tupac all eyez on me
Filmen 'All Eyez On Me' om Tupacs liv får biografpremiere 15. juni

Anmeldelse: ’All Eyez On Me’

Fladt portræt: for meget Messias, for få modhager i ny Tupac-film

Efter to timer og tyve minutters filmportræt er den afdøde gangsterrapper stadig kun en idolplakat. Vi anmelder biograffilmen ’All Eyez On Me’, der får premiere i dag.

”Jeg vil være revolutionær,” siger barnet Tupac i en af de første scener af ’All Eyez On Me’. Så er programmet for hovedpersonens skæbne ligesom lagt.

Det er ikke fordi, man ikke forstår instruktørens fristelse til at sætte rapperen ind i en fortælling om en mand, der fik så megen oprørstrang ind med modermælken, at den endte med at kvæle ham.

For virkelighedens Tupac Shakurs forældre var aktive i den militante sorte borgerrettighedsbevægelse Black Panthers, moren sad i fængsel, mens hun var gravid, og hun fødte sin søn bare en måned efter, at hun og 21 andre sorte pantere blev frikendt i en retssag, hvor de stod anklaget for at have planlagt et bombe- og riffelangreb mod tre institutioner i New York.

Først gav moren drengen navnet Lesane Parish Crooks, men et år senere ændrede hun det til Tupac Amaru Shakur, efter peruaneren Túpac Amaru II, der i slutningen af 1700-tallet ledte et oprør mod den spanske kolonimagt – og blev henrettet for det.

I filmen ser vi, hvordan Tupac og hans søster og resten af forsamlingen til et Black Panther-møde istemmer sloganet ”Black is Beatiful”.

Vi ser, hvordan søskendeparret med pen og kladdehæfte som julegaver opfordres af deres mor til at bruge pæren.

Og vi ser, hvordan den samme julehygge bliver hårdhændet afbrudt af et besøg fra FBI-agenter, der ransager lejligheden på jagt efter Tupacs stedfar, Mutulu Shakur.

Mutulu var højtstående inden for Black Panthers og en af organisationens mest eftersøgte, og han smutter da også klogeligt fra filmens julefest – og fra familiens liv – kort inden FBI sparker døren ind.

Efter at dette fundament til Tupacs foragt for (hvide) autoriteter er lagt, springer vi til hans ungdoms- og voksenår, hvor han til trods for omplantninger fra New York til Baltimore til Oakland, og til trods for morens eskalerende crackmisbrug, holder hovedet koldt og hjertet varmt og i mangel af en faderfigur holder sammen på familien, mens han citerer Shakespeare og spiller skoleteater.

Dernæst lykkes det ham i kraft af sit performertalent, sin politiske indignation og sin manglende vilje til at acceptere et nej fra producere og pladeselskaber at få et kunstnerisk gennembrud.

Først som rapper i den funky alternative hiphoppgruppe Digital Underground, sidenhen solo som socialrealistisk hardcorerapper i stigende flirt med bølleattituder, og slutteligt som storsælgende gangsterprofet på selskabet Death Row, hvor han bliver hvirvlet ind i voldsspiralen mellem øst- og vestkystrappere.

En krig, der i september 1996 ender med at koste Tupac livet, da han bliver skudt i en BMW i et lyskryds i Las Vegas, mens han er på vej i byen efter en Mike Tyson-kamp.

LÆS OGSÅ: Bilen som Tupac blev skudt i er til salg

Historien om Tupac Shakurs 25 år korte liv er en af de mest spektakulære, som hiphoppen byder på, overhovedet.

Det var oplagt, at rapperen, der allerede i sin levetid var et ikon for hiphoppens samfundsundergravende farlighed, med sin død måtte opnå martyrstatus.

Når man dertil lægger hans sovekammerøjne, høje kindben og veltrænede mavemuskler, har man billedet af en sexet frihedskæmper, en sort Che Guevara, der i de 21 år, der er gået siden hans død, har solgt millioner af t-shirts og plakater til verdens teenagere fra Amsterdam til Santiago.

Desværre formår ’All Eyez On Me’ ikke at frigøre Tupac Shakur fra hans rolle som posterboy. Dertil udvikler han sig alt for lidt under sin rejse fra Oaklands fattigboliger til Los Angeles’ luksusrestauranter, kun hans tøjsmag og indflydelse ændrer sig igennem filmens 139 minutter.

 

Ikke, at filmen virker lang. Tværtimod dvæles der for lidt i de enkelte nøglescener undervejs på Tupacs lange rejse mod en tidlig død. Resultatet er, at filmen virker som én lang musikvideo.

Til trods for udmærket spil fra den charmerende Demetrius Shipp Jr., der er som snydt ud af Tupacs aristokratiske næse, udebliver det indre drama, der kunne have gjort Tupacs frihedskamp interessant.

Instruktør Benny Boom er alt for forelsket i sin hovedperson til for alvor at krænge hans dæmoner ud, så de kan lægge sig i vejen for hans revolutionære livsbane.

Ondskaben bliver derimod påført ham udefra.

Da han bliver idømt en fængselsstraf for at have forgrebet sig seksuelt på en kvindelig fan, fremstiller filmen det som et rent komplot mellem fjender i branchen og det hvide retssystem.

Og da han bliver sengepartner med Suge Knight og de andre voldspsykopater omkring Death Row-selskabet, er det kun fordi de betaler hans kaution, så han kan komme ud af fængslet og passe sin musik.

Vores helt fremstår nogenlunde uplettet af alt svineriet omkring ham, mens han kæmper for sin personlige og kunstneriske frihed og for at kunne betale sin mors og søsters regninger.

Alle vil have en bid af ham, i sidste ende også hans liv, og Tupac ender gennemhullet på fortovet på Flamingo Road.

Og så kommer gospelkoret: ”Jesus died for our sins”.

Tupac bliver et offer. Blot ikke for egne mørke sider. Det forbliver Tupac mod verden. Og alt for lidt Tupac mod Tupac.


 

LÆS OGSÅ: Droner, narko og Beach Boys: 7 dramaer du skal streame denne sommer

LÆS OGSÅ: Dette mix af 40 års hiphophistorie er det mest funky du kommer til at se i dag

LÆS OGSÅ: Ny HBO-dokumentar giver indblik i Dr. Dre's unikke karriere

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop og Film