Efter et langt liv i overhalingsbanen har stjernekok Allan Schultz endelig fundet sig til rette: ”Der var vildt meget, jeg skulle revidere”

Efter et langt liv i overhalingsbanen har stjernekok Allan Schultz endelig fundet sig til rette: ”Der var vildt meget, jeg skulle revidere”

Allan Schultz var jetsettets og yuppiernes kok, da han i 1990’erne styrede køkkenerne på nogle af de mest feterede steder i Indre By i København. Men bag den høje cigarføring tårnede konsekvenserne fra et liv i skyggerne sig så meget op, at han til sidst væltede. Vi tegner et portræt af kokken, der endelig har fundet hjem.

Offentliggjort

DET VAR ENHVER restauratørs mareridt: Der var dækket op, men restauranten var tom.

Året var 2000, og Allan Schultz havde åbnet sin egen restaurant. Menuen var skarp, råvarerne kompromisløse. Niveauet var højere end på Konrad og Café Victor, hvor han tidligere havde været køkkenchef. Nu havde han sit eget navn på døren, men også på rudekuverterne, der tårnede sig op på kontoret.

Fredag og lørdag kunne han fylde Restaurant Schultz i Boltens Gård i Indre By, men resten af ugen var der så godt som tomt. Modvilligt måtte han erkende, at restauranten ikke kunne løbe rundt, og at han slet ikke havde det samme greb i gæsterne som tidligere.

Han måtte dreje nøglen om.