’Du kommer til at få det lidt dårligt på tredjedagen’ er en sætning, jeg hører igen og igen, når jeg som optakt til mit ugelange ophold på Lanserhof snakker med forskellige mennesker, der har erfaring fra stedet. Jeg griner.

For jeg glæder mig som et lille barn til at besøge, hvad der, efter alt at dømme, er wellnessens Mekka, med alt hvad dertil hører af klorvand, saunavarme, frisk luft og flotte udsigter.

Og dog aner jeg en utryghed i mig selv. For et ophold på Lanserhof betyder blandt andet et bekendtskab med fastingens ”fantastiske” kvaliteter. Lanserhof startede i 1984 og er stærkt inspireret af Mayr-diæten, der hviler på tankegangen om, at alt i kroppen er forbundet med maven. Derfor skal øget sundhed søges igennem en ændring af diæt og generelle spisevaner.

Et ophold på Lanserhof handler derfor først og frem om detoxing. Alle affaldsstoffer skal ud, det indre system skal have en pause, og derfor spiser man som gæst meget lidt, drikker rigtig meget te og næsten lige så meget afføringsmiddel.

Ved at putte meget lidt ind i kroppen påstår Lanserhof, at maven får den ro, den har brug for, og det vil frigive energi til resten af kroppen. Logisk. Og irriterende. For mad er meget vigtigt for mig. Det er udsigten til at indtage morgenmad, der får mig ud af sengen om morgenen, og når arbejdsdagen har været travl eller triviel, kan jeg altid læne mig op ad, at jeg i det mindste selv kan sørge for, jeg får et lækkert aftensmåltid, når jeg har fri.

Men den uro har på ingen fæstnet sig i mig, da jeg ankommer til Lanserhof Resort, udkørt fra en tidlig morgenflyvning en mandag formiddag. Efter at have tjekket coronapapirer, fået mit indledningsvise dagsprogram, og de obligatoriske skoletyske gloser om, hvor skønt der ser ud, er røget ud af min mund, bliver jeg gelejdet op på værelset, der ser, ja, wunderbar ud.

Enorme vinduer med udsigt til en imponerende bjergkæde dominerer indtrykket i rummet, der ellers er kønsløst indrettet i et par enkelte grå nuancer. Vandfaldsbrusebad, kæmpe karbad og et bidet. Der er sørget for det hele.

Om aftenen bliver jeg vist rundt på resortet af den venlige og altid smilende hotelmanager Andrea Csis, der har den ultimative Karenfrisure, og i hendes stive fysiske fremfærd leder mine tanker hen på Annettes Bennings ikoniske soccermom rolle i American Beauty.

Jeg besøger wellness-afdelingen, ser biblioteket, og vigtigst af alt får jeg set lægehuset, der bemærkelsesværdigt ikke har den særegne blandingslugt af sygdom og sprit, som normalvis er allestedsnærværende, når man bevæger sig rundt på hospitaler og des lige.

I stedet hænger der den samme dunst af te, som der også gør på resten af hotellet. Klinikhvid er yndlingsfarven, som vægge og søljer er beklædt i, og som få steder bliver brudt op af den form for lægelige blålighed, jeg forestiller mig, igennem forskning er blevet bevist til at berolige mennesker og marsvinshvaler.

Det er her, jeg den kommende uge skal helbredsundersøges og modtage mine behandlinger.

Og netop lægehuset er en stor del af Lanserhof-konceptet. Her render læger, behandlere og assistenter rundt, tager imod gæster, svarer på spørgsmål og selvfølgelig laver det, de er der for: Behandle gæsterne mod skavanker og sygdomme og rådgiver dem mod sundere vaner.

Min tildelte læge, Melania Gatt, kandiderer til at være det rareste menneske, jeg nogensinde har mødt. Omkring 50, frisk, frejdig, og når hun smiler, hvilket hun konstant gør, knibes øjnene så meget sammen, at hun ligner en menneskelig emoji.

Hun tager imod mig, spørger ind til, hvad jeg vil have ud af opholdet, vejer mig, måler mig og forklarer mig om resten af ugens program. Jeg skal igennem detox-massage, kryoterapi, terapeutisk massage, simuleret højdetræning og et par behandlinger, der lyder noget alternative, og som jeg ærligt talt i øjeblikket ikke helt forstår, hvad går ud på, så jeg nikker bare smilende til Melania.

De næste par dage går strygende. Jeg prøver kryofrys, hvor jeg iført shorts, luffer, ørevarmere og halsedisse udsættes for -110 grader. Det er med til at få kroppen til at regenerere mere effektivt og foruden det, er det en behandling, der sætter blodomløbet i gang og giver god energi.

Jeg får en detox-drainage-massage, der er designet til at få lymfesystemet aktiveret, så kroppen bedre kan skille sig af med overflødig væske. Jeg har et stort ar fra en blindtarmsoperation, fra da jeg var lille, og også det får opmærksomhed fra min dygtige massør, Christian, der nærmest ælter mit arvæv, så det fremover går mindre indad i maven og nu fremstår mere plant. Og det er den slags særegne behandlinger, Lanserhof virkelig excellerer i.

På andendagen bliver jeg iført en slags g-streng, en beklædningsgenstand jeg aldrig nogensinde skal have på igen, og smurt ind i alger. Jeg bliver lagt ned på en briks med et badekar under mig, og så bygger behandleren, Max, et telt over mig.

De næste 40 minutter lægger jeg der i totalt mørke og stilhed kun afbrudt af lyden af varm damp, der fra badekarret under mig bliver skudt ind i teltet hvert femte minut. Jeg er sendt afsted, føler mig vendt om og centrifugeret, og da Max åbner døren, er jeg komplet tømt for energi, væske og tidsfornemmelse.

Og der er intet, jeg bagefter har mere lyst til, end et kæmpestort måltid mad – og det er intet under. Ved en helbredsundersøgelse får jeg at vide, at jeg med lægens ord forbrænder ’absurd mange’ kalorier per dag. 1800 for at være præcis, og det er vel og mærke, hvis jeg ligger stille på sengen hele dagen.

På Lanserhof forbrænder jeg endnu mere, for jeg går i sauna, lange ture om eftermiddagen, og jeg besøger fitnesscentret om aftenen for bagefter at svømme baner i pølen. Og min diæt de første par dage er på 800 kalorier om dagen. Et faktum, som, jo mere jeg tænker over det, driver mig til vanvid.

Og så fik de ret. På tredjedagen er jeg godt og grundigt barnligt sur. Som kun man kan være, når man er sulten. Jeg vil have noget mad, og jeg vil have det nu.

Jeg trasker ned ad den bakke Lanserhof ligger på, målrettet, og allerede 10 minutter efter, på vej gennem den nærliggende landsby, Lanz, får jeg øje på en restaurant, jeg selv fra kilometers afstand ville kunne se serverede store bøffer, friturestegte kartofler og læskende øl. En rigtig krostue med træbjælker, hvide duge og stearinlys. Lige hvad jeg har lyst til, og dog fortsætter jeg videre forbi restauranten.

Er det egentlig det værd?

Jeg vandrer hvileløst rundt i den søvnige tyrolerlandsby, ryger cigaretter og mærker langsomt min rygrad gro ud igen. Det er jo ikke sådan, jeg er ved at dø af sult. Jeg får bare mindre, end jeg plejer. Jeg bliver ædru, får klarsyn. Jeg er afsted for at finde ud af, hvad Lanserhof har at tilbyde, og så bliver jeg også nødt til at spille efter deres regler. Jeg vender snuden hjem mod resortet, lettet over at have stået imod fristelsen.

Dagen efter har jeg et interview med Lanserhofs overdoktor Katharina Sandter. Jeg fortæller hende om min oplevelse, og at jeg har svært ved at omfavne deres metoder. Hun smiler let. Overbærende. Siger, at jeg ikke er den første og nok heller ikke den sidste, der har haft det sådan.

“I don’t like the term ‘wellness’ for describing Lanserhof because you don’t go deep in wellness. You just stay in your comfort zone where everything is nice and fine. Here things can happen. The way to feel better is often not easy. Here it can be painful. The effects can come slowly. Sometimes you feel tired and weak in the first days. But afterwards you should feel better.”

Det her er ikke nogen eventyrsfortælling, hvor jeg efter min samtale med Dr. Sandter på magisk vis får energien og lysten tilbage.

Min diæt bliver ændret, så jeg begynder at få 1200 kalorier om dagen, og det hjælper, men jeg føler mig stadig konstant afkræftet. Mere end en kende ugidelig. Jeg modtager mine behandlinger, løfter mine vægte, går mine ture og svømmer mine baner, men det hele bliver lidt zombie-agtigt. Som at flyve på autopilot.

Lige så meget jeg har glædet mig til at komme til Lanserhof, lige så meget ser jeg frem til at komme hjem derfra. Hjem til fyldte tallerkner, procenter i glasset og en løssluppen tilværelse. Jeg har selvindsigt nok til at se, at jeg ligesom alle andre idioter født i et privilegeret land som Danmark midt i en digital tidsalder er så vant til konstante dopaminudløsninger og behovstilfredsstillelser, at jeg selvfølgelig stejler unødvendigt meget, så snart min komfort udfordres det mindste. Forvandt curlingbarn og alt det der.

Måske der er goder at hente i afholdenheden?

I hvert fald får jeg nærmest smidt komplimenter min vej, da jeg atter er hjemme i Danmark igen. ’Hvor ser du frisk ud, mate’, og det gør jeg sgu, når jeg kigger mig selv i spejlet. Der er farve i kinderne, og jeg har en ny energi inde i mig. Det blev altså, som Dr. Sandter fortalte mig.

Jeg har fået frigivet noget energi, og det er noget, der kan mærkes og tilsyneladende ses. Og det føles sgu godt. Men det gør den store kartoffel-omelet, jeg første aften tilbage i Danmark kokkerer til mig selv, også. Lige så gør øllene, jeg drikker i den efterfølgende weekend. For slet ikke at tale om de cigaretter jeg suger som supplement.

Og sådan er livet vel. Man mærker bedst friheden, når snoren rundt om halsen har sat sine mærker.

Og hvis man alligevel skal været bundet for en stund, så sikrer Lanserhof i det mindste, at man kan løbe så meget hurtigere, når først man er fri.

Euroman var inviteret til Lanserhof. Holdningerne i artiklen er skribentens egne.