Noa Redington med briller i mørkeblåt jakkesæt står indendørs mod lys baggrund

Noa Redington: ”Et råd, jeg vil give alle, er at få børn i en relativ tidlig alder”

Den 54-årige politiske kommentator Noa Redington om chips med dild-dip-mix, om at være dårlig til at rævesove og om at vokse op i et kollektiv.

Offentliggjort

Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv på nettet?

”I en periode stod der på Wikipedia, at jeg var født i Connecticut, og at mine forældre var præster. Jeg er altså født i Stockholm, og mine forældre var bestemt ikke præster. Min mor var grafiker, og min far var amerikaner, hippie, og hvad man vel kan kalde en altmuligmand.” 

Hvad ville du ønske, at din mor havde fortalt dig?

”Min mor flyttede til Grønland, da jeg var 18, så ret tidligt var det ikke vigtigt, hvad hun gav af gode råd. Det var heller ikke noget, jeg længtes efter, jeg havde mere travlt med at leve mit eget liv. Men jeg er meget taknemmelig for min barndom. Den var tryg, og jeg var omgivet af meget kærlighed og søde mennesker.