Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Sådan er det at være kronprins i et familiedynasti

Foto: Jonas Bie

Sådan er det at være kronprins i et familiedynasti

Mads Nørgaards butikker på Strøget er en institution i dansk mode.Alligevel er det ikke altid nemt at være kronprins i et familiedynasti– og slet ikke når man ikke kan holde ud at være uvenner med sin far.

Det er en strålende søndag morgen. Udenfor glitrer sneen. Indenfor på sofabordet står der frisk stempelkaffe og amerikanske pandekager med banan. 

”Jeg insisterer på, at du smager. Jeg har selv lavet dem,” siger han.

Mens jeg folder en i munden, kigger hans milde øjne nysgerrigt ud på mig under pandens hvælving.

Mads Nørgaard er i løse træningsbukser og sort sweatshirt. Over for ham sidder hans kone Sille. Hun har et indtagende rundt ansigt og brune øjne. Ved siden af i sofaen ligger deres mørkhårede dreng Vitus med sin dyne og ser tv, og op ad trappen kommer deres krølhårede datter Nova, der har sovet længe, fordi hun er sløj. Mads Nørgaard binder sine støvler og efterlader mig i sofagruppen. 

”Vi går om to minutter. Jeg skal bare lige spise mine piller, så er jeg klar.”

Mads Nørgaard og hans familie bor på en husbåd tæt på Holmen. Vi sætter af sted på en gåtur for at tale om, hvordan det har været at drive forretning tæt op ad sin berømte far i tre årtier. Vi har også en aftale om, at han skal fortælle om lidelsen, der får ham til at trække på det venstre ben. Når han går, forplanter det sig gennem kroppen på ham, så hans ene skulder hæver og sænker sig som en båd, der ruller på bølgerne. Den private Mads Nørgaard har taget tilløb længe til at fortælle historien, men det er først nu, han er klar til at gå all in. Han humpede også et par dage tidligere, da vi var til fernisering på et københavnsk galleri med den skotske kunstner David Shrigley.

Hans billeder kan ses på MoMA i New York og Tate i London og på noget af det tøj, Mads Nørgaard sælger. De to har i et par år kørt et samarbejde om at lave bl.a. undertøj og sweatshirts med Shrigleys print udenpå og Nørgaards navn indeni. Mads Nørgaard drak appelsinjuice og gik tidligt hjem den aften. Han havde en aftale med familien om at se ’X Factor’ i tv. Han er ikke modebranchens mest udsvævende mand. En af hans gamle bekendte beskriver ham som typen, der altid nøjes med et enkelt glas vin og et enkelt hiv på en Djursland øko-potjoint, inden han cykler hjem på en gammel, men velholdt damecykel, før det hele bliver for vildt.

”For så vidt som det er en karikatur, er det rigtigt nok. Det er altid øko-pot. Og i mange år var det en gammel damecykel,” siger Mads Nørgaard. 

Sneen knitrer under vores fødder, da vi går rundt mellem Holmens kanoner, volde og gamle administrationsbygninger for Søværnet.

”Men jeg kan nu også være den, der går senest hjem. Jeg elsker at feste. At drikke og ryge og være bedugget. Det er ikke, fordi jeg har noget særligt ønske om at være i kontrol. Men at være dumfuld eller dumskæv og sidde og savle i et hjørne eller sige en masse lort, jeg ikke kan huske bagefter, det har jeg heller ikke noget ønske om.”

Måske er det kombinationen af løssluppenhed og stabilitet, som har medvirket til at holde Mads Nør-gaard relevant igennem 30 år i en modebranche, der fejrer forandring og hurtigt glemmer sine faldne. I dag driver han nabobutikkerne Nørgaard på Strøget og Mads Nørgaard samt engrosfirmaet af samme navn, der sælger til 500 butikker på verdensplan. 

Mads Nørgaard er tøjmand af tredje generation. Hans bedsteforældre drev Sørgemagasinet på Amagertorv, der solgte sort tøj til triste omstændigheder. Da butikken i 1958 blev købt af Mads’ far, Jørgen Nørgaard, malede han reolerne hvide og kaldte den Nørgaard på Strøget. Den unge manufakturhandler, der var uddannet både i England og Tyskland, gav sig i de tidlige 60’ere til at sælge cowboybukser, stramme striktrøjer og miniskørter til kvinderne, der var blevet unge sammen med generationsopgøret og det økonomiske opsving.

Desuden intro-ducerede han danskerne for avantgarde-mærker som Comme des Garçons og Kenzo. Udsmykningen i Københavns første modebutik var ofte en provokation mod borgerskabet, fx med billeder af revolutionshelten Che Guevara eller en skulptur af Frihedsgudinden med kæmpestore, blodrøde skamlæber.



Jørgen Nørgaard havde sans for tidsånden, men også for holdbarhed. Hans mest berømte bidrag til dansk modehistorie er en langærmet ribstrikket bomuldsundertrøje, den såkaldte 101’er, der er blevet solgt siden 1972 i mere end 3 mio. eksemplarer og i næsten lige så mange farver.

Som ung gjorde Mads Nørgaard sig ikke til af at være søn af den kendte modehandler. ”Han ville være sig selv,” fortæller gymnasievennen Michael Hertz, der efter studentereksamen i 1980 flyttede sammen med Mads Nørgaard i en ejendom i Læderstræde ejet af Jørgen Nørgaard.

Alligevel fornægtede interessen for mode sig ikke. De to unge mænd kunne bruge timer foran spejlet, inden de skulle i byen.

”Den fik ikke for lidt. Det var både med huer og hatte, heldragter og eyeliner,” siger Michael Hertz, der erindrer, at vennen efter en tid med masser af fester udviklede en mere alvorlig side.

Han lod sig indskrive på både litteraturvidenskab på Københavns Universitet og samfundsfag på RUC på en gang. I et halvt års tid rejste han Andesbjergene tynde sammen med en anden ven, der var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, for at hilse på enhver oprørsbevægelse, de kunne komme i nærheden af. Da studierne blev ham for kedelige, gik han til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i Aarhus, men kom ikke ind. 

I stedet ’sprang han ud som tøjhandler’, som Mads Nørgaards ungdomsven udtrykker det. Han begyndte at snuse lidt til tøjsalg, fik agentur på nogle sokker og tørklæder, rejste til messer i Paris og glædede sig over, at tiden tillod mænd at være forfængelige oven på 70’ernes fodformede sko og uplejede hår.

”I 70’erne måtte man kun være blød. I 80’erne var det befriende, at man lige pludselig gerne måtte være fremme i skoene som mand uden at blive opfattet som en machobøf. Det syntes jeg var interessant, og samtidig spurgte min far, om ikke jeg ville leje et lokale af ham,” siger Mads Nørgaard.

I 1986 åbnede han butikken Mads Nørgaard, hvor han både solgte brugt tøj og egne kreationer. De sidste opstod, fordi han var vild med tøj uden logoer, men havde svært ved at opdrive det. Så måtte han lave det selv. I 1990 droppede han det brugte tøj og flyttede butikken lidt længere hen ad gaden i Amagertorv nummer 15. Her solgte han både sit eget og andre designeres tøj, mens faderen passede Nørgaard på Strøget inde ved siden af i nummer 13. Og sådan fortsatte forholdet i rigtig mange år.

”Det begyndte som en slags mesterlære, og det har været fantastisk at følge i Jørgens fodspor. Men det har kun kunnet lade sig gøre at arbejde så tæt sammen, fordi han havde en pigebutik, og jeg havde en mandebutik. Vi havde hver sin turf, som vi kunne hævde, at den anden ikke vidste noget om. Hvis ikke vi havde haft de ventiler, havde det ikke været muligt.” 

For fem år siden indgik Mads Nørgaard en afbetalingsaftale med sin far om at købe ham ud af Nørgaard på Strøget, så der kun var én Nør-gaard i spidsen for modedynastiet. Sidste rate blev betalt 31. december 2015. 

”Det var en stor dag. Det bliver meget nemt følsomt at arbejde sammen i en familievirksomhed. I mit tilfælde skal der ikke andet til end en betoning i en bisætning for at holde mig vågen i dagevis, hvis den kommer fra mine forældre. Og der er ikke det, vi ikke har diskuteret. Farver, stribebredder, personalehåndtering, vinduesdekorationer. Det var mega fedt at arbejde sammen med Jørgen, men det er også mega fedt, at det nu er mig, der sidder for bordenden,” siger Mads Nørgaard. 

Det er også en af de ting, vi har aftalt at tale om på vores tur: Hvordan han lærte at sige fra over for sin far.


Vandet i Københavns havn skvulper mørkegrønt. Skarverne skutter sig. Mads Nørgaard smiler med tænderne, mens ånden damper ud af munden på ham. Han har været i vandet her til morgen. Medmindre der er is på, hopper han i havnen hver eneste morgen fra sin husbåd.

”Derovre sidder Den Lille Havfrue,” peger han.”Alle turisterne, der fotograferer den, får vores hjem med i baggrunden.”

Han er stolt af sin ombyggede færge, der engang sejlede på Limfjorden, men nu ligger mellem Holmen og Refshaleøen. Udsigten og omgivelserne opvejer klart det besvær, der kan være med at holde skroget tæt og finde VVS-løsninger, der bogstavelig talt, kan skaffe kernefamiliens lort over bord på en forsvarlig måde.

Udefra ser dit liv temmelig perfekt ud: Du har en yndig kone. Søde teenagebørn. I er begyndt at bage, med fordej. På jeres bryllupsdag ror I over og spiser på Restaurant Lumskebugten. Du har overtaget et familiedynasti. Du er årets københavner ifølge Politikens læsere. Bliver det indimellem så idyllisk, at du får lyst til at løbe skrigende bort?

”Når du siger det på den måde, kan jeg godt se, at det ser sorgløst ud. Men det er det bestemt ikke. Da jeg fik min diagnose, gik det op for mig, at jeg ikke var usårlig. Fra den ene dag til den anden, bang! Så var der pludselig en skygge, der hang over mig. I teorien vidste jeg jo godt, at jeg var dødelig. Men her var beskeden om, at hvis du ikke klemmer ballerne sammen, kan det pludselig tage fart. Det har øget min taknemmelighed for mit liv. Jeg er ikke glad for, at jeg har fået diagnosen. Gu’ fanden er jeg da ej det. Men det har gjort mig mere nærværende.”

Tidligere løb Mads Nørgaard meget. På et tidspunkt begyndte han at humpe på venstre ben, når kroppen var blevet varm. En af hans gode venner, som han løb sammen med, og som er overlæge i neurologi, sagde, at der skulle kigges på det ben. Det blev begyndelsen på et månedlangt forløb af prøver og scanninger. En dag i efteråret 2008 sad Mads Nørgaard og hans kone på Rigshospitalet og fik at vide, at han havde sklerose, en sygdom, hvor immunforsvaret angriber centralnervesystemet, og som i værste fald kan være stærkt invaliderende. 



Da de fik beskeden, buldrede finanskrisen, og hans engrosfirma var på vej i knæ, fordi en masse af de butikker, han handlede med, pludselig lukkede. Samtidig nåede forholdet til Sille et lavpunkt. Mads Nørgaard værner om det private og udtrykker sig kun i overordnede vendinger omkring krisen i sit kærlighedsliv.

”At få diagnosen var som at blive sparket i nyrerne, når du allerede ligger ned.” 

Hver aften når børnene var blevet puttet, gik han lange ture og grublede over, hvordan det hele skulle gå.

”Det værste scenarie var, at min kone og jeg gik fra hinanden, og at jeg endte i en kørestol. Jeg troede også, at jeg var nødt til at sælge firmaet, 50 % af min forretning.”

Mads Nørgaard prøvede at få styr på sit liv. Han sparede lønninger i firmaet ved at sige halvdelen af medarbejderne op. Han og Sille gik i parterapi. Han begyndte selv til en psykolog pga. sin sklerose.

”Jeg er meget handlingsorienteret. Men man kan ikke arbejde sig igennem alting. I virkeligheden var jeg jo snotforvirret, ude at skide. Min psykolog lærte mig at indse, at det er o.k. at have det sådan, når man har mistet sit fodfæste. Og der gik lang tid, hvor jeg sprang fra tue til tue. Det er først for nylig, at jeg virkelig synes, at det hele er endt godt, indtil videre. Til gengæld synes jeg faktisk, at jeg har det bedre end nogensinde, selv om det kan virke underligt, når man sidder og har sklerose. Den største ændring, der er sket i mit liv, er, at jeg simpelthen nægter at have travlt. Det ved alle i mit firma i dag. Hvis der kommer nogen og siger, at vi har travlt, hvis der er nogle leverandører, der beder os om at stresse, får de et nej. Så bliver det uden mig. Det kan de glemme.” 

Der gik flere år, inden tallene var så gode, at han turde tro på, at engrosfirmaet overlevede. Det gjorde det også kun, fordi faderen holdt hånden under ham og bl.a. lånte ham penge til en kassekredit.

”Det var en dejlig gestus. Men det er jo heller ikke sjovt. Så kan man stå der, og folk lykønsker én med, hvor godt det går med ens firma. ’Jah, joh, det er min far …’ Det var jo ikke det, der var meningen,” siger Mads Nørgaard. I dag har hans engrosvirksomhed vokset sig dobbelt så stor, som den var inden krisen.

Det er Mads Nørgaards modefilosofi, at visse temaer får lov at gå igen år efter år med større eller mindre variationer. Det kan være mangel på synlige logoer. Det kan være maritime tværstriber. Det kan være sømandsstrik. Nogle år sælger klassikerne stabilt, mens de andre år rammer noget i tiden og bliver kæmpe hits. Fx besluttede Mads Nørgaard sig et år for at sætte en orange lynlås i sømandsstriktrøjen i stedet for som årene forinden at holde den i samme farve som resten af trøjen. Han og hans designere tænkte ikke videre over det, indtil salgschefen kom og sagde: 

”Den kan vi sælge mange af.”

Og det gjorde de så.

”Den solgte virkelig godt. Jeg har lavet sømandstrøjer i 25 år på alle mulige måder, og jeg gør det stadig. Jeg ved ikke, om den ene er bedre end den anden, men jeg ved, at jeg aldrig kommer til at sælge så mange sømandstrøjer igen som det år. Det var et af de lykkelige tilfælde, som driver modebranchen. Man kan aldrig vide, hvad der bliver et hit. Derfor kan det være svært at bruge en succes i en fremadrettet designproces.”

Men derfor kan man vel godt blive ved med at lave sømandstrøjen, når den nu alligevel aldrig bliver rigtig umoderne …

”Sagtens. Det kommer vi også til. Den er mit mellemnavn. Og jeg holder af den.”

Det er ting som sømandsstrik, der giver Mads Nørgaard noget tiltrængt kontinuitet i en rastløs branche. For selv om han er begejstret for nye ting og nye tendenser, synes han samtidig, at det går lidt for hurtigt indimellem, når modemaskineriet hver sæson spytter nye must-haves ud.

”Nogle gange har jeg det, som om jeg har fået tekstilforgiftning. Som om jeg fysisk har brug for en pause fra tøj i mit arbejde.”

Mads Nørgaard lader gerne sin brede mund producere højstemte vendinger, selv om han også lige beder om lov:

”Det eneste, der dulmer den smerte lidt, for nu at svinge mig op på den nagle, er at have noget, der bringer det ned i hastighed. Nogle tematikker, som vi gennemspiller igen og igen og igen.” 

Mads Nørgaard nægter at lave aparte eller ironisk tøj – tøj, der kun klæder modeltyper og trendsættere. Og han har ikke noget problem med, at hans forretning indimellem bliver lidt kedelig, når den holder sig til tøj, der nok skal være smart, men også klædeligt for almindelige mennesker.

”Der er fristelser overalt, men jeg vil gerne holde os på sporet. For der er virkelig meget godt tøj derude, men vi skal vide, hvad vi vil lave. Vi skal være gode til at kende vores sangstemme.”

Kritikken af modens forbrugsræs går igen i stort set alle interview med Mads Nørgaard: Tempoet i den vestlige verden er for højt. Tøjindustrien gør os til forbrugere, allerede fra vi er børn. Og vi griber efter noget nyt, hver gang det gamle bare bliver en snert umoderne.

Hvorfor er den anfægtelse så vigtig for dig, når du tilsyneladende oprigtigt elsker moden?

”Fordi det ikke lader sig gøre at forstå det, vi laver i mit foretagende, uden den anfægtelse. Den har betydning i forhold til at bruge økologisk bomuld. I forhold til, at vi spiller klassisk musik i butikken fra 10 til 12. I forhold til, at vi ikke holder søndagsåbent. I forhold til min stædighed med at nægte at lade mig stresse i mit arbejde.” 

Men i princippet kunne du bare lade helt være, hvis du er så forbeholden. Der er ingen, der har brug for mere tøj end det, der allerede er i omløb i verden ...

”Ja. Men jeg er netop også begejstret og ikke kun forbeholden. For så skal man bare lade være med at designe og lave tøj. ”

Men når du alligevel ofte nævner dine forbehold, er det så for at bede lidt om undskyldning for det, du laver?

”Jeg har gået i mange år og spekuleret på, om der var noget galt med mig. Fordi masser af folk uden for branchen synes, at der er noget galt, mens der ikke er så mange andre i branchen, der har de forbehold. Jeg gider ikke løfte pegefingre over for andre, men jeg bakser enormt meget med det og synes, det er et meget fedt spændingsfelt. De to følelser er modsatrettede. Modetøj og CSR (corporate social responsibility, det engelske begreb for en miljømæssigt og socialt ansvarlig firmaprofil, red.) er i modsætning. Det kan ikke gå op, men det betyder ikke, at man skal lade være med at beskæftige sig med det. Processen med at finde en løsning på problemet er svaret på spørgsmålet. Det har jeg accepteret. Jeg føler ingen trang til at undskylde for noget.” 

Du får ikke pludselig lyst til at smide det hele og blive fredsvagt i Gaza?

”I glimt, jo. Helt sikkert. Det tror jeg, de fleste mennesker gør. Men jeg har Nova og Vitus, der går i skole. Jeg har en forretning med folk i mit brød. Jeg føler en forpligtelse her. Derfor kunne man godt flytte til Gaza og blive fredsvagt. Men ikke lige nu. Så anfægtet er jeg heller ikke.” 

Han kigger på mig. Hans blik er uden ironi, da han spørger: 

”Burde jeg føle skyld over det?”

Først 3-4 år efter han havde fået diagnosen, fortalte han sine børn, hvad det var, der var i vejen med hans ben.

”Børn behøver ikke at vide, hvad sklerose er, indtil de er pinedød nødt til det. Ligesom der ikke er nogen grund til at fortælle dem om gaskamre, det skal de nok komme til at høre om.” 

Indtil børnene fik det at vide, var sygdommen for så vidt hemmelig. Kun enkelte nære personer fik nyheden fortalt. Mads Nørgaard førte en liste over dem for at vide, hvor langt nyheden var nået.

”Og når jeg sagde det til de få mennesker, var jeg meget omhyggelig med at forklare så præcist om min sygdom som overhovedet muligt.”

Vi er kommet indenfor på husbåden igen. Han stirrer koncentreret frem for sig, mens han med fingrene tegner streger, cirkler og kasser på bordet foran sig som for at sortere lægevidenskab, følelser, ansvar og alt, hvad sygdommen ellers indebærer. Da han endelig en dag anbragte børnene i sofaen og forklarede dem, at han havde en livsvarig lidelse, blev de selvfølgelig kede af det. Dog ikke mere, end at sønnen var i stand til at løbe ud og lege bagefter. Derefter var det offentligt.

”Det var en glæde at kunne sige det. Efter alle de år, hvor jeg notorisk løj om det. Sille syntes, at vi tidligere skulle have fortalt det til alle. Men jeg skulle først vænne mig til det selv. Have det på plads i mit indre. Vide, hvor det sad, psykologisk. Jeg synes, at det har givet mig en bedre ballast i forhold til at tale om, hvordan jeg har det med det, og hvad jeg gør ved det, uden at være helt på gyngende grund.”

I dag kan Mads Nørgaard ikke løbe længere. Til gengæld får han ikke de attakker, som nogle oplever med lammelser, synsproblemer og føleforstyrrelser. 

”Jeg er glad for, at jeg overhovedet kan gå. Det er der mange med min diagnose, der ikke kan. Det er billigt sluppet, særligt hvis det ikke bliver værre.”

Han går til rutinemæssige undersøgelser på Rigshospitalet, og det supplerer han med alternativ rådgivning hos en biopat.Det har bl.a. ført til, at han har fået udskiftet sine kviksølvholdige plomber i tænderne, fordi biopaten mener, at de har været medvirkende til at forårsage sygdommen. Desuden spiser han godt et dusin forskellige vitaminpiller og mineraler om dagen.

Og så er der den sorte glatte sten, som han altid bærer i lommen, bortset fra når den er hos biopaten, der oplader den med elektrisk energi i en lille maskine.

Mads Nørgaard har aldrig googlet ordet sklerose. Han gider ikke vide alt for meget om sygdommen. Men han tror på, at det, han gør imod den, hjælper. 

Nogle af Mads Nørgaards venner har en julefrokosttradition med at formulere nytårsforsætter for hinanden for sjov. Et år gav en af vennerne ham det forsæt, at han skulle få sig nogle fjender.

”Det er selvfølgelig polemisk ment. Han synes, at jeg er for blød og sød. Men jeg har omvendt ingen ambitioner om at være en slagsbror. Jeg synes, det er vigtigt, at alle kommer levende ud af en diskussion.”

Men som chef og forretningsmand er man vel nødt til at træde i karakter?

”Ja, selvfølgelig er man det. Det er heller ikke mere end 14 dage siden, at jeg måtte bortvise en medarbejder. Under finanskrisen måtte jeg sige seks stykker op i mit firma. De, der tror, at jeg bare er sød, tager fejl. Selvfølgelig er jeg ikke det. Det ville være røvkedeligt og ufedt og uinteressant for mig og for andre. Men jeg kan godt nikke genkendende til, at jeg tidligere ikke har trådt så meget i karakter, som jeg kan. Det er en viljesakt, sådan noget, man siger til sig selv i spejlet om morgenen: ’Nu skal du blive bedre til at få sagt, hvad du mener.’”

Hvornår har du været for flink?

”Den, jeg har haft sværest ved at sige fra over for, er selvfølgelig min far. Men jeg er blevet bedre til det på det sidste. Så kan man spørge sig selv, hvorfor jeg skulle blive 54 for at kunne det. Jeg tror, at det har noget at gøre med min diagnose. Jeg er blevet bedre til at sætte mig selv i centrum i mit eget liv.”

Allerede for 7-8 år siden var Jørgen og Mads Nørgaard enige om, at Mads skulle købe Nørgaard på Strøget, hvormed generationsskiftet ville være komplet. Der var bare lige spørgsmålet om, hvor hurtigt det skulle ske. Den ene dag kunne Jørgen være fuldstændig klar til at sælge alt for den næste dag at ringe og sige, at han kun ville sælge noget af butikken. I nogen tid lyttede Mads til sin fars vægelsind uden at afkræve ham en beslutning.

Men efterhånden blev det frustrerende for Mads, at han havde mere travlt med at få det ordnet end faderen, der havde svært ved at give slip på den sidste rest af sit livsværk. Frustrerende, at han selv var så føjelig, hver gang der kom en ny melding fra faderen.

”Jeg var meget omsorgsfuld over for min fars problemer med at give slip. Men jeg havde også selv brug for at komme videre. For at flytte hjemmefra, så at sige.”

Selv lige da de stod over for at underskrive en femårig afbetalingskontrakt, var Jørgen Nørgaard i tvivl. I en film ville Mads Nørgaard på dette punkt have hamret næven i direktionsbordet, så tekopperne dansede, og faderen ville have krympet sig under sønnens stadig hårdere ord.

I virkeligheden hævede Mads Nørgaard ikke engang stemmen:

”Jeg sagde: ’Jeg føler mig som prins Charles. Jeg er i tvivl, om det her nogensinde bliver til noget.’ Min far hørte, hvad jeg sagde.”

Mads Nørgaard følte sig som den engelske kronarving, der i årtier har stået klar til at overtage tronen, men måske aldrig når det, fordi dronning Elizabeth sidder så sikkert på den.

Prins Charles? Han er da en lidt ynkelig skikkelse, er han ikke? Jeg troede, det her var en historie om at træde i karakter, Mads?

”Det er det også. Det gjorde jeg jo ved at sige, hvordan jeg havde det. Jeg sagde dét, som den rigtige prins Charles måske burde sige til sin mor. Jo, jo. Men at komme og sige, at man er ked af tingenes tilstand, er vel ikke ligefrem at vise nogen, hvor skabet skal stå?”

Ud fra vores målestok var det at tale med temmelig store bogstaver. Og min far forstod det. Der kom det ud af det, der skulle. Jeg købte forretningen. Vi er ikke slagsbrødre i min familie.”

Blev han så ked af det, din far?

”Jeg har faktisk ikke spurgt ham. Men jeg vil tro, at han først blev ked af det. Og derefter glad for, at han har fået en søn, som siger, hvad han mener.”

Der er hængerøv i hans sorte gamacher. Det er første time til sklerose-yoga oven på juleferien. Hans senede drengekrop bøjer og svajer problemfrit gennem en serie af øvelser.

”Yoga handler om opmærksomhed. Vi gør det lige så meget for sindet som for kroppen. Det handler om at være til stede i nuet,” siger underviseren i et beroligende toneleje.

Mads Nørgaard ruller om på siden og sætter sig op på skinnebenene. Og som han sidder der og ranker ryggen, bliver vejrtrækningen dyb og jævn. Kinderne slappes. Panden bliver glat. Selv om øjnene er lukkede, ligner han en, der ser noget. Som om han har fået åbnet et vindue i toppen af kraniet, han kan kigge ud ad.

Underviseren messer videre:

”De største kriser, voksne mennesker oplever, opstår, hvis de ikke er i stand til at acceptere livets begrænsninger. Hvis de ikke er i stand til at acceptere, at livet ikke gik, som de havde forestillet sig.” 

Mads Nørgaard ligger på ryggen på den tynde skumgummimåtte. Under små prust forsøger han at hejse sin venstre fod i vejret med en lang, hvid rem. Hans ansigt er rødt som en kogt reje. Det er knæet på det genstridige venstreben. Det vil ikke strække sig helt ud. 

Mads Nørgaard, som han tog sig ud på det internationale studiekort som 20-årig eller deromkring. Kortet var nyttigt, når man rejste på Interrail. Han har engang taget turen fra Athen til København i ét stræk, en tur på ca. 40 timer. 

Striber, strikog smykker: Fem Nørgaardske stilsucceser

Af Frederik Lentz Andersen, moderedaktør Euroman

101’eren: Jørgen Nørgaards ikoniske ribstrikkede T-shirt kan anvendes i mange forskellige sammenhænge, fra fest til søndagssjoskeri. Modeskribenten Lotte Freddie har fx ofte båret den med nederdel til mere formelle arrangementer med stor succes. På trods af at bomulds-T-shirten, der stadig produceres i Jylland, kun kommer i én størrelse, klæder den stort set alle kvinder. Det er en meget demokratisk beklædningsgenstand, og den har implementeret striberne i Nørgaard-universet. 

Sømandsstrik med orange lynlås: Sømandsstrik med noprede striber er en historisk beklædningsgenstand, der har eksisteret i 150 år. Fiskerne på Vestkysten markerede deres territorier med forskellige mønstre på trøjen. Det var godt set af Mads Nørgaard at hive den ind i en modesammenhæng. Og så fik den lidt kant, da han gav den en kontrasterende orange lynlås. 
Termojakke i samarbejde med Kansas: Det passer godt ind i den danske mentalitet at dresse ned uden at miste sin smarthed. Vi elsker, når det usnobbede og det komfortable kommer på mode. Det havde Mads Nørgaard et godt blik for, da han lavede et samarbejde med Kansas om en termojakke, et praktisk stykke tøj, man tidligere mest så på viceværter og håndværkere – det er jo et stykke arbejdstøj. Det eneste, Mads Nørgaard gjorde ved den, var at tilføje en orange lynlås. Og så var han god til at lade kreative folk som Kidd og Steen Jørgensen posere i den. Det er han også god til: at omgive sig med dygtige, kreative folk. På den måde løfter de hinanden i fællesskab.
Langærmet T-shirt med matrosstriber: Jeg tager hatten af for konsekvens, og Nørgaard-familien har virkelig formået at tage ejerskab over striberne og gjort dem til et varemærke. Selv om den franske romantik i dette tilfælde er hentet direkte fra bretonsk matrostøj. Men det er heller ikke Mads Nørgaards intention at opfinde den dybe modetallerken hver eneste gang. Tværstribernes force er, at de fungerer til begge køn i alle aldre. Halskæde Trine Tuxen x Mads Nørgaard: Pynt af den her slags afviger mere end de andre ting i det univers, Mads Nørgaard er tryg ved. Halskæden er unisex – og til en mand lidt kontroversiel. Men det giver mening, at han laver den, da han er god til at få øje på nye tendenser.

LÆS OGSÅ: Din guide til Danmarks helt særlige ghetto

LÆS OGSÅ: "Det er det vildeste liv. Du skal aldrig nogensinde høre mig brokke mig over noget som helst.”

LÆS OGSÅ: 10 nøglescener fra Nikolaj Lie Kaas' liv