”Aphaca er svaret på noget, vi ikke vidste, vi manglede”
Efter mere end et årti med computerbeats og rappere, der taler om at leve på natklubber og køre i dyre biler, var Aphaca noget så økologisk som fire unge mænd, der rent faktisk gad se os i øjnene, mens de spillede rigtige instrumenter, skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i denne leder.
TIDLIGERE HAR JEG i disse spalter slået et slag for de sene gennembrud. For dem, der knokler hele livet, og først sent bliver anerkendt for deres bedrifter og derefter kan nyde fortjent berømmelse.
Charles Darwin var 50 år, da han udgav ’Arternes oprindelse’. Raymond Chandler skrev sin første roman som 51-årig. Laura Ingalls Wilder var 65 år, da ’Det lille hus på prærien’-bøgerne første gang udkom. Samuel L. Jackson var 46 år, da han brød igennem i ’Pulp Fiction’.
Det er aldrig for sent. Og hvis man bare arbejder hårdt nok på det, man tror på, lykkes det før eller siden.
MEN NÅR DET er sagt – når alderen og erfaringen er blevet hyldet nok – så er der også bare noget fascinerende over det monumentale gennembrud, der sker i en meget ung alder.
Dem, der knap nok nåede at øve sig, før de ramte en guldåre: Prince fik en pladekontrakt som 18-årig. Billie Eilish var 17. Orson Welles lavede ’Citizen Kane’ som 25-årig. Jodie Foster blev nomineret til en Oscar som 14-årig for ’Taxi Driver’. Mary Shelley var blot 20 år, da hun udgav ’Frankenstein’. Og Mozart, siger legenden, komponerede sin første symfoni som femårig.
Intet opstår af ingenting, men sidste sommer var de pludselig overalt. De var urørlige, de nye The Minds of 99, et nyt ensemble for en generation, der har haft svært ved at finde en fælles melodi. De var svaret på noget, vi ikke vidste, vi manglede.
De spillede en gigantisk Roskilde Festival, de spillede en spontan megakoncert midt på Enghave Plads, de annoncerede en Parken-koncert, der selvfølgelig blev udsolgt, og de kunne ikke sætte en finger forkert.
Annonse
Efter mere end et årti med computerbeats og rappere, der taler om at leve på natklubber og køre i dyre biler, var Aphaca noget så økologisk som fire unge mænd, der rent faktisk gad se os i øjnene, mens de spillede rigtige instrumenter. Sværere var det egentlig ikke.
De unge mænd i Aphaca var knap nok tørre bag ørerne, før de ramte den grundtone, der nu kommer til at definere deres liv. Deres musik kommer også til at være lydtapet for minder hos en hel generation, der endnu ikke ved det.
I slutningen af december tog vi til Gula Studion i Malmø og brugte en hel dag med Aphaca for at finde ud af, hvad Rumle, Bertil, Bertram og Noah synes om det hele. Læs selv med her.
Tak for at læse med. God fornøjelse med musikken og god fornøjelse med Euroman.
PS: Hvis du har fulgt mig og Euroman gennem flere år, vil du huske, at jeg tidligere har udgivet Morgenpost. Morgenpost udkommer på mail hver fredag, og ambitionen er, at det skal være ugens absolutte højdepunkt i din indbakke. Efter en tid i dvale er den for nylig genopstået, og hvis du ikke allerede modtager den, kan du tilmelde dig på euroman.dk/morgenpost
Vi er sindssygt taknemmelige. Vi får lov til at lave musik hver dag, vi er de heldigste i verden, men vi er også mættede af indtryk. Jeg har nogle gange forklaret til mine venner, at jeg har det, som om jeg har fået den bedste julegave nogensinde. Bare 10 gange i træk. Og hvad så? Hver uge bliver det bare vildere.
