1. DaBaby

Humor er én af de vigtigste og mest undervurderede valutaer i hiphop. Det ved DaBaby. Kunstnernavnet, de skrabede produktioner, musikvideoerne og lyrikken peger alt sammen i retning af, at DaBaby er et mindre PR-geni, der har forstået, hvor langt man kommer med charme – også i hiphop.

Så når DaBaby rapper: ”I don’t gotta rape bitches, they rape me”, over en tung 808-produktion i den musikvideo, du lige sender videre til dine venner, trækker han lange og smarte tråde til promoveringerne bag Busta Rhymes’ E.L.E.-plade og Eminems debutalbum ’The Slim Shady LP’. Den selvironiske tone har længe været savnet i amerikansk hiphop. Her er ingen påtaget LA-swag eller Bronx-kølighed. DaBabys lune skildringer af Charlotte i North Carolina er vedkommende og måske et udtryk for, at DaBaby med sine 27 år også er listens alderspræsident. Til tider klæder det nye artister at have et lidt bredere perspektiv end en 19-årig pladeselskabsdarling.

Og så har jeg fuldstændig forbigået det vigtigste: DaBaby er en sindssygt god rapper, hvis debutalbum, ’Baby On Baby’, holder et skyhøjt niveau gennem alle 13 numre. Musikalsk er der skåret ind til benet. Atypisk for tidens ånd er de melodiske elementer stort set fraværende, og der bruges ingen overflødighede introer eller skits. To taktslag, så ”går DaBaby baby”. Og det virker.

Lyt til: ’Baby Sitter’, ’21’, ’Goin Baby’.

2. Megan Thee Stallion

Når Megan Thee Stallion efter planen udgiver sit længeventede debutalbum ’Fever’ i løbet af maj, er det ikke sikkert, der går lang tid, før din(e) elskerinde(r) mobber dig med grove, kreative linjer fra Megans betonhårde sex-bangers. For Megan Thee Stallion har fundet en opskrift på succes, der i 2019 næsten ikke kan mislykkes.

Hun har revet en side ud af Lil Kims sexfikserede teksthæfte, skruet sex-o-meteret op på 11 og kombineret det eksplicitte og humoristiske tekstunivers med LiljuMadeDaBeats vokalfokuserende produktioner og mange års træning som en rapper, der ikke går på kompromis med rimstruktur og flow. Som datter af den kvindelige (og nyligt afdøde) rapper Holly-Wood har Megan Thee Stallion teknikken i højsædet, og det er måske derfor, ingen ringere end Q-Tip har kastet sin faglige kærlighed på den 24-årige texaner, og nu agerer mentor for unge Megan.

Alt er nu lagt i kakkelovnen til, at Megan Thee Stallion får sit store gennembrud i 2019. Hvor hun led under nogle lidt for generiske stripklub-produktioner på sit første mixtape, ’Make It Hot’ fra 2017, fandt hun en velfungerende formular på sidste års ’Tina Snow’, der indeholder få dårlige sekunder. På dette mixtape lancerede hun også den tidstypiske twerking-opfordring #BigOleFreakChallenge, og beviste dermed, at hun har accepteret moderne hiphops spilleregler: Gå viralt, eller du er ude.

’Tina Snow’ sikrede hende en pladekontrakt på 300 Entertainment, så mens hun færdiggør sit studie i sundhedsadministration på Texas Southern University, bliver der lagt millioner i at sikre, at Megan Thee Stallions debutalbum, til trods for den lidt undervældende førstesingle ’Sex Talk’, kommer til at penetrere hele det internationale hiphop-landskab.

Lyt til: ’Tina Snow’, ’Big Ole Freak’, ’Freak Nasty’.

3. Memo 600

Det er værd at holde øje med, hvad der sker rundt om Lil Durk. Chicago-rapperen er i bedste Young Thug-stil ved at blive de lokale rapperes favorit-kurator og mentor. Hvor netop Young Thug med signinger som Strick og Lil Keed ufrivilligt har afsløret, at Atlanta-scenen sidder en lillebittesmule fast, har Lil Durks Only The Family-label bedre end nogen anden styr på den blomstrende Chicago-scene. Med lokale navne som Valee, Famous Dex, JuiceWRLD og mange flere må byen efterhånden anerkendes for at have indfriet det potentiale, især Chief Keef aktualiserede for snart et årti siden.

Et af de nyeste og mest interessante navne i Lil Durks OTF-stald er Memo 600.

Internettet er ukarakteristisk sparsomt med information om Memo 600, men han dukkede første gang op i min bevidsthed med den helt uimodståelige ’Exposing Me’ på et opsamlingsalbum for de største hiphop-talenter i Chicago sidste år. Med Memos nasale stemmeføring er sammenligningen med B-Real fra Cypress Hill oplagt. Han flower aggressivt på beatet og skriver godt og fængende. Memo introducerer ikke nogen banebrydende tendenser i moderne hiphop, men formularen med benhårde Chicago-bangers er som udgangspunkt altid velkommen.

Siden ’Exposing Me’ figurerede Memo 600 primært på features med sine kompagnoner fra gruppen 600 (der vist også laver andet end musik). Da Lil Durk i marts i år kunne offentliggøre, at han havde signet Memo 600 og JusBlow 600 til Only The Family, markerede det samtidig en ny og interessant æra for Memo. Internet-rygterne siger, at 600-gruppen er på vej i opløsning. Gamle venner som S.Dot og Tay 600 disser Memo, fordi han nu går i designersko, Lil Durk har købt ham. Klassisk rapper-problem. Men nu har Memo et langt større PR-apparatur i ryggen, og det bliver interessant at se, hvor langt et af Chicago-rappens største ikoner kan føre ham.

Lyt til: ’Exposing Me’, ’IJWTM’, ’Steppers’.

4. Roddy Ricch

I 2014 blev rapperen og produceren Speaker Knockerz fundet død i sit hjem i South Carolina. Han var 19 år gammel. Samtidig løb en 16-årig Rodrick Moore rundt i Cali-hiphoppens hovedstad Compton, og tjente penge på den eneste måde, han kendte til. Parallelt med en hverdag, hvor barndomsvennerne røg i fængsel på stribe, begyndte Rodrick at lave musik, der allerhelst skulle lyde som idolet Speaker Knockerz. Roddy Ricch, kaldte den unge rapper sig. Den i dag mytiske Speaker Knockerz er én af to rappere, der har ekstraordinært mange aktier i Roddy Ricchs kometkarriere.

Den anden inspirationskilde, mentor og kurator døde 1. april i år. Nipsey Hussle havde fået øjnene op for Roddy Ricchs slemt undervurderede debut-mixtape fra 2017, ’Feed Tha Streets’, og hev den kun 18-årige rap-crooner på scenen til adskillige udsolgte shows. I februar i år kollaborerede de to første gang på singlen ’Racks in the Middle’. Efter vestkyst-legenden Nipsey Hussle meningsløst blev skudt og dræbt foran sin egen tøjkæde, fik Roddy Ricch tatoveret teksten ”prolific” tatoveret i ansigtet som en hyldest til den 33-årige mentor.

Nu skal Roddy Ricch bære den californiske hiphop-fakkel videre. Selvom han er opvokset i Compton, er det ikke Dr. Dre, Eazy-E og The Game, der inspirerer ham (hvilket han på lidt kejtet vis fik dokumenteret i YouTube-serien ’The Bar Exam’ (link)). Roddy Ricch er lyden af West Coast-serenader, der kombinerer Kendrick Lamars flair for samfundsskildringer (Kendrick og Roddy visiterede den samme kirke som børn med deres bedstemødre) med Young Thugs måde at trække vokalerne ud i kreative og frie flows. Hans insisterende, melankolske melodik giver mindelser om A Boogie Wit Da Hoodie, men det er med sin krystalklare artikulation, at Roddy Ricch bliver sin helt egen, og i dag er en af de mest lysende stjerner på hiphop-himlen. På den måde kommer jeg tit til at tænke på vores egen Omar, når jeg hører Roddy Ricch, for de kan det samme: Deres stemmer er så gennemtrængende, at de kan løfte en banal og simpel produktion til et lille stykke kunst.

Lyt til: ’Die Young’, ‘Nascar’, ’Project Dreams’.

5. NLE Choppa

Velkommen til 2019: Her holder vi øje med danse-apps for at lure, hvem det næste store hiphopnavn er. Selvom den kun 16-årige NLE Choppa havde en del hype i ryggen som en del af det relativt fremadstormende kollektiv Shotta Fam, var det først da ’Shotta Flow’ blev genstand for stor opmærksomhed på danse-appen Dubsmash, at NLE Choppa gik viralt.

Således er Choppa en bouillonterning af tidens tendenser. Tekstuniverset taget i betragtning er han upassende ung, og hans succes er bygget på tværmediel opmærksomhed. NLE Choppa er barn af internettet og kender alle spillets regler. Det musikalske udtryk er nedbarberet og vokalfokuseret. Tekstuniverset skildrer den hårde side af Memphis på en nærmest tragikomisk, men brutal måde. Man bliver næsten forpustet af at lytte til NLE Choppa, men kvaliteten ligger ubetinget i unge Choppas energiudladning af en rapstil.

Det begyndte at lugte lidt af one-hit-wonder-risiko, da han betitlede sin anden single ’Shotta Flow pt. 2’, men med tredjesinglen ’Capo’ beviste NLE Choppa, at han har øre for fængende gangsterrap. Han har samarbejdet med sværvægtere som Juvenile og Birdman, og selv det notoriske old-head Ebro Darden elsker ham.

Han skal lige passe på, at han ikke trasker lidt for meget i BlocBoy JB’s fodspor, men NLE Choppa har de unges ellers flygtige opmærksomhed i et jerngreb.

Lyt til: ’Shotta Flow’, ’Gangsta Talk’, ’Capo’.

6. Polo G

Kan vi klare mere Chicago-rap? Kan vi klare flere melodiske gangsterklagesange? Måske ikke, men Polo G fortjener en plads på listen.

Tro mig, når jeg siger, at jeg i arbejdet med denne liste har lyttet til mange navne, der claimer samme stil som Polo G (blandt andet Roddy Ricch, kan man mene). Derfor vidner det også om en vis kvalitet, når jeg har fundet det umuligt at komme udenom 20-årige Taurus Bartlett fra Cabrini-Green i Chicago. For melodisk er Polo G simpelthen så god, at han ikke tåler sammenligning med det brede felt af unge g’s, der forsøger at ramme deres egen variation af Lil Durks stil.

’Pop Out’ og ’Finer Things’ er på hver deres måde ekstraordinært betagende numre, der gør, at man bør glæde sig helt vildt til Polo G’s første fulde projekt, ’Die A Legend’, der kommer ’snart’. Bundniveauet på de relativt få numre, der findes med Polo G er lidt bekymrende, men topniveauet retfærdiggør en god del af min opmærksomhed.

Lyt til: ’Finer Things’, 'Eternal Living', ’Pop Out’.

7. Saweetie

Saweetie har popstjerne-potentiale. Sammenligningen er så oplagt, at det næsten er synd, men det er fristende at spekulere i, hvem der er den næste, der kan nå samme niveau som amerikansk raps kvindelige sværvægtere, Cardi B og Nicki Minaj. Saweetie er mit bedste bud.

Af samme årsag er hun muligvis for stor til denne liste. Hun kunne for så vidt sagtens have fundet vej til listen sidste år. Allerede i 2017 nåede hun en vis størrelse med singlen ’Icy Girl’, men hendes debutplade ’High Maintenance’ (2018) skuffede mig lidt. Det var pænt og nydeligt, men hvad var egentlig hendes claim? Det har hendes seneste udspil ’Icy’ overbevist mig om.

Her sker der især noget med hendes stemmeføring. Man hører det bedst på den fantastiske ’My Type’, hvor hun brillerer med tre forskellige stemmeføringer, hårde og sjove tekster og et flow, de fleste af hendes mandlige kollegaer kun kan drømme om.

Generelt har Saweetie værktøjskassen proppet med værktøjer, der gør hende til et godt bud på en kommende superstjerne. Udover at være en af de dygtigste rappere på markedet har hun studeret business-kommunikation University of Southern California. Hun er vokset op ved siden af MC Hammer, og hendes fætter er den Future- og Gucci Mane-affilierede producer Zaytoven. Koblingen til Cardi B bliver ikke mindre oplagt af, at hun dater Quavo fra Migos. Og så ligner hun jo bare en popstjerne.

Faren ved det sidste punkt er imidlertid også, at hun bliver gjort til et pladeselskabsprodukt. Den mest positive overraskelse ved ’Icy’ var, at hun mestendels holdt stilen benhård uden at skele for meget til streamingtal på den korte bane. Man kunne have frygtet, at Warner Bros, som hun signede til i februar 2018, ville få hende til at lave flere kærlighedsballader som den sløje ’Emotional’ (med netop Quavo). Det lader heldigvis til, at Saweetie kan holde det hårdt, for når en rapper har et så stærk stemme-repertoire, har jeg absolut intet behov for at høre hende synge.

Lyt til: ’My Type’, ’Icy Girl’, ’Trick’.

8. Cee Kay

“Don't get up in my way cause shit is gonna get ugly. I'ma shoot this bitch to kill, don't care if we in public,” rapper unge Cee Kay på førstesinglen sit eneste offentligt tilgængelige project, ‘Blood on My Hands’. Så er stilen ligesom lagt, og det er generelt ikke særlig behageligt at hengive sig til Cee Kays morderiske tekstunivers. Der er bare noget sært dragende over det, når Cee Kay leverer sine tekster henover den prominente producer Quays nærmest behagelige og drømmende produktioner. Han artikulerer lidt som Lil Skies, hvilket virker ret velfungerende i den lyriske kontekst. Flowet lyder lovlig meget som kollegaen YoungBoy Never Broke Again.

Generelt er ’Blood on My Hands’ et meget typisk debut-projekt, fordi han måske mangler en lille smule fin-tuning, hvis han for alvor skal skille sig ud fra mængden. Men Cee Kay er et lyrisk talent, der med de rigtige samarbejdspartnere kan blive et pænt navn i en meget populær subgenre. Med artister som ham (og flere andre på denne liste) kan man altid bekymre sig for, om virkeligheden overhaler tekstuniverset, der kan ende med at blive en selvopfyldende profeti i stil med den tragiske YNW Melly-sag (link). Vi krydser fingre for, at han holder sig på dydens smalle sti.

Lyt til: ‘No Remorse’, ‘Pressure’, ‘Nightlife’.

9. Lil Reek

Da jeg første gang hørte Lil Reek i sommeren 2018, tænkte jeg uvidende: ”Her har vi ét af de mere interessante kvindelige navne i amerikansk hiphop”.

Lil Reek er bare ikke en kvinde. Han er en ung mand på dengang 17 år, hvis stemme aldrig rigtig er gået i overgang. Du er muligvis træt af den uendelige mængde ’Lil’-rappere, men i Reeks tilfælde er præfikset velfortjent.

Han er bittelille, og hans stemme forveksles nemt med en 12-årigs. Men tag ikke fejl: Lil Reek har hovedet skruet ordenligt på (“Still doin' my homework while the crack on the stove”), og han har god smag i beats. Det var således den franske electro-producer Brodinski (der også har produceret for navne som Kanye West og Rich Homie Quan), der tog unge Reek fra Atlanta under sine vinger. Med den pulserende bas-banger ’Rock Out’ lagde de to kimen til en spirende karriere, der hidtil er toppet med den imponerende originale debutplade ’The Graduation’ fra 2018.

Man kan selvfølgelig frygte, at Lil Reek kommer til at lide under Shyheim-forbandelsen. Sheheim blev som 15-årig i 1994 kørt i stilling af Wu-Tang Clan som ”prodigy of hiphop”, og faktisk er hans debutplade ’AKA the Rugged Child’ ret undervurderet, men da hans spæde stemme gik i overgang, var han ikke interessant længere. Når (hvis?) Lil Reeks stemme går i overgang, skal det blive spændende at se, hvad han kan drive det til. Hans gode sans for alternative produktioner forsvinder næppe, så jeg sidder i hvert fald klar til at høre hans kommende plade ’Slime Business’.

Lyt til: ’Rock Out’, 'Im Back', ’Door Swing’.

10. Lil Nas X

Jeg ved, hvad du tænker. Ham her kan blive et større one-hit-wonder end Desiigner, og det siger ikke så lidt. Og jeg har en snigende fornemmelse af, at han er ved at trolle os alle sammen ved at koge verdens største suppe på ’Old Town Road’.

Og ja. Rapperen med branchens mest øretæveindbydende navn har ikke beriget os med ret meget andet end Old Town Road, men der er faktisk også grund til at tro, at der er noget konstruktivt i vente fra Lil Nas X. Han er i studiet med denne klummes muse, Young Thug, han har teaset for nogle numre på Instagram, der faktisk lyder som nogle interessante fortolkninger af den generiske trap, der kendetegnede Lil Nas X inden ’Old Town Road’ og så er han bragende dygtig til at selviscenesætte sig selv på de sociale medier. Med tyk selvironi håndterer han elegant, når det ubarmhjertige internet finder ud af, hvor mange Nicki Minaj-fansider han har bestyret, eller når der florerer billeder af ham i en stram nederdel.

Jeg mindes ikke at have oplevet så massiv og bred en internet-hype rundt om nogen anden rapper, faktisk. Så grin alt du vil, men det ville være ignorant ikke at holde øje med Lil Nas X i 2019.

Lyt til: ’Old Town Road’…

Tørstig efter mere? Så giv også navne som Gnar, Lil Gotit, ZillaKami, Comethazine, YS, BamSavage, 42Dugg, Chris Crack, 70th Street Carlos, The Chosin Few, 147 CalBoy, S.Dot, S3nsi Molly, BG Kenny Lou, Lil Tjay, YBN Cordae, Dreez, Quin NFN, Karlae, Suigeneris, Fredo Bang, Ghost Magneto, Splurge, Thierra Wack og Fetty Luciano en chance.

Hvem vælger XXL?

Man må håbe for XXL og Freshman-listens eksistensberettigelse i fremtiden, at fejlene fra sidste års liste ikke kaster skygger over 2019-klassen. XXL’s liste skød forbi målet i 2018 af to alvorlige årsager.

For det første skal listen være en løftestang for artister, der er interessante, men har et smalt publikum. Derfor sendte det sidste år et uheldigt signal at gøre plads til artister som Lil Pump, Smokepurpp og Ski Mask The Slump God, der for længst var brudt igennem den kommercielle lydmur. Jeg frygter, at XXL i år gør plads til navne som Gunna, JuiceWRLD og YoungBoy Never Broke Again, der var sprøde og spændende sidste år, men i år bør have vokset sig for store til en Freshman-liste. Hvis ikke XXL gør op med denne misforståede udvælgelse, bliver det i længden listens død.

For det andet afslørede XXL sidste år en fundamental mangel på berøring med kvindelige, amerikanske rappere. Her var Stefflon Don det eneste kvindelige bidrag til listen – som den første brite nogensinde. Det føltes som en insinuation af, at der ikke var tilstrækkeligt med interessante kvindelige rappere i det amerikanske hiphop-landskab. Intet kunne selvfølgelig være mere forkert. Jeg tror, XXL griber i egen barm, og finder plads til, som minimum, Rico Nasty og Thierra Wack. Et bud på en endelig XXL-liste kunne i vilkårlig rækkefølge se ud som følger:

1. Gunna
2. JuiceWRLD
3. Sheck Wes
4. Rico Nasty
5. YoungBoy Never Broke Again
6. Blueface
7. YBN Cordae
8. Comethazine
9. Thierra Wack
10. Roddy Ricch

XXL’s freshman-liste offentliggøres en gang til sommer. Præcis hvornår vides ikke.