Gadekunst-forfatter: ”Street arten skal redefinere sig selv”

I et tiår fra omkring 2002 og fremefter blomstrede street arten som subkultur og kunstgenre i Danmark hovedsagelig i København. Nu virker det som om, genren er i aftagende, der er i hvert fald mindre at se af den i gadebilledet.

Til gengæld er street arten rykket ind på gallerier og museer og blevet mere konform. Derfor har den brug for at gentænke sig selv, hvis den igen skal have en relevans i gadebilledet.

”Gadekunsten var interessant, fordi den bevægede sig uden for kunstsystemet. Det gav den en rebelsk tone. Den var spændende, fordi den definerede sig som noget halvvejs andet end kunst. Nu er den rykket tilbage i kunstsystemet, og man sælger den på gallerier. Det har været med til at svække den,” siger Lasse Korsemann Horne, redaktør på bogen ’Dansk Gadekunst’, der udkommer i dag. 

”Gadekunsten skal redefinere sig selv, hvis den skal have noget opposition til kunsten i gallerierne eller være en samfundskritisk kommentar,” siger han.

’Dansk Gadekunst’ er den grundigste og bredeste udgivelse om gadekunst udgivet i Danmark. Oprindelig udgav Lasse Korsemann Horne den på egen hånd i 2011 – uden forlag, men med et sponsorat fra trykkeriet Scandinavian Book og sin egen ladcykel som distributionsmiddel.

Nu har han genudgivet bogen i en revideret version på forlaget Lindhart og Ringhof. Dermed er det nærliggende at spørge, hvordan gadekunsten har udviklet sig siden 2011 til i dag. 

Er street arten svækket, lever grafittien til gengæld frejdigt videre, uden at den i samme grad som street arten er blevet en kommerciel vare.
”Mit indtryk er, at det primært er grafittien, der bliver ved at udvikle sig, og som man ser meget af i gadebilledet, på toge og så videre,” siger Lasse Korsemann Horne.

Han tror, at grafittiens levedygtighed hænger sammen med, at den fortsat får tilført nyt blod:

”Undergrundsmiljøet omkring grafittiskriverne bliver ved at forstærke sig. Det dannedes way back, men unge knægte bliver ved at opsøge det. Teenagerne synes, det er fedt at blive lært op af de gamle skrivere. Jeg tror, det fortsætter, fordi det er noget, man gør sammen. Man tager ud og skriver, drikker et par øl sammen. Man afholder interne konkurrencer og har sine egne blade.”


Eyes, Danmarks første whole car-grafitti, anno 1985 af Dimmer, Freeze og Zent. Foto: Zenith og Dansk Gadekunst.

Omvendt ser han street art som en mere tidsspecifik udtryksform, som nogle kunstnere valgte at udforske for derefter at forlade den igen.

”Street art, som var så populært for et par år siden, med stickers og det hele, det var typisk folk, der kom udefra og havde en grafisk baggrund. De syntes, det var et fedt medie, et godt sted at få deres budskaber ud. Men det var en overgang, og så fik de børn, og så var der ikke nogen til at tage over. Opblomstringen var større end miljøet berettigede til.” 

Men lad os lige standse op og forsøge at definere, hvordan graffiti adskiller sig fra street art og omvendt:Traditionel graffiti opstod i New York og Philadelphia i slutningen af 1960’erne, hvor unge mænd skrev deres øgenavne på husmure og i undergrundsbanen.

For at skille sig ud fra de andre gjorde skriverne sig stadig større umage med at bruge farver, skygger og tredimensionelle virkninger. Det udviklede sig mere og mere og blev til den spraydåseæstetik, man forbinder med grafittien, som den er blevet dyrket inden for hiphopmiljøet.


Autoriseret freestyle graffiti-piece og portræt af Notorius B.I.G. udført af amerikanske Juse One i Sydhavnen, København. 

Street art kaldes også nogle gange post-grafitti, fordi den udsprang af denne subkultur. I et essay af Rasmus Poulsen i ’Dansk Gadekunst’, beskrives street art sådan her:

”Med street art mener man som regel al den graffiti, der ikke lever op til den normale definition. Grafitti med kridt i stedet for spray. Grafitti uden bogstaver. De mest udbredte former er velsagtens plakater, klistermærker og stencils (graffiti sprayet gennem en skabelon, red.).”

Men er det så bare to sider af samme sag, graffiti og street art? Ikke helt.

”Grafittien består af to ting. Der er selve handlingen. Det kan være ulovligt, det kan være højt oppe på en gavl. Og så efterlader du så et mærke, når du er smuttet. Street arten handler mere om selve mærket. Du bliver ikke bustet på samme måde, hvis du sætter en plakat eller et klistermærke op. Den har ikke det samme ekstremsport-ting.”, siger Lasse Korsemann Horne.

Selv havde han ikke nogen baggrund i hverken street art eller graffiti, da han besluttede sig til at lave bogen. 

”Mit eget udgangspunkt var, at jeg intet anede om gadekunst.” 

Han satte sig for at blive klogere på det. Men hver gang han gik på biblioteket for at finde læsning om kunst på gaden, så var bøgerne enten blevet stjålet eller overtagget.

I det hele taget var der ikke ret meget stof. Heller ikke på nettet. 

”Så tænkte jeg: ”Det er da en niche.”

Han talte med en masse mennesker for at blive klogere, blandt andet svenske Staffan Jacobsson, der har skrevet ph.d. om graffiti, og som har stået for det længste indlæg i bogen.

Bogen er en samling tekster skrevet af frivillige skribenter og desuden en samling af interview med nogle af de vigtigste kunstnere på den danske gadekunstscene. De fleste af dem har Lasse Korsemann Horne selv lavet. 

Selv om det ikke var alle, der var lige nemme at komme i kontakt med. Mange var sky på grund af deres kunstneriske aktiviteters ulovlige karakter eller afvisende i forhold til det, de oplevede som en overfladisk mediedyrkelse af gadekunsten.

Men det hjalp på overtalelsen, da Lasse Korsemann Horne fortalte, at indtjeningen på bogen ville gå til den frivillige organisation Verdens Børn, der hjælper støtter fadderskaber og skoleprojekter i den tredje verden.

”Gadekunsten er i sin oprindelse aktivistisk af karakter. Det ønskede jeg, at mit bogprojekt skulle afspejle. Og ud over, at jeg selv var glad for at lave noget med et velgørende formål, gav det en større velvillighed fra de gadekunstnere, som er bekymrede for, at street art bliver et popfænomen,” siger Lasse Korsemann Horne.

En af dem, der er pessimistisk i forhold til, hvor gadekunsten har bevæget sig hen, er Jan Danebod, en gammel grafittimaler, der selv var en af de første, der begynde at eksperimentere med at spraye over på reklamer i byen, for at give det et helt nyt udtryk og budskab. 

Han skriver i et indlæg i bogen, at gadekunsten er blevet tandløs og mangler kant. Han mener, at gadekunsten, der begyndte antiautoritært, blev udvandet af kommercielle interesser eller af indholdstomme formeksperimenter. At gadekunsten har mistet sit samfundskritiske potentiale.

”Når man har det udgangspunkt, er det svært at se, hvad kniplingskunst og perleplader har med det at gøre,” siger Lasse Korsemann Horne. 

Han har i sin bog forsøgt at favne både graffiti og street art med den mere generelle samlebetegnelse gadekunst. Han har heller ikke ønsket, at bogen skulle tage stilling til, om gadekunsten har solgt ud eller ej.

”Bogen er lavet som et modsvar til alle de konklusioner, der i tidens løb er blevet givet på fænomenet street art. Den er åben og stritter i mange retninger. Hver forfatter har skrevet sin artikel med sine konklusioner. Og det kan godt være, de strider imod hinanden. Det er op til læseren at blive klogere og danne sig en kvalificeret mening,” siger redaktøren. 

Han mener i sidste ende, at det må komme an på det enkelte værk, om det er god og reflekterende kunst eller ufarlig dekoration.

”Det må afhænge af dets indhold og dets placering. Det kan godt være, at man kan lave noget hard core kritisk kunst med nogle kniplinger. Det skal jeg da ikke udelukke.”

På samme måde ser Lasse Korsemann Horne på den gamle diskussion, om hvorvidt graffiti er sejere, fordi det har et større element af kriminel, risikabel og vanskeligt udførlig ekstremsport, end street art har.

”Vi er ved at være derhenne nu, hvor folk ikke rigtig gider den diskussion og siger, at det må komme an på det enkelte værk. For det kan jo godt være, at du har lavet en giga perleplade højt oppe på en gavl. Så er det egentlig også ret cool.”

Som en ikke-grafisk pendant til den oprørske handling, der kan ligge i at udføre street art eller graffiti, har Lasse Korsemann Horne i sin bog inkluderet nogle artikler om uautoriserede happenings, for eksempel udført af teatergruppen Solvognen.

I 1976 lavede gruppen et såkaldt ’fredeligt angreb’, hvor de klædte sig ud som indianere og red ind under den traditionsrige dansk-amerikanske 4. juli-fest i Rebild Bakker.


Solvognen som indianere i Rebild Bakker, 1976. Foto: Solvognen og Dansk Gadekunst.

Også performancegruppen Fiction Pimps, der laver kunst i det offentlige rum, har fundet plads til bogens sider.


Happening ved Fiction Pimps. Foto: Andreas Ingemann og Dansk Gadekunst.

”Jeg ville gerne gøre opmærksom på, at gadekunst er mere end billedkunst. Husk Mit Navn har sagt, at man i gadekunsten forsøger at bringe kunsten ud i gaden i stedet for at bringe folk ind i kunstgalleriet. Det kan man også se i performance og situationistisk happening, som Solvognen og Fiction Pimps står for,” siger Lasse Korsemann Horne.

”Gruppernes mål er og var at få folk til at reagere på og reflektere over nogle ting, de gør i gaderummet. Jeg syntes, det var interessant at tage med for at lægge et historisk perspektiv.” 

Apropos perspektiv tror Lasse Korsemann Horne ikke, at gadekunst eller street art er fuldstændig stivnet. Selv om den er blevet omfavnet af kunstinstitutionerne, tror han godt, den kan bryde ud igen. Men det kræver en indsats af kunstnerne:

”De fleste materialer er efterhånden udforsket: Sten, træ, papir. Så det er ikke længere nyskabende at udforske. I gamle dage var et klistermærke spændende, bare fordi det var nyt. Nu er der masser af klistermærker, så er det ikke så spændende. Så skal det sgu være et godt klistermærke, i hvert fald.”


Life Aquatic: ’Båd i Sydhavnen’, 2008. ”Det er en skibbruden båd, som jeg har forsøgt at give nyt liv. Da jeg fandt båden, lå den badet i aftensolen,” fortæller Life Aquatic til Dansk Gadekunst. Foto: Life Aquatic og Dansk Gadekunst. 

”Jeg tror, street art er inde i en redefineringsproces: Hvis nogen vil lave noget i gaden og ikke bare gentage det, andre har lavet tidligere, så skal de tænke en original tanke. Og det er meget befordrende for at få videreudviklet et formsprog.”


Alle bidragydernes indtægter fra ’Dansk Gadekunst’ går ubeskåret til fadderskaber og skoleunderstøttelse i Den tredje verden forvaltet af den frivillige organisation Verdens Børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Bøger