdende) inden for dansk litteratur.

Herman Melville: 'Moby Dick' (1851)

Når man i USA taler om ’The Great American Novel’ bliver murstensromanen om hvalfangeren Ahab, der desperat jagter den store hvide hval, altid nævnt. Med god grund. Den udkom i midten af 1800-tallet og var med til at grundlægge amerikansk litteratur med et narrativ vævet sammen med lister, kataloger, scenefortællinger, monologer og klassisk fortælling.

Hunter S. Thompson: 'Frygt og lede i Las Vegas' (orig.: 'Fear and Loathing in Las Vegas', 1971)

Den amerikanske gonzo-journalist åbner sin fantastiske fortælling med en af de bedste introduktioner i moderne litteratur: ”Vi var et sted omkring Barstow på kanten af ørkenen, da stofferne begyndte at tage fat.” Så er tonen slået an, og bogen mister ikke pusten undervejs.  Hunter S. Thompson beskriver syretrips så underholdende og gennemført, at det nærmest er som at være der selv. Samtidig fletter han flittigt betragtninger om blandt andet hippiebevægelsen og den amerikanske drøm ind i fortællingen, der er en langt rus gennem Sin City.

Erlend Loe: Naiv.Super
(1996)



På sin 25 års fødselsdag under et spil kroket med broderen får hovedpersonen i 'Naiv.Super' et slags nervesammenbrud. Det får ham til at revurdere sit liv. Han siger op på sit arbejde, dropper ud af universitetet og finder glæde i at spille bold op af væggen uden noget formål. Det lyder simpelt, men det er skrevet underspillet og sjovt. Forfatter Erlend Loe slog med bogen for alvor igennem med sin naivistiske-humoristiske stil, der er kendetegnende for resten af hans forfatterskab.

Tom Wolfe: 'Forfængelighedens Bål' (orig.: 'The Bonfire of Vanities' , 1998)

'The Bonfire of Vanities' blev til som et kludetæppe efter 27 artikler i Rolling Stone, Tom Wolfe havde skrevet. Han redigerede dem grundigt sammen til en bog om racisme, sociale klasse og grådighed, som blev en kæmpe succes. En fremragende bog på toppen af en nyskabende journalistkarriere, der først og fremmest vil blive husket for Wolfes enorme bidrag til New Journalism-genren, hvor han inkorporerede litterære elementer i sine journalistiske reportager.

Dan Túrell: Vangede Billeder
(1975)

Med Dan Túrell ved sin side kommer læseren på en munter tur ned gennem Túrells utrolige og stadig helt almindelige barndom og ungdom. Få som Túrell kunne få dagligdagen til at blomstre og gøre alt fra slagtermestre til drengestreger fantastisk underholdende at læse om. Det er folkeligt og jordnært, uden fine fornemmelser, og det går rent hjem.

Douglas Coupland: Generation X
(1991)

Man skal ikke lade sig skræmme af titlen, der kan lyde som en sociologisk afhandling af 90’er-generationens fremmedgjorthed og selvfedme. Da Douglas Coupland var på sit højeste, der også inkluderer bøger som ’Mikroslaver’ og ’Livet Efter Gud’, formåede han at skildre sig selv og sine egne på en poetisk, præcis og sjov måde. Bogen definerede en generation af overuddannede og understimulerede amerikanere under Californiens sol.

Hans Scherfig: 'Det forsømte forår' (1940)

I sin fremragende roman skildrer Hans Scherfig en tid, hvor den sorte skole dominerer. Han fortæller elegant og humoristisk om at vokse op, så det har relevans for alle generationer. De satiriske elementer står stærkt, ligesom Scherfigs kritik af magtudøverne, som her i bogen er lærere, er skelsættende.

Vladimir Nabokov: 'Lolita'
(1955)

Den kontroversielle historie om den ældre mand og hans fascination af den kun 12-årige Lolita har siden sin udgivelse vakt forargelse. Da den udkom herhjemme, forsvarede Tom Kristensen den dog meget præcist ved at skrive: ”Man drages af dem og af medlidenhed med dem. De udvikler sig konsekvent. … Men man må ikke læse denne roman alt for naivt. Der er dobbeltbund i den." For nylig genudgivet på dansk.

Jack Kerouac: 'Vejene'
(orig.: 'On the Road', 1957)

Den legendariske historie om, hvordan 'On the Road' blev til, sætter stemningen: Kerouac hæftede han flere hundrede stykker papir sammen, så han ikke skulle hente nyt til skrivemaskinen, og så skrev ellers hele bogen på et tre ugers kreativt ridt på blandt andet amfetamin. Tilblivelsen er interessant, fordi den forklarer romanens insisterende rytme og fart i en fremragende fortælling om en kultur (og forfatter) på afveje. Sal Paradise og Dean Moriarty på jagt efter oplevelser tværs gennem USA. Til evig inspiration for de unge og de vilde.

Ernest Hemingway: 'Hvem ringer klokkerne for?'
(orig.: 'For Whom the Bell Tolls', 1940)

Mange bøger af Papa Hemingway kunne komme på denne liste. Men 'Hvem ringer klokkerne for', der tager udgangspunkt i den spanske borgerkrig, har det hele. Krudt, kugler, kærlighed og rigtige mænd med svære beslutninger. Hemingways litteratur er indbydende at læse, men sætter sig alligevel dybt.

Albert Camus: 'Den fremmede
' (orig.: 'L’Étranger', 1942)

En af de mest berømte åbninger i litteraturhistorien: ”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.” Den absurde start på 'Den fremmede' illustrer perfekt, at hændelser som død, mord og fængsel ikke rigtig vækker de store følelsesudbrud hos hovedpersonen Meursault, der er faret vild i sig selv og endt i et eksistentielt tomrum. Et mærkværdigt, men ikke desto mindre utrolig læseværdigt hovedværk inden for eksistentialismen.
John Steinbeck: 'Øst for paradis' (orig.: 'East of Eden', 1952)

Familie, stolthed og tilgivelse er hovedtemaerne i en af John Steinbecks største romaner. Tretten år før udgivelsen af ’East of Eden’ vandt Steinbeck en Pulitzer Prize for sin ligeledes fremragende ’The Grapes of Wrath’, og hans samlede forfatterskab udløste Nobelprisen i litteratur i 1962. ’East of Eden’ blev af Steinbeck selv betragtet som hans magnum opus. To familier, hvis historie og skæbne væves ind i hinanden i en gennemført fortælling om de store elementer i livet.
Harper Lee: 'Dræb ikke en sangfugl' (orig.: 'To Kill a Mockingbird', 1962)

"Shoot all the blue jays you want, if you can hit 'em, but remember it's a sin to kill a mockingbird." Harper Lees fantastiske fortælling om etik og integritet i et raceopdelt USA med hovedpersonen Atticus Finch som en af litteraturhistorien stærkeste moralske vogtere. 'To Kill a Mockingbird' beskriver smukt overgangen fra barndommens uskyldighed til voksenlivets realiteter.