Thomas Korsgaard - Hvis der skulle komme et menneske forbi
Foto: Lærke Posselt

Thomas Korsgaard - Hvis der skulle komme et menneske forbi

21-årige Thomas Korsgaard om sin romandebut: “Det er en kæmpe fuckfinger til dem, der ikke gad at høre på mig”

‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’ er en roman om en fattig opvækst i provinsen.

Thomas Korsgaard er vokset op på en gård på landet. Tæt ved Skive. Eller nærmere bestemt tæt på Nørre Ørum. For stedet har ikke rigtig noget navn. Det er derude, hvor markerne er din nabo, og bussen meget sjældent kommer forbi for at samle dig op.

Sammen med sin far, mor og søskende levede han i det, man kan beskrive som fattigdom. Det var ikke, fordi børnene sultede, men kampen for at opnå velstand var så altopslugende, at den ødelagde håbet om et godt liv med de midler, der nu engang var til rådighed.

Nu har 21-årige Thomas Korsgaard skrevet en roman, der er løst baseret på hans eget liv på landet, hvor børnene blev overladt til sig selv, mens hans forældre forsøgte at få enderne til at mødes rent økonomisk.

Romanen ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’ udkommer den 2. februar og har allerede fået meget opmærksomhed i medierne, fordi den beskriver en del af Danmark og nogle skæbner, som ellers sjældent får taletid.

Hvad er det for et område, du er vokset op i?

“Jeg er vokset op langt, langt ude på landet. Det er ikke engang en landsby. Det er et markområde. Det er et sted med efterladte huse, bordeller, landbrug og helt almindelige familier, der har det godt. Det er Lars Tyndskids mark med skilte, hvor der står ‘kvægpassage’, så man er advaret om, at der er kvæg, der kan gå hen over vejen. Der har jeg boet i 17 år, så det var naturligt at skrive om det. Man skal skrive om det, man ved noget om.”

Uddrag fra 'Hvis der skulle komme et menneske forbi':
Min far syntes, det var en god idé, hvis jeg hjalp til i stalden nogle morgener før skoletid. Jeg kunne heller ikke sove om natten. Der var for mange ting at tænke på, så jeg kunne lige så godt stå op og komme i gang. Der var meget at gøre, inden Arla kom og hentede mælk. Det blev mit job at blande mælkeerstatning op til kalvene. Det stod i en stor sæk i rummet med malketanken. Jeg havde fyldt en spand med varmt vand og ville fylde et par skefulde i, men sækken stod skrøbeligt op ad muren, og da jeg hev fat i den, væltede det hele ud på gulvet. Pulveret blev opløst af skidtet på jorden. Jeg råbte til min far, hvad jeg skulle gøre. Han kom ind i malke rummet. Han rystede på hovedet. 
”Det er helt ubrugeligt nu. Hvad skal kalvene nu have at spise?” sagde han. 
”Det ved jeg ikke,” sagde jeg. 
”Der er ikke tid til ulykker,” sagde han. 
”Undskyld,” sagde jeg, men han sukkede bare og bad mig sætte mig ud i bilen. 
”Du kan lige så godt komme i skole nu. Jeg kan mærke på dig, at du ikke har lyst til at være her. Du tager det ikke seriøst.” 
”Det var et uheld, far.” 
Men han startede lastbilen, og vi kørte af sted. Det gjorde mig ikke noget. Jeg var ikke god til praktisk arbejde. Uret viste 06.55.

Et centralt emne i bogen er, at I ikke har mange penge. Var det også sådan i virkeligheden?

“Det med pengene er vigtigt for bogen, fordi det sætter et drama i gang. Men sådan var det også i høj grad i mit hjem. Det var ikke, fordi vi var så tynde, at man kunne se knoglerne på os. Men det var fattigt på den måde, at der var et konstant fokus på rigdom. Så går tiden bare, og vi står der og venter på, at vi kan blive rige, så vi kan få det godt. Så sker der det modsatte. Livsglæden forsvinder bare. Det har taget mig nogle år at finde ud af, hvor fantastisk livet kan være. Det må man fandme bare insistere på. Jeg har heller ikke mange penge nu, men derfor kan jeg da godt prøve at få noget ud af det, mens jeg er her.”

Kunne du allerede dengang se, at du voksede op i en anderledes familie?

“Jeg er blevet mere og mere klar over det, eftet jeg er flyttet hjemmefra og er blevet voksen. Men jeg følte mig også anderledes dengang. Jeg trak mig fra klassen. Jeg ville ikke gå til fritidsaktiviteter, fordi jeg var bange for, at nogen skulle få øje på, at vi ikke havde det godt. Det var ikke så meget det med, at vi ikke havde nogen penge. Det var mere, om de ville få øje på det, det gjorde ved os, at vi ikke havde nogen penge. Den fortælling har jeg prøvet at komme ned i en roman. Det er vigtigt at sige, at det er en roman. Det er ikke kun mit liv, men det er også mit liv. Der er ting, jeg har fundet på, og der er ting, jeg har underdrevet.”

Hovedpersonen i bogen hedder Tue. Hvor meget er Tue og Thomas den samme person?

“Det kan jeg ikke svare på i procenter. Men jeg har flere gange kaldt Tue min stuntmand, fordi han gennemlever nogle af de ting, som jeg også har oplevet, men jeg sætter ham også i situationer, jeg aldrig har været i.

Uddrag fra 'Hvis der skulle komme et menneske forbi':
Jeg havde aldrig haft nogen fra skolen med hjemme før. Lasse og jeg gik hele vejen fra busstoppestedet nede ved kirken. Der var langt, og jeg satte farten op og håbede, at han ville følge tempoet, ellers ville der blive meget mindre tid at lege i. 
”Du går for hurtigt,” sagde han, ”jeg får ondt i benene.” Men jeg blev ved, for det virkede. Vi stod på gårdspladsen et stykke tid efter, og jeg havde mindst lige så ondt i benene som ham, men jeg lod som ingenting. 
”Puh, her lugter,” sagde Lasse og rynkede på næsen. 
”Det er bare landet,” sagde jeg. 
”Nej, her lugter af lort.” 
”Næ. Det gør der ikke,” sagde jeg. 
”Jo, her gør! Her lugter af lort!” 
”Hold nu kæft, Lasse, og kom med.” 
Vi gik ind i entreen og smed vores tasker. Hundene løb hen mod ham med tungerne hængende langs jorden. Jeg råbte ad dem, jeg ville ikke have, at de skulle skræmme ham, men Lasse begyndte bare at kæle med den ene af dem. 
”Den er sød,” sagde han, ”hvad hedder den?” 
”Den hedder ikke noget.” 
”Det var da et mærkeligt navn.” 
”Du er godt nok sjov, hva’?” 
”Men hvorfor hedder den ikke noget?” 
”Sådan er det bare på landet, Lasse.”

Hvordan har det været at dykke ned i din barndom igen?

“I begyndelsen var det grænseoverskridende. Jeg gik let og elegant uden om mange ting, men jeg var nødt til at få dem med, for ellers føltes det ligegyldigt. Det krævede, at jeg måtte trække vejret dybt. Der kan aldrig ske noget ved at skrive noget på sin egen computer. Der ligger fandme meget på den, som ingen nogensinde skal se. Jeg tillod mig at skrive hvad som helst. Jeg følte mig lidt kynisk, for hvordan kunne jeg sidde og more mig over at skrive de her forfærdelige kapitler? Men man er nødt til at være kold og skrive det, der skal skrives. Det er beskidt arbejde. Det må ikke være sjovt at have en forfatter i familien, fordi forfattere ikke kun skriver om sig selv. Man kommer også til at vikle andre ind i det.”

Sidder der nogle personer på Skive-egnen og kan genkende sig selv i bogen?

“Folk læser det, de vil læse. Der er sikkert en masse, der føler, at det er dem, eller som kan genkende et eller andet. Men det er ikke, fordi en karakter er lig med en person. Der er karakterer, hvor jeg har hentet inspiration hist og her. Hvis folk føler, at de er med i min bog, så lad dem bare få lidt star time.”

Har din familie læst bogen?

“Ja, det har de.”

Hvad siger de til den?

“Det vil jeg ikke fortælle. Det er ikke nemt at have en forfatter i familien. Det er det, jeg vil sige.”

Med denne her bog giver du en stemme til nogle børn, som vi ikke hører særlig meget om. Har det været vigtigt for dig?

“Det har været vigtigt, at det er barnet, der taler. Det bliver mere rent, i stedet for at der kommer en klog forfatterstemme ind, som ved alt. Det var vigtigt for mig at holde det i de her rene situationer. Det er så flygtigt, vaklende og usikkert at være teenager. Så tænker man på sine akvariefisk, og så tænker man på, hvad der ville ske, hvis ens far døde. Verden er så stor og så lille på samme tid så lille. Man vakler rundt og leder efter et sted at stå. Tue er uheldig at have en familie, der gør, at det er svært at være til. Så hvor skal han stille sig, når han hader at være i skole, ikke kan lide at være derhjemme og ikke rigtig har nogen venner? Hvad gør man så?”

Hvad håber du at opnå med din roman?

“Jeg håber, at nogle vil læse den og føle sig genkendt. At den kommer til dem på det rigtige tidspunkt. Sådan har jeg selv haft det med mange bøger og film i løbet af mit liv. Da jeg var 16, så jeg ‘Zappa’ fra 70’erne. Den ramte på det perfekte tidspunkt, hvor jeg stod med nogle af de spørgsmål, som de står med i filmen. Så læste jeg Suzanne Brøgger med ‘Creme fraiche’, da jeg var 18 år, og den kom på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for at føle, at jeg godt måtte være ærlig og modig. På en eller anden måde er det et forsøg på at give noget tilbage til den pulje, som jeg har nasset på af fortællinger.”

Uddrag fra 'Hvis der skulle komme et menneske forbi':
Det var Bitten, der fandt min mor. Jeg havde stadig min rygsæk på, da jeg kom hjem og så det. Rygsækken var blevet for lille og gav mig ondt i ryggen, fordi jeg tog så mange mærkelige ting med hjem fra skole. Flotte sten og ting, der var blevet efterladt på bænkene. Min mor lå under sofabordet og gispede, mens hun hev og trak i et tæppe. Bitten sad oven på sofabordet og røg en cigaret, mens hun forsøgte at berolige hende. 
”Vil du ikke nok rejse dig op?” sagde Bitten, men min mor svarede hende ikke. Bitten fik øje på mig. 
”Din mor er vist blevet syg.” 
Hun tog et hiv til af cigaretten. Min mor holdt vejret. Så skreg hun højt. 
”Jeg vil dø!” skreg hun. Det føltes, som om det, hun sagde, savede sig igennem mine knogler. 
”Det kommer du nok også til før eller siden,” forsøgte Bitten og grinede, men min mor græd bare videre. 
”Nej, forsadanda, er den meget gal, Lonny?” spurgte Bitten. 
”Jeg har det ad helvede til,” vrælede min mor.

Du har været tilbage i din hjemby for nylig i forbindelse med et program på Radio24syv. Hvordan var det?

“Jeg blev ængstelig. Jeg havde ikke været der i tre år. Per refleks vendte jeg ryggen til vejen, hver gang der kom en bil. Det er vildt, hvordan man kan blive ved med at være en lille, bange dreng. Det er svært at bryde ud af de rammer. Jeg var helt den samme. Vi er defineret af andre, selv om vi går og føler os så selvstændige.”

Hvad har du fået med fra din opvækst?

“En helvedes stor bunke historier. Mange flere end der kunne være i denne her bog. Og en evne til at se det absurde. Men også en følelse af at være meget alene i verden, som både kan være god i nogle situationer og skidt i andre. En evig tvivl på mig selv, som også er der nu. Men den kan man nok også bruge, hvis man tænker sig godt om.”

Hvad er din drivkraft?

“Da jeg var lille fik jeg tit at vide, at jeg ikke skulle skabe mig. “Skal vi nu have show igen,” sagde de voksne. Jeg ville gerne fortælle og klæde mig ud og være midtpunktet. Denne her bog er en kæmpe fuckfinger til dem, der ikke gad at høre på mig. Nu siger jeg: “Se mig, jeg er her. Og jeg er stor i slaget.” Jeg blev ignoreret til alle familiesammenkomster, fordi jeg ikke kunne snakke med om fodbold eller kunne lide de klamme racistiske jokes, men jeg havde faktisk noget at sige, som de ignorerede.”

LÆS OGSÅ: Klovn vender tilbage med sæson 7

LÆS OGSÅ: Leonardo DiCaprio lander rolle som ’italiensk Sherlock Holmes’

LÆS OGSÅ: Stephania Potalivo og Jonathan Harboe siger farvel til SJIT Happens: ’Det har været helt strategisk at slutte nu’