I 2010 blev Hansen Garments grundlagt af norskfødte Åse
Hansen og Per Chrois. En håndfuld år efter åbnede de butikken i Pilestræde og fulgte
senere op med en på Gammel Kongevej. Hansen forhandler – udover et omhyggeligt
kurateret udvalg af japanske og europæiske mærker – deres eget slow fashion
brand.
Og som altid er det garant for kvalitet og æstetisk overlegenhed. Se
bare jakken her. Stoffet er vævet i Skotland og behandlet med en tørvoks, så du
nemt kan klare de lette regndryp.
Æstetisk ligner Universal Works mere et mærke, der er sprunget
ud af de japanske storbygader end et britisk arbejderkvarter. Men det er netop
opvæksten i en engelsk arbejderfamilie i 70’erne, der har formet designer og
medstifter David Keyte.
Universal Works’ snit er blødt og ustruktureret, så du
kan gå både pænt og behageligt klædt til enhver lejlighed. Ovenikøbet til en pris
i den lave ende i forhold til tøjets kvalitet. Jakken her er inspireret af de
amerikanske tropeuniformer. Brug den som blazer udover en skorte og slips,
eller pop kraven op, og bær den som jakke over din trøje.
Uanset om du skal en tur på jagt, i de norske fjelde eller
blot sidde på din yndlingsbeværtning på Nørrebrogade, er denne jakke fra Fjällräven
en sikker vinder. Vand-, vind- og (gætter vi på) naturvinsafvisende.
De
færreste har nok brug for et utal af lommer som på jakken her – vi må være dig
svar skyldig, når det kommer til formålet med ryglommer – men fedt ser det ud.
I flere år har Paloma Wool været et af de hotteste navne inden
for kvindemode. De blev for alvor populære under corona med deres farverige polkaprikkede
og ternede retrodesigns.
Sidenhen er stilen blevet mere afdæmpet, og man har
kunnet spotte Paloma Wool på flere kendte som Hailey Bieber, Bella Hadid og
Jennifer Lawrence.
Sidste år besluttede det spanske mærke endelig at lave tøj
til mænd. I dag har de en lille herrekollektion, der med stor sandsynlighed kommer
til at gøre mærket lige så populært hos de mandlige modeentusiaster.
På København-siden af Gammel Kongevej, et stenkast fra
søerne, ligger Artikel.
En lillebitte butik af den salgs, man ikke rigtig forstår, hvordan kan køre
rundt.
Lokalet agerer både butik og atelier, hvor de kan sy 12 stykker tøj om
ugen. Derfor er der naturligvis et begrænset udvalg, som man højst sandsynligt
bliver nødt til at slås med hele byens design-aficionadoer om.
Det parisiske mærke Brut
er mestre i militæroverskudslager-æstetik. Det startede som en vintage-butik,
men er siden gået hen og blevet et mærke, der producerer genfortolkninger af gammelt
workwear og militærtøj.
Denne jakke er måske det perfekte bud på en
forårsklassiker. Bred, bokset, den stopper ved hoften og kommer i en farve, så
du skiller dig tilpas ud i mængden.