Mig og Bowie: 11 mænd om mødet med stjernen

Kasper Eistrup, Paul Smith og 9 andre personer, der oplevede David Bowie tæt på.

Klaus Lynggaard

56 år, forfatter, musikanmelder og sangskriver.

Min Bowie-besættelse startede, da jeg var 16. Der var januarudsalg, og jeg havde købt en masse billige plader. De røg i to bunker, den ene skulle gemmes, den anden røg ud. Jeg satte en Bowie-single på. ’Rock ’n’ Roll Suicide’. Den starter som en akustisk ballade, men ender i et orkestralt crescendo, en eksplosion af lyd og følelser. Efter tre minutter vidste jeg, at der var en mening med livet.

Jeg var i puberteten, blev ældre og flyttede hjemmefra. Det hele blev akkompagneret af David Bowie. Hver gang der kom en ny plade, tænkte vi: ”Nu er vi nået det skridt videre.” 70’erne var en meget politiseret tid med kvindekamp og manderollen under beskydning. Der var ungdomsarbejdsløshed og grimhed. Folk var så grimme. Vi gik i grimt tøj, havde grimme frisurer, og man måtte ikke udstille sin seksualitet. Her trådte David Bowie frem som den her magiske kunstner, der var hævet over tid og sted. Han var ladet med seksualitet, men hævet over det kønspolitiske, fordi han var androgyn. Bowie var et kunstværk i sig selv. Han betød noget. Man sidder som middelklassedreng i en forstad, føler sig fanget og synes, at livet er utrolig trist. Bowie skabte et åndehul, en kanal direkte til fantasien og friheden. Han var håbet om noget andet.

Den der betagelse … Man sad og kiggede på covere i timevis og læste teksterne igen og igen. ”Crack, baby, crack, show me you’re real, smack, baby, smack, is all that you feel” Det var fantastisk! På  ’Aladdin Sane’  ligner han en superhelt, men man vidste, han var mere end det. Han var et supermenneske. Alt det, vi indeholdt, var potenseret hos Bowie. Det var større og bedre. Siden har det været sjovt at læse, hvor fucked up han var i den periode, på stoffer osv. Hvor tilfældigt meget af det var, og hvor mange af de her supersange, der blev skrevet op ad deadline med en pistol for panden. Det vidste vi heldigvis ikke noget om dengang.



I 70’erne var Bowie en ledestjerne. Efter ’Scary Monsters’ mistede han sin kant. Men jeg sætter stadig plader som ’Aladdin Sane’, ’Diamond Dogs’, ’Low’ eller ’Hunky Dory’ på. Det er hovedstolen, det er the shit, det er der, han skaber det, som jeg har kunnet trække på et helt liv. Skide være med de dårlige plader, han er et af de største genier, popmusikken har fostret.

Yndlingsplade: ’Diamond Dogs’. 

LÆS OGSÅ: Den musiske kamæleon: 9 nedslag i David Bowies karriere

Peter Jensen

44 år, designer.

Bowie har haft enorm indflydelse på modebranchen. Da han kom frem, havde man aldrig set noget lignende, en figur som Ziggy Stardust har været en kæmpe inspirationskilde. Og så er det imponerende, hvordan han over årene er blevet ved med at lege med forskellige udtryk og genskabe sig selv stilistisk.

I dag har man mere eller mindre set alt før. Alt nyt har referencer til tidligere perioder, og musikere er sgu ikke særlig gode til – som Bowie var – at skabe en identitet, et helt univers, som man kunne være en del af. Bowie er virkelig en kunstner, og det synes jeg ellers ikke, man skal kalde musikere. I London har jeg de sidste 11 år undervist på Saint Martins College of Arts and Design, og hvert eneste år har jeg en studerende, som har referencer til David Bowie. I den forstand er Bowie en ener. Mick Jagger, som er fra nogenlunde samme generation, har ikke den samme modereference, han har ikke den samme stil eller den her kurv af ting, der hænger sammen, som David Bowie har. Han er jo også inspirationen bag hele New Romantics-bølgen.



Han har skabt noget unikt. Personligt har jeg ikke nogen stor tilknytning til den feminine, androgyne side, som han refererede meget til i starten af sin karriere. Der vil jeg nok snarere holde mig til The Beatles. Så stilmæssigt ligger vi langt fra hinanden, og jeg har aldrig brugt David Bowie som reference i mit arbejde, men derfor kan man jo godt have stor respekt for ham.

Yndlingslook:  David Bowie anno 1966: velfriseret, sort jakkesæt, hvid skjorte og slips.

Jens Unmack

49 år, forsanger i Loveshop.

Jeg var med mit punkband i København for at spille, hvor vi skulle bo hos min meget fremmelige kusine på Christianshavn. Så dér sad vi fire jyder, som var vant til at spille én-til-én-musik, lige på og hårdt. Hun spurgte, om vi kendte Bowie, og satte så ’Heroes’ på. Det var som at høre fremtiden. Musik, der sked på alle gængse regler. Det var for vildt. Pludselig kunne man høre, hvor endimensionelt og abeagtigt det punk, vi gik og spillede, lød. 

Hans musik var et oprør uden at lyde som et oprør. Den var helt ukonventionel, og man kunne høre, at den skrev sine egne regler. Jeg kendte jo godt støjmusik og kunstmusik, men det fascinerende ved ham var, at han lavede musik, som var avantgarde og foran alt andet, men som gjorde det inden for et bredspektret popsprog, der kunne tale til alle. 

Gennem de plader, han udgav i  70’erne,  skabte han alt, hvad der er kommet efter. De 10 år, hvor der med 10-11 måneders mellemrum kommer en ny Bowie-plade med et fuldstændig nyt udtryk, samtidig med at han har turneret, lavet film osv. – det er jo en verdensrekord i kreativitet, som har sat sig endeløse spor. Du kan ikke høre noget rockmusik i dag, som vil noget eller har en relevans, uden på en eller anden måde at høre nogle af de landvindinger, Bowie har taget for musikken. Og så har han jo lært os, der er inden for rockmusikken, utrolig meget om at bruge forskellige masker.

Med Bowie var musik en slags rollespil. Man behøver ikke at være den, man er. Man kan være den, man ønsker at være. David Bowie har skabt modernismen inden for rockmusik. Om det så er U2 eller Joy Division, udspringer det alt sammen af en Bowie-tradition. Modernisme, det er rockmusik, som ikke lugter af sved, øvelokale og én-til-én-virkelighed. Han har givet rockmusikken mulighed for at drømme, have visioner og kunne fortælle eventyr. Han har vist, at man kan lave kunst og pop på samme tid. Det har været en stor inspiration.

Bonus: Jeg har engang været med til at varme op for Bowie og Tin Machine i Saga på Vesterbrogade. Det var ret vildt. Men jeg hilste ikke. Man holdt sig på behørig afstand, så ham stå og soundchecke med de andre, mens man prøvede at være one of the lads.

Yndlingsnummer: ’Helden’ (tysk udgave af ’Heroes’).

Kasper Eistrup

40 år, sangskriver og forsanger i Kashmir samt billedkunstner.

Jeg var 14 dage i New York i september 2004 og besøgte Tony Visconti (Bowies mangeårige samarbejdspartner, red.) i hans studie. Forinden havde vi i Kashmir aftalt med ham, at han skulle producere vores næste plade, og han havde været i København i fem dage hen over sommeren for at møde os. Nogle dage efter mit besøg i hans studie ringede han og inviterede mig ud uden at ville sige, hvad vi skulle. Det viste sig, at vi skulle til koncert med The Killers på spillestedet Irving Plaza. Da vi kom og blev ledt op i et særligt VIP-område på venstre balkon, sad Bowie og hans assistent Coco allerede ved et bord. Jeg fik nærmest et chok og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Han rejste sig, gav mig hånden og hilste meget venligt.

”Mr. Bowie,” sagde jeg. ”Kald mig bare Dave,” svarede han. Jeg satte mig ned og tænkte, at nu skal jeg ikke stille for mange spørgsmål, jeg skal ikke være for meget, men jeg skal heller ikke være for lidt. Jeg tænkte alle muligt tanker om, hvordan jeg skulle agere, men han var bare så afvæbnende, afslappet, smilende, hyggelig og humoristisk. Tony hilste på Bowie og sagde: ”Dave, Kasper spiller i et dansk band, der hedder Kashmir.” ”Åh, jer kender jeg godt,” sagde Bowie og kiggede på mig, og jeg tænkte, at det ikke kunne passe, men så brød Coco ind og fortalte, at hun, sidst Bowie spillede i København, havde været i den lille pladebutik Guf for at finde ud af, hvad der skete lokalt, og havde fået ’The Good Life’ og ’Zitilites’, som hun tog med tilbage til Bowie. Han må have en fotografisk hukommelse, for han kunne huske pladernes omslag og vores gamle hjemmeside, som han kommenterede.

Snakken gik. På et tidspunkt var Bowie ude, og Tony sagde til mig: ”Kasper, bed ikke om noget, og giv ham ikke noget. Ingen autografer, ingen fotos, bare vær venlig, vær dig selv. Hvad der sker, sker, og hvis han er interesseret i noget, spørger han selv.” Det var arrangeret, at Bowie skulle hilse på The Killers bagefter, så Coco, Bowie, Tony og jeg blev ført backstage, hvor gruppen var helt vilde over, at Bowie var der, og de blev fotograferet med ham. Men Bowie ville bare gerne væk derfra, så vi gik hurtigt.


Det eneste billede, der eksisterer fra Kashmirs møde med Bowie for næsten 10 år siden. Billedet blev taget af Bowies samarbejdspartner Tony Visconti.  

”Kasper, kan vi give dig et lift?” spurgte Bowie, da vi stod udenfor. Af ren høflighed var jeg lige ved at takke nej, men nåede heldigvis at tænke mig om og svarede ja tak. Coco ringede dernæst efter en vogn, og straks rullede en Lincoln Town Car op foran os. Vi kørte og satte Tony af ved Union Square, og så snakkede vi musik. Bowie spurgte til, hvad der skete i Danmark, og jeg fortalte. På et tidspunkt sad jeg lænet lidt frem, og Bowie sagde noget – bag om min ryg – til Coco, som sagde noget til chaufføren, som jeg ikke hørte. Jeg går ud fra, hun sagde noget a la ”kør nogle ekstra ture rundt om blokken”, for vi kørte nu rundt på Manhattan i tre kvarter og snakkede om Polyphonic Spree, The Flaming Lips, Dave Fridmann og Tarbox Road Studios. På et tidspunkt sagde han:

”Næste gang jeg er i Danmark, burde vi lave noget sammen. I kan varme op for mig, eller vi kan spille sammen. Det kunne være sjovt.”

1. april 2005 sang Bowie gæstevokal på Kashmir-nummeret ’The Cynic’ i Looking Glass-studiet i New York. Bowie og Kasper Eistrup udvekslede ved den lejlighed mail-adresser og, fortæller Eistrup, ”det næste halve år kommunikerede jeg med ham på mail om musik, film og street art, som han er meget interesseret i, men så døde den ud. Jeg skrev til ham fem gange, hvor jeg ikke fik svar.” 

Jonathan Barnbrook

47 år, grafisk designer bag flere Bowie-album.

Det foregik i fuld fortrolighed. Vi var kun to i mit studio, der vidste det. Af frygt for, at nogen overhørte en samtale, brugte vi kodeord for David Bowie og ’The Next Day’. Når nogen gik forbi, slog jeg straks computeren ned, og når telefonen ringede, gik jeg udenfor. Det skulle jo først afsløres på Bowies 66-års fødselsdag, at han var tilbage efter 10 års pause.

Jeg har tidligere lavet coveret til ’Reality’ og ’Heathen’. Denne gang blev jeg kontaktet af hans manager, og så fortsatte kontakten med Bowie på Skype og via e-mail. Han var meget involveret. Arbejdet med ’The Next Day’ var to måneders senden forslag frem og tilbage. Han sendte et gammelt billede af sig selv, og så tænkte jeg over, hvordan det kunne nedbrydes. David Bowie bliver jo i høj grad associeret med sin fortid, og hver gang han udgiver nyt, bliver det sammenlignet med tidligere værker.

Vi prøvede mange forskellige billeder og covere. På ’Heroes’ er han ung og fremadskuende, nu er han i 60’erne og ser tilbage på sit liv. Det var ligesom den filosofiske følelse på ’The Next Day’. Og da et af numrene ser tilbage på hans tid i Berlin, virkede det oplagt at tage en af Berlin-pladerne. Så vi besluttede os for at dekonstruere coveret til ’Heroes’ ved at sætte en hvid firkant med teksten ’The Next Day’ ind over ansigtet på den yngre Bowie.

Da pladen kom ud, var der mange, der hadede coveret, og jeg får stadigvæk mails fra folk, der mener, det tog mig fem minutter i Paint. David Bowie var meget glad. Han sender mig stadig links med gode anmeldelser af coveret. Han er meget entusiastisk.Jeg har mødt ham nogle gange. Han er altid meget generøs med sin tid. Da jeg var i New York, så jeg ham øve. Han er en ærlig og meget respektfuld mand, der har forståelse for, at man er menneske, og han værdsætter det arbejde, man laver.

Og så er han en intelligent fyr, som forstår referencerne. Inde i omslaget finder man teksten ”And the next day. And the next. And another day” fra titelnummeret. Det mindede om Samuel Becketts ”You must go on, I can’t go on, I’ll go on” og Macbeths “Tomorrow and tomorrow and tomorrow”. Så skrev vi frem og tilbage om den her eksistentielle håndtering af, at selv om du er i en svær situation, er du – fordi du er i live – tvunget til at begive dig videre. Det var den slags samtaler, vi havde. Ikke bare om, hvorvidt en skrifttype var smart. Når David Bowie udgiver et album, vil han udfordre folk. Det synes jeg, vi gør med dette cover.

Bedste andet Bowie-cover: ’Aladdin Sane’ (”et af de bedste albumcovere i det 20. århundrede”).

Jan Poulsen

51 år, musikjournalist og forfatter til Bowie-biografien ’Station til station’.

Jeg ved ikke, om det var første gang, jeg så en Bowie-plade, men jeg var 10 år gammel, og ’Aladdin Sane’ var netop udkommet. Der var noget ved den plade, der tændte mig, men jeg havde ikke råd til at købe den. Til gengæld ville tilfældet, at en butik længere nede ad gaden havde ’The Man Who Sold the World’. Den var brugt, kostede 15 kr. Jeg købte den og trådte ind i en ny verden. Bowie kom med det ukendte. Han bandt lærredet op og malede lidt på det, men inviterede dig samtidig til at male videre på det. Bowie har jo aldrig været politisk. Han kom ikke med nogen svar, men stillede en masse spørgsmål, der inkluderede dig i hans univers.

I starten af 70’erne var rockmusikken sort/hvid. Led Zeppelin, Deep Purple og Black Sabbath var alle tynde fyre i nossestramme jeans og tætskårne T-shirts. Bowie kom og hældte farve på. Alene navnet på bandet ’The Spiders from Mars’: De lignede væsener fra en anden planet, havde farvestrålende tøj, højhælede sko, makeup og rød- og sølvfarvet hår. Folk havde aldrig set noget lignende, og musikere som Morrissey og Jarvis Cocker fra Pulp har efterfølgende sagt, at den dag, ’Starman’ var på Top of the Pops, besluttede de sig for at blive musikere. Med den optræden revolutionerede han engelsk musik.



Jeg har mødt Bowie ved forskellige lejligheder. Han er helt nede på jorden og super sød. Det største problem, når jeg har interviewet ham, har været, at han er som en informationssvamp. Han bliver ved med at stille mig spørgsmål om min baggrund, så jeg til sidst tænker: ”Hold nu kæft. Vi har kun 30 minutter. Jeg har flere spørgsmål.” Men han giver sig 100 %. Jeg føler, jeg er gået derfra med noget unikt.

Hans betydning er uvurderlig. Han er det her mangehovedede uhyre, som satte de første fodspor, og så kom alle de andre efter ham. Han skabte glamrocken, flirtede med science fiction, så med soul og disko, lavede blue-eyed soul, arbejdede videre med den elektroniske musik i Berlin, inden han blev et verdensnavn i stadionklassen. Han er en hjørnesten i rockhistorien og er oppe ved siden af Picasso, Chaplin og Warhol, når vi snakker populærkultur. Man kunne sagtens lave en liste over alle dem, der er inspireret af ham, men det ville være formålsløst. Jeg ser David Bowie som et musikalsk grundstof.

Yndlingsplade: ’The Man Who Sold the World’.

Rikke Øxner

48 år, musikchef på Roskilde Festival.

David Bowie var en af vores absolutte hovedattraktioner i 2004, og publikum glædede sig. Men han havde jo haft nogle uheld under nogle af de job, han spillede op til Roskilde. Så der kom sådan lidt uro omkring, om han nu også var i orden.

Så var det, han blev syg i Hamborg. I starten tror jeg ikke helt, de vidste, hvad han fejlede. Men så om tirsdagen, inden han skulle spille hos os, fik vi en melding om, at han ikke bare var almindelig sløj, men var alvorlig syg og måtte aflyse alt, hvad han havde planlagt den sommer. Det var sindssygt ærgerligt, men det eneste, vi kunne gøre, var at samle musikgruppen, trække tæppet for og så ellers gå i gang med at pløje markedet igennem for erstatninger. Vi blev ret hurtigt enige om, at der kun fandtes én Bowie, så vi glemte alt om at finde én ”ligesom ham”. De findes simpelthen ikke. Vi endte med Slipknot, hvilket glædede mange – og skuffede mange, der havde sat næsen op efter Bowie.

Han er ikke en kunstner, der aflyser for sjov. Han er kendt for at passe sine ting og levere. Vi fik en lægeerklæring. Det behøvede vi ikke engang at bede om. Det var vigtigt for dem, at vi og publikum kunne forstå, at det var alvor. Så den puttede vi pænt ned i de fortrolige mapper og makulerede den efter festivalen.Da vi hørte, der var en ny Bowie-plade på vej, var vi selvfølgelig ude at sige: ”I ved godt, han skylder …” Men man kan ikke rigtig sige andet, end at det ikke har været lagt ud som en reel mulighed i år. Jeg tror ikke, det er besluttet endnu, om han vil turnere. Men vi skal nok stå der, hvis han beslutter sig for festivaler igen. Det har vi forklaret folkene omkring ham. For det ville være fantastisk at få ham tilbage på  Orange. 

Personlig gennembrudsplade: ’Aladdin Sane’ (lånt på Rødovre Bibliotek igen og igen).

Niels Bagge (Vinnie Who)

25 år, musiker.

Det startede, da jeg med Vinnie Who blev sammenlignet med ham, hvilket var en smule mærkeligt, da jeg aldrig havde lyttet til hans musik. Jeg er på ingen måde vokset op med David Bowie. David Bowie havde en meget mandig stemme. Jeg kunne bedst lide, når drenge synger lyst, så jeg havde svært ved at høre melodierne i det, han sang. Det har jeg så lært at sætte pris på siden. Nu er jeg kæmpe fan.

Da jeg kom frem, var der mange, som ikke kunne finde ud af, om jeg var en dreng eller pige, også fordi jeg med vilje valgte pressebilleder, hvor jeg så lidt androgyn ud. Det, jeg rigtig godt kan lide ved David Bowie og kunst generelt, er, når der er mystik indblandet. Jeg synes, det er pisseirriterende, når man får det hele tyret i hovedet. Man skal selv kunne digte noget fantastisk ud fra det, man lytter til. Efter alle de plader, Bowie har lavet, interview, han har givet, og alle de biografier, der er skrevet om ham, ved man stadig ikke helt, hvem han er. Han er nærmest ikke noget menneske. Det synes jeg er rigtig fedt.



Han er lidt elitær. Man skal kunne forstå ret meget musik, før man forstår David Bowie. Han har lavet så meget forskellig musik. Hans evergreens stikker i alle mulige forskellige retninger og er karakteristiske for de perioder, de er lavet i. Det synes jeg er vildt inspirerende. For som kunstner har man jo lyst til at lave al mulig forskellig slags musik.

Flere af mine numre har inspiration fra Bowie. Klaverspillet på ’Killer Bee’ er sindssygt inspireret af ’Life on Mars?’, og på nummeret ’39’, der handler om Felix Baumgartner, er referencen ”… from ground control to Major Tom” med. På de demoer, jeg sidder og laver nu, er jeg meget inspireret af ’Young Americans’, som få embracer, men som jeg synes er for vild. Den er fyldt med saxofon og disko. Det er mega sexet.

Bowie kører en virkelig god stil. Han ser simpelthen så sej ud, når man ser gamle interview med ham på YouTube. Han dyrker en æstetik, jeg også godt kan lide. Jeg tror, vores smag er lidt ens på det punkt. Jeg synes, David Bowie er enormt lækker.

Yndlingsnummer:  ’Life on Mars?’   (”Nok et af de bedste numre, der nogensinde er skrevet”).

Paul Smith

67 år, tøjdesigner.

Gennem hele sin karriere har David Bowie været som en kamæleon. Under konstant forandring. Hans sceneklæder var altid unikke og utrolig ekstravagante og har haft stor indflydelse på modeverdenen. Hele hans holdning til tøj- og hårstyling har været en inspiration, og hans evne til at skifte stil har betydet, at alle dem, der har fulgt ham over årene, er vedblevet med at være interesserede. Hans outfits var meget skizofrene, men de virkede. Det er et privilegium at kunne sige, at jeg gennem tiderne har solgt ham masser af tøj – selv om det mest har været til daglig brug, ikke når han optrådte.Han har været en af vores kunder fra slutningen af 60’erne og hele vejen frem til i dag. I forbindelse med hans nye album, ’The Next Day’, producerede vi i fællesskab en T-shirt med pladens artwork og en  limited edition-vinyl.  

Vi har en Paul Smith-udstilling på vej på London Design Museum, hvor man også kan se noget af det tøj, han har købt hos os gennem årene, især trøjer med print og nogle af de fløjlsjakkesæt, han har været kendt for at gå i.



Jeg har mødt ham ved adskillige lejligheder. Han er altid meget afslappet at være sammen med, altid David – ikke stjernen, men mennesket. Det har været dejligt at spise middage sammen, ligesom han har besøgt mig i mit studie og i mine butikker. Et af de bedste øjeblikke var, da min hustru Pauline og jeg sammen med Hanif Kureishi (engelsk forfatter og dramatiker, red.) og hans kone spiste middag med David og Iman. Vi havde haft en fantastisk aften på den her restaurant, og da vi efter middagen gik ned ad trapperne, gav han sig til at synge evergreenen ’The Party’s Over’. ”Hey! Det er David Bowie, der synger,” stod vi alle og tænkte. Det var ret godt.

Yndlingslook: David Bowie på det inderste omslag til ’Hunky Dory’, i hvid jakke og kassebukser med pressefolder (jeg designede bukserne!).

Las Thomsen

53 år, PR-manager.

Vi hentede ham i lufthavnen, indlogerede ham på d’Angleterre, og så var der ellers booket limousine i de næste tre dage. Året var 1999, David Bowie havde lige udgivet ’Hours’ på Virgin Records, hvor jeg arbejdede. Min opgave blev at sørge for ham, mens han var i København for at give interview og slutte af med  den legendariske koncert i Vega. 

Det eneste tv-show, der var på det tidspunkt, var ’Musikbutikken’ med Keld Heick. Det var et program på musikkens præmisser, hvilket var fint. Vi holdt møder med dem og aftalte to live-numre og interview. Ikke noget med at hive en guitar frem, som Keld Heick plejede at gøre med de andre gæster. Det var aftalen. Så kommer vi derud. Lydprøver, interview, han spiller, og så sker det: Heick tager guitaren frem. ”Ja, jeg har lige siddet i nat og øvet på et af de nye numre. Kan du ikke lige stemme i med din vokal.” Så bryder helvede løs. Manageren kommer styrtende ud til mig: ”Hvad sker der!? Afbryd med det samme!” Jeg løber ind i kontrolrummet og siger, at de skal afbryde. Det kan de ikke. Så må jeg ind i studiet og stoppe det hele. Bowie ser forknyt ud, ved ikke, hvad han skal gøre.

Da optagelserne er færdige, vil han bare tilbage til hotellet. Om aftenen kom der sild på bordet. Jeg lovede, at seancen var klippet fra, og så var alt fint igen. Det er en af de mest pinlige oplevelser, jeg har været ude for som promoter.Overordnet har jeg aldrig oplevet en mand, der var så fantastisk. Han var meget sympatisk, en meget høflig mand. Og så har han jo den mest utrolige stemme. Hans dybe vokal og den der meget fine, britiske, aristokratiske måde at formulere sig på.

Journalister kom ud efter interview på fem minutter og sagde: ”Hvert eneste ord kan jeg bruge.” Og han var også glad. Syntes, de danske journalister var meget velforberedte. Efter tre dage drog han videre. ”Excellent promotion,” sagde han til mig. Det glemmer jeg aldrig.

Yndlingsplade: ’Scary Monsters (and Super Creeps)’.

Keld Heick

67 år, sanger/sangskriver, tidl. vært i ’Musikbutikken’.

Vi lavede fire udsendelser på to dage og havde både Tom Jones, Richard Clayderman og David Bowie på besøg. Dagen forinden var Tom Jones og jeg nærmest blevet slyngvenner i løbet af nul-komma-fem. Han var ødelagt af bronkitis, og jeg sagde, at det var jeg godt nok ked af, for så kom jeg ikke til at spille et nummer med ham. Han svarede: ”Det skal vi da! Selvfølgelig gør vi det.” Dagen efter kom Bowie. Det var en total omvæltning.

Da vi inden optagelserne skulle fotograferes sammen, lagde jeg  min hånd på hans skulder. Straks kunne jeg mærke, at det måske liiige var at gå for tæt på. Så jeg fik hurtigt fjernet hånden. Bowie var meget speciel. Om jeg så havde siddet med ham i dagevis, var jeg ikke kommet ind på livet af ham. Det ene øjeblik var han meget venlig og imødekommende, det næste øjeblik blev han fjendtlig. Jeg tror aldrig, jeg har interviewet andre, hvor man skulle træde så varsomt. Man kunne ikke rigtig slappe af i hans selskab.

Der var jo det her med, at jeg gerne skulle have gæsterne med på et akustisk nummer. Pladeselskaberne sagde altid nej, så vi holdt op med at spørge, og så var det min opgave at snige mig ind på solisten ved at sige, at jeg altid havde haft en drøm om at spille med vedkommende. Produceren havde sagt, at hvis jeg følte, der var en mulighed, så skulle jeg bare prøve. På et tidspunkt i interviewet følte jeg, jeg var i rigtig god kontakt med ham. Nu eller aldrig! Jeg sagde, at der var et nummer, ’Seven’, fra hans seneste plade, som jeg forfærdelig gerne ville spille med ham. Hvis han bare ville synge et enkelt vers sammen med mig, mens jeg spillede guitar … Han fik et farligt glimt i øjet. ”Hold kæft!

Nu springer han over bordet og slår mig ihjel,” tænkte jeg. Det har sikkert kun varet et sekund eller to, men det føltes, som om jeg ventede et halvt minut. Så kom det: ”Lad os da gøre det. Bare et enkelt vers.” Jeg hev guitaren frem, og han sang et vers. Slut og færdigt. Og så kunne jeg godt se i baggrunden, at hans promoter løb ind i studiet for at afbryde. Man mærkede ikke noget på Bowie, men efterfølgende stod promoteren og overvågede, at båndet blev slettet. Optagelsen eksisterer altså ikke, men jeg husker det stadig som en stjernestund.

LÆS OGSÅ: Den musiske kamæleon: 9 nedslag i David Bowies karriere

LÆS OGSÅ: "Jeg ønsker ikke at være en Harrison Ford-virksomhed. Jeg tager det, jeg laver, alvorligt, men jeg tager ikke mig selv alvorligt"

LÆS OGSÅ: 4 stjerne-billeder fra manden der har 'skudt' - alle legenderne

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, David Bowie og Ikoner