Warrior
Hvis du, som jeg, har set utroligt mange dårlige film, blot fordi man blev lovet nogle gode cirkelspark, vil du virkelig glædes over Warrior, der nu kan ses på HBO. For selv, hvis du piller kampsporten ud, er den faktisk god.
Vi er i slutningen af 1800-tallet i San Fransisco, hvor en stor voksende gruppe kinesiske indvandrere skaber utilfredshed hos den arbejdende klasse (lyder det bekendt?). Her ankommer Ah Sahm med båden for at finde sin søster, der har været tvunget til at tage turen før ham. Hurtigt bliver Ah Sahm indrullet ind i den førende Tong, der er den kinesiske pendant til den italienske mafia.
Hans kampsportsevner bringer ham hurtigt til tops i hierarkiet, men da han endelig finder sin søster, er det kun for at opdage, at hun er dybt involveret i den konkurrerende bande. Sideløbende følger man en særligt nedsat Chinatown-patrulje, der bliver sat ind for at dæmme op for den voksende konflikt.
Serien bygger på skriverier af Bruce Lee, men den er færdigudviklet af Justin Lin og Jonathan Tropper, der også har skabt den succesrige serie ’Banshee’.
Som man kan læse ud af det korte handlingsreferat, er der ikke tale om genrenedbrydende seriekunst, og den balancerer konstant på kanten af kliche. Men den formår faktisk at dukke sig for de værste, og illustrationen af de etniske spændinger og de politiske rævekager, der danne grobund for bandekrigene, er nuanceret og glimrende fortalt.
Det er ikke blot slag, spark og machospækkede replikker. Det er en troværdig fortælling og et interessant tidsbillede, som ikke så ofte tidligere har været beskrevet. Rulleteksterne bliver altid fulgt af et tungt hiphop-beat, hvilket fint illustrere, at seriens skabere har haft hele Wu Tang-generationen som målgruppen for blodsudgydelserne.
Der findes nemlig en stor gruppe (formentlig mest mænd), som elsker spektakulære kampscener (som regel med knive og små rappe økser) tilsat lidt sex, lidt dur og lidt mol, og mere behøver vi sådan set ikke.
