ARTIGEARDIT HOLDER VANTRO fast i skyggen på sin kasket og udbryder: ”De kunne hvert et ord, brormand!”

Icekiid understreger pointen med et øre-til-øre-smil og armene triumferende hævet over hovedet.

Sivas istemmer tilbagelænet med et anderkendende nik.

Kesi danser ind i lokalet med en drink i hånden.

Deres ansigter er stadig svitsede af scenelampernes uforsonlige skær, men i dag handler det ikke om denne Mount Rushmore-agtige elite i moderne dansk hiphop. Med en forælders stolthed i øjnene er blikkene rettet mod dagens mand i midten.

De kigger alle sammen på Lamin. Den 26-årige rapper har lige spillet sin første store solokoncert i et kogende, udsolgt Lille Vega, og nu ligner han en, der lige har pustet alle lysene i sin fødselsdagslagkage ud på én gang.

Det er gået så godt, som det kunne gå. Publikum kunne, som Lamins feterede rapkollega noterede, hver en strofe og lod den koncertdebuterende hovedperson vide det. Lamin har med sikker hånd og smittende overskud ført tilskuerne igennem et timelangt show, der startede reflekterende og storladent og endte i fællesdans og fest – alt dette uden antydningen af begyndernerver. Men det overrasker ikke, hvis man som mig brugte dagen før koncerten i selskab med Lamin, en rapper, der med uforfalsket beskedenhed griber ud efter en plads i toppen af det danske hiphophierarki.