Jesper Buch scroll-down

Jesper Buch: "Jeg har været en maskine i 15 år, men jeg vil jo gerne være her, når jeg er 80"

Jesper Buch var en genert dreng i Vamdrup og voksede op i en leverpostejfarvet middelklasseverden med en far, der drak sig ihjel. Farens svigt gjorde ham trodsig, og han blev først kongen af baren på Crazy Daisy og siden kongen i ’Løvens hule’. Han har arbejdet i døgndrift, tjent millioner og tilsidesat sin familie, men nu er det slut. Tiden er kommet til at drosle ned, for Jesper Buch vil gerne blive ældre, end hans far blev, siger han til Rasmus Elmelund og Jonas Langvad Nilsson i dette interview, som bliver det sidste, han kommer til at give i lang tid.

Af Jonas Langvad Nilsson og Rasmus Elmelund
Foto: Martin Bubandt
Long Read
BUCH-FILAL 2
Morgenkåbe Ambassador 1867 til 700 kr. Solbriller og ur er Jesper Buchs egne.

Det var bizart, tænkte Jesper Buch.

Han boede selv på 1.100 kvadratmeter i Marbella på den spanske solkyst, og nu stod han så her i sin gamle fars lejlighed på 60 kvadratmeter i Lunderskov vest for Kolding. Men han vidste jo godt, at havde han sendt flere penge hjem, ville faren have drukket dem op. På den gamles konto i Danske Bank, som var blevet åbnet for børnene, stod der 2,50 kroner. Det var arven.

Sammen med sin søster fik Jesper Buch åbnet vinduet og tændt et stearinlys, som man gør, når nogen i familien dør, og de delte nogle billeder fra farens og deres eget liv. På en boghylde opdagede han en grøn mappe, som han tog ned og åbnede.

”I mappen var der flere avisudklip, end jeg nogensinde havde set. Det var helt vildt. Alt – uden undtagelser – med mit navn på. Min far havde åbenbart haft fuldstændig styr på alt, hvad jeg foretog mig. Han havde været så stolt af mit liv, men havde ikke kunnet finde ud af at leve sit eget.”

De ting i hjemmet, der ikke var i stykker, sendte de to søskende til Røde Kors, og alt, der skulle smides ud, fyldte de i papkasser og affaldssække og bugserede ud i Jesper Buchs spansk indregistrerede bil, en Audi S6.

Da de havde låst den tomme lejlighed efter sig, kørte de til genbrugspladsen i udkanten af Lunderskov. Her blev de mødt af en kvinde i orange dragt, overvægtig og rødmosset. Med to knoer bankede hun på forruden. Jesper Buch rullede ned.

”Du er på spanske plader, så du må ikke aflevere skrald her,” sagde kvinden.

”Nu skal du høre,” svarede han.

”Vi har mistet vores far, han boede i Lunderskov, og det er hans efterladenskaber, vi bare lige skal af med.”

Kvinden rystede på hovedet:

”Bilen er på spanske plader.”

Så mistede Jesper Buch besindelsen.

”Nu tager du den krop, du slæber rundt på, og så flytter du den tilbage til det skide skur,” råbte han og pegede mod den lille bygning, hun var kommet fra.

”Og hvis ikke du gør det, så køber jeg fandme hele byen!”

Der gik nogle sekunder. Så gik kvinden tilbage mod skuret og vendte sig om imod dem.

”Småt brændbart,” mumlede hun og løftede hånden i retning af en container.

Se, hvad vi ellers skriver om: Jesper Buch, Portræt og Iværksætter