Af alle medier har kassettebåndet med dets skramlede lyd og upraktiske måde at spole på længe været det mindst sandsynlige til at gøre et comeback. Men måske er dets rolle slet ikke udspillet. Det bliver i hvert hyldet i en ny dokumentarfilm, og her taler både producenter og pladeselskaber om øget salg.
Der er ord som ’båndsalat’, der ikke giver mening for yngre generationer. De har aldrig siddet ved radioen og trykket to knapper ned samtidigt for at fange deres yndlingssang eller desperat prøvet med en blyant at spole båndet op igen. Alle disse ting blev skyllet væk af den digitale bølge hurtigere, end du kan nå at sige CD, download og streaming.
Inden da var det fast inventar i bilstereoen og boomboxen, og hvis man vil forstå betydningen af kassettebåndet, kan man snart få mulighed for det, når dokumentarfilmen ’Cassette’ får premiere i december.
Filmen er finansieret af frivillige, og du kan se interview med blandt andre Henry Rollins, der lovpriser kassettebåndet. Mediet havde da heller ikke bare stor vigtighed for den enkelte, for som de siger her i traileren.
”Kassettebåndet spillede ikke en rolle i tidlig hiphop. Det var hiphop.”
Måske er båndet slet ikke den dinosaur, det har haft status af længe. I år er det præcis 50 år siden, det først kom på markedet, og nu er der flere, som ønsker kassettebåndets charmerende upraktiske væsen tilbage. Det er ikke så meget færdigindspillede bånd, men snarere blanke bånd, hvor man kan lave sin egne mixtapes, der er populære.
I september blev der afholdt ’Cassette Store Day’, der inkluderede koncerter og limited editions fra bands som Fucked Up, Deerhunter og The Flaming Lips.
Båndet har dog stadig lang vej igen, før det kommer i nærheden af den revival, vinylplader har i øjeblikket. Her steg salget alene i første kvartal 2013 med 33,5%. Det er svært at opgøre de præcise salgstal for båndene, da et stort del stadig er bootlegs og bliver solgt direkte af mange bands.
Ifølge Time blev der i 2012 solgt 200.000 album på kassettebånd i USA, hvilket er en stigning på 645% i forhold til året før. Det er dog stadig ikke imponerende, da der i USA i 2012 alene blev solgt 316 millioner albums i alt. Men hvis de vækstrater fortsætter, kan det godt være, at man skal op på loftet og finde sine gamle bånd frem igen. Og måske lave sig selv et nyt cool mixtape.
Se her en legendarisk reklame fra kassettebåndets storhedstid.
I filmhistorien har kassettebåndet også haft flere biroller, så sent som i Coen-brødrenes ’The Big Lebowski’, hvor The Dude efterlyser sin stjålet bil, som blandt andet indeholdt flere bånd med Creedence Clearwater Revival. Til det svarer politimanden:
“Jeg ville ikke sætte mit håb for højt, hvad angår båndene.”
Se klippet her:
Et andet klassisk kassette-øjeblik er her fra 'Wayne's World', hvor de sætter Queens ’Bohemian Rapsody’ på.
FACEBOOK Bliv ven med Euroman