10 år er lang tid i showbiz. Mens Nikolaj Coster-Waldau har lavet ’Game of Thrones’, er der sket en voldsom forandring i forretningsmodellerne i underholdningsindustrien, og pengene og de kreative idéer er strømmet fra de klassiske Hollywood-produktioner til serier og film på streamingtjenesterne. På den måde ramte danskeren en bølge på det helt rigtige tidspunkt.
Men også på andre områder har branchen – og tiden – ændret sig, og Nikolaj Coster-Waldau fornemmer, at det er blevet sværere at navigere i en kultur, hvor følsom identitetspolitik og en ivrig krænkelsesparathed kan forsegle en skuespillers skæbne på et splitsekund.
Det mest nylige eksempel på det er den irske skuespiller Liam Neeson, der generelt er betegnet som en af de mest sympatiske skikkelser i branchen og gennem årtier har været vellidt af både kolleger og fans. Men i et interview om sin næste film, der handler om en far på hævntogt efter mordet på sin søn, fortalte den 66-årige irer om, hvordan han selv som ganske ung havde oplevet at føle en fortvivlet tørst efter hævn, da en veninde blev voldtaget af en sort mand. Liam Neeson vandrede op og ned ad gaderne med en knippel i håb om, at en eller anden tilfældig ”black bastard” ville provokere ham nok til, at han kunne slå ham ihjel.
”Når jeg tænker tilbage, var det forfærdeligt. Jeg blev chokeret over min egen reaktion. Jeg søgte hjælp. Jeg talte med en præst og to gode venner, og jeg gik ture i to timer hver dag for at få hævnfølelsen ud af kroppen. Det er 40 år siden. Jeg er ikke racist,” sagde Liam Neeson til amerikansk tv.
Det var selvransagelse for åben skærm, et dybtfølt udtryk for fortrydelse, men sådan blev det ikke modtaget i krænkelseskulturens USA. New York Times skrev, at Liam Neeson ”repræsenterer en racistisk terror”. En universitetshistoriker udtalte, at Neeson stadig er ”racist”, alene fordi han omtaler den følelse, han nærede fire årtier tidligere, som racistisk. Andre igen sagde, at det ikke handler om Neesons egen fortrydelse, men om de følelser, hans fortælling har skabt hos sorte i dag. Det havde med andre ord været bedre, om han aldrig havde talt offentligt om sin oplevelse.
Den massive vrede mod kollegaen har gjort indtryk på Nikolaj Coster-Waldau:
”Det, han gjorde som ung, var fucked up. Det erkender han jo også. Han er helt klar i spyttet. Det er noget, han skammer sig over, men som er vigtigt at tale om. Det er imponerende, at en mand, der har en så stor platform, tør stille sig frem og sige: ’Jeg er også skyldig, det er vi alle, og det skal vi tale om.’ Og så får han en shitstorm tilbage i hovedet, og folk råber ad ham, at han bare skal lukke røven, for han er en fucking racist, og at han aldrig bør kunne arbejde igen. Der er ingen tilgivelse.”
Det er netop uviljen til tilgivelse, der får Nikolaj Coster-Waldau til at reagere:
”Jeg så en #MeToo-dame blive spurgt, hvordan man skal tilgive, og hendes grundlæggende svar var, at man ikke skal tilgive. Det var slet ikke en mulighed, og det finder jeg fuldstændigt sindssygt. Fordi alting går så stærkt i dag, er alt kogt ned til, hvordan vi reagerer følelsesmæssigt på noget, og det er så blevet vores reaktion, og den har værdi, bare fordi vi føler det. Specielt hvis det er noget, der bekræfter os i vores etablerede fordomme om verden.”
Har krænkelseskulturen ændret noget for den måde, du er på og arbejder på?
”Det har ændret branchen, og man ser det overalt. Interviews bliver mere og mere beskyttede, og folk bliver nervøse for at komme til at sige noget forkert. Der er Liam Neeson et godt eksempel. Han skal bare smadres, fordi han er ærlig. I ’Game of Thrones’ var der også især én meget kontroversiel scene, hvor jeg og Lena (kollegaen Lena Headey, der spiller Cersei, red.) står ved liget af vores søn, og så bliver det pludseligt meget intimt, og så skal vi bare knalde. Nogle læste ind i den scene, at det var voldtægt – at nu voldtog Jaime sin søster. Men det var overhovedet ikke det, vi lavede. Det er fair nok, at nogle læser det ind i scenen, når de ser det. Men derfra og så til at ende i en diskussion om, hvorvidt man er for eller imod voldtægt, det er jo sindssygt.”
Coster-Waldau prøvede også noget tilsvarende i forbindelse med filmen ’Gods of Egypt’ fra 2016, hvori han og kollegerne Gerard Butler og Geoffrey Rush spillede afrikanske guder, men eftersom de alle tre er hvide, førte det til kritik, og filmens producere endte med at give en offentlig undskyldning for ikke at have givet flere roller til sorte.
”Det blev en racehistorie, og det kom til at fylde så meget, at vi ikke havde nogen plads til at forklare, at vi spiller en tre meter høj gud, der bliver til en fugl, når han hidser sig lidt op, og det er jo ikke en reel virkelighed.”
Vi har også haft diskussionen om, at kun en transkønnet skuespiller kan spille transkønnet på film ...
”Præcis, og hvis man ikke er handicappet, kan man ikke spille en handicappet person, for så tager du arbejdet fra din handicappede kollega. Der er helt klart en vigtig diskussion om diversitet i de historier, der kommer ud til publikum, for de skal selvfølgelig reflektere virkeligheden. Men derfra og til at sige, at jeg ikke må spille handicappet, fordi jeg ikke er handicappet, er absurd. Du er ikke nødvendigvis den bedste skuespiller til jobbet, selv om du ligner mest. Det er noget pjat. Det er omvendt diskrimination."
Hvad er din forklaring på, at vi oftere og oftere får de her diskussioner?
”Man skal ikke tage fejl af, at der altid er nogen, der har en interesse i at tale de her sager op. Der er nogen, der ligefrem kan skabe sig en karriere ved at gøre det. Det værste er, at alting bliver puttet ned i den samme gryde. Der er jo ingen, der er uenige i, at har du begået et overgreb eller totalt misbrugt en magtposition, og det er der vitterligt mange, der har gjort i Hollywood, men også alle mulige andre steder, så må det få konsekvenser.”
Læs hele interviewet med Nikolaj Coster-Waldau og en stor optakt til Game of Thrones i det nye Euroman. Magasinet er i butikkerne nu. Du kan blive abonnent her.
